Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/441

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
419
1304. Hertug Erik forlenes med Kongehelle Slot.

viſt at de indgik et formeligt Venſkabsforbund mod Hertugerne og deres Venner. J det mindſte kan Tractaterne til Solberg og Thyholm fra dette Øjeblik anſees for factiſk hævede.

Hertugerne, der formodentlig havde opholdt ſig den længſte Tid hos Grev Jakob i Halland, begave ſig nu førſt til Kong Haakon i Norge og klagede ſin Nød for ham, at deres Broder havde berøvet dem deres fedrene Arv og intet vilde give dem af Riget. „Men“, ſagde Hertug Erik, „lever jeg kun eet Aar til, ſkal jeg nok komme ind i Riget, om jeg end ej kommer dette Sinde“. Kong Haakon ſagde at de ſkulde være ham velkomne, og lovede om muligt at forlige dem med Broderen, men tilføjede, at hvis denne var ſaa uretfærdig at han ſøgte deres Undergang, ſkulde han nok hjelpe dem efter bedſte Evne. Det hjalp ogſaa, heder det i Riimkrøniken, ſærdeles meget, at Dronningen, der var dem huld ſom en Moder, bad Kongen om at være dem god. Og derved lod den ellers ſaa forſigtige Konge, der ikke engang, ſom man tydeligt kan ſee, troede Erik til Bunds, ſig denne Gang forlede til det uoverlagte, og, ſom det ſiden viiſte ſig, for ham ſelv og hele Norge ſkadelige Skridt, at forlene Hertug Erik med Kongehelle eller Ragnhildarholms Slot, og ſaa vidt man kan ſkjønne, endeel af det tilſtødende Landdiſtrict, ſandſynligviis hele Elveſysſel, thi det heder, at Hertug Erik forſynede Slottet rigeligt med Proviant for eet Aar, og tog ſaa meget af Landet ſom han vilde[1]. Dette var ligefrem en fiendtlig Demonſtration baade mod Dan-

  1. Riimkrøniken, S. 29. Dens Ord lyde ſaaledes:

    „Och länte han (Konungen) them ett hus och en ſtad;
    (det halv ock digert ſom drottningen bad,
    at kungen ſkulle wara dem goder;
    hon war dem huld ſom dera moder);
    af landet ſwa mycket han wilde
    tok hertug Erik den milde
    ud) ſpiſade (d. e. beſpiiſte, forſynede) huſet det beſta han gat (formaaede),
    swå ett år han war orädder om mat;
    det hus heter Niklaborg, den ſtad Konghella,
    der er ej utan twå milar emella
    Lödeſſe och åter där,
    ſwå ligger ett det andra när“.

    Hvorledes Ragnhildarholmens Slot kan komme til at hede „Niklaborg“, er uviſt; Benævnelſen findes kun paa dette Sted. Snareſt maa man antage at det er en fordærvet Udtale af Miklaborg, Myklaborg, d. e. „den ſtore Borg“, og at dette bar været den ſedvanlige Benævnelſe paa Borgen der i Egnen; der gives nemlig i Norge, iſær paa Øſtlandet, en Mængde Stedsnavne, ſammenſatte med Mikli-, der nu udtales „Nykle“— eller Nøkle-, ſom „Nøklegaard“ i Eidanger (fordum „Mikligarðr“), Nøklevand, dog ogſaa ſtundom kaldet Møklevand, paa Grændſen af Sandsver og Slemdal, o. fl.