Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/436

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
414
Haakon Magnusſøn.

Kong Erik, der nu endelig blev løſt af det langvarige Bann, ſynes i Særdeleshed at have benyttet ſig af den Ro, han fik, til at befeſte ſit Herredømme hiinſides Øſterſøen[1].

98. Uenighed mellem Kong Byrge i Sverige og hans Brødre. Venſkab mellem Kong Byrge og Danekongen. Hertugerne begive ſig til Norge og finde venlig Modtagelſe. Hertug Erik faar Kongehelle Slot. Fornyelſe af Krigen med Danmark. Grev Jakob overdrager Nordre-Halland til Kong Haakon og denne igjen til Hertug Erik. Fredsmøde og Stilſtands-Overeenskomſt paa Søborg. Biſkopsſkifter og Provincialconcilium.


Hvad der nu førſt og fremſt maatte være nødvendigt for Hertug Erik at ſætte igjennem, for at han kunde arbejde videre til Fuldførelſen af de vidtſvævende Planer, hvortil han allerede ved ſit Giftermaal maa antages at have lagt Grunden, var at han fik de Leen og Beſiddelſer i ſelve Sverige til ſin Raadighed, ſom enten Faderen allerede før ſin Død efter de Tiders Skik havde beſtemt ham, eller ſom, om end ingen ſaadan Beſtemmelſe var given, dog betragtedes ſom noget, han og Broderen i Egenſkab af yngre Kongeſønner retmæsſigt kunde fordre[2]. Hidtil vare dog ingen ſaadanne Beſiddelſer blevne dem tildeelte, uagtet dog i det mindſte Erik havde opnaaet Myndigheds-Alderen. Sandſynligviis ſpore vi deri den forſigtige Thorgils Marſks Indflydelſe; det er umuligt andet, end at han ſkulde have indſeet, hvor meget en ſaadan Udſtykning af Riget vilde ſvække Kronen, iſær naar en af dem, den kom til Gode, var en ſaa ærgjerrig, ſtatsklog og henſynsløs Mand, ſom Hertug Erik, og at han derfor har ſøgt at udhale Tiden ſaa længe ſom muligt, inden den fandt Sted, i det mindſte indtil Kong Byrge havde befæſtet ſig paa Tronen og ſikret ſin Søn Magnus i Tronfølgen. Men deſto mere hadefuld maatte ogſaa Hertug Erik være paa Marſken, ſom den, der ſtod hans Fremgang i Vejen, og uagtet Junker Valdemar, den yngre Broder, endog havde egtet Marſkens Datter paa ſamme Tid, ſom Kongen kronedes, var han dog neppe Svigerfaderen mere gunſtig, thi han rettede

  1. Roſtock adlød nu virkelig Kong Erik, og ved Brev dateret Vordingborg 14de Octbr. 1304 forlenede Kongen Vitſlav den yngre, Vitſlav den ældres Søn, hvis Broder Sambor var død, med Rügen, Stralſund, Barth, Tribſees o. ſ. v., efterat han havde aflagt ham Homagium derfor. Om altſaa Vitſlav den ældre i det ſidſte havde ſøgt at unddrage ſig den Lydighed, han ſkyldte Erik ſom Leensherre, var nu dog dette Lydighedsforhold fuldkommen gjenoprettet.
  2. Man kan vel neppe tvivle paa, at allerede Kong Magnus ſelv, efter Skik og Brug, for ſin Død havde beſtemt hvilke Forleninger de yngre Sønner ſkulde have; Valdemar kaldes endog etſteds Herre til Finnland for 1303.