Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/436

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
414
Haakon Magnussøn.

Kong Erik, der nu endelig blev løst af det langvarige Bann, synes i Særdeleshed at have benyttet sig af den Ro, han fik, til at befeste sit Herredømme hiinsides Østersøen[1].

98. Uenighed mellem Kong Byrge i Sverige og hans Brødre. Venskab mellem Kong Byrge og Danekongen. Hertugerne begive sig til Norge og finde venlig Modtagelse. Hertug Erik faar Kongehelle Slot. Fornyelse af Krigen med Danmark. Grev Jakob overdrager Nordre-Halland til Kong Haakon og denne igjen til Hertug Erik. Fredsmøde og Stilstands-Overeenskomst paa Søborg. Biskopsskifter og Provincialconcilium.


Hvad der nu først og fremst maatte være nødvendigt for Hertug Erik at sætte igjennem, for at han kunde arbejde videre til Fuldførelsen af de vidtsvævende Planer, hvortil han allerede ved sit Giftermaal maa antages at have lagt Grunden, var at han fik de Leen og Besiddelser i selve Sverige til sin Raadighed, som enten Faderen allerede før sin Død efter de Tiders Skik havde bestemt ham, eller som, om end ingen saadan Bestemmelse var given, dog betragtedes som noget, han og Broderen i Egenskab af yngre Kongesønner retmæssigt kunde fordre[2]. Hidtil vare dog ingen saadanne Besiddelser blevne dem tildeelte, uagtet dog i det mindste Erik havde opnaaet Myndigheds-Alderen. Sandsynligviis spore vi deri den forsigtige Thorgils Marsks Indflydelse; det er umuligt andet, end at han skulde have indseet, hvor meget en saadan Udstykning af Riget vilde svække Kronen, især naar en af dem, den kom til Gode, var en saa ærgjerrig, statsklog og hensynsløs Mand, som Hertug Erik, og at han derfor har søgt at udhale Tiden saa længe som muligt, inden den fandt Sted, i det mindste indtil Kong Byrge havde befæstet sig paa Tronen og sikret sin Søn Magnus i Tronfølgen. Men desto mere hadefuld maatte ogsaa Hertug Erik være paa Marsken, som den, der stod hans Fremgang i Vejen, og uagtet Junker Valdemar, den yngre Broder, endog havde egtet Marskens Datter paa samme Tid, som Kongen kronedes, var han dog neppe Svigerfaderen mere gunstig, thi han rettede

  1. Rostock adlød nu virkelig Kong Erik, og ved Brev dateret Vordingborg 14de Octbr. 1304 forlenede Kongen Vitslav den yngre, Vitslav den ældres Søn, hvis Broder Sambor var død, med Rügen, Stralsund, Barth, Tribsees o. s. v., efterat han havde aflagt ham Homagium derfor. Om altsaa Vitslav den ældre i det sidste havde søgt at unddrage sig den Lydighed, han skyldte Erik som Leensherre, var nu dog dette Lydighedsforhold fuldkommen gjenoprettet.
  2. Man kan vel neppe tvivle paa, at allerede Kong Magnus selv, efter Skik og Brug, for sin Død havde bestemt hvilke Forleninger de yngre Sønner skulde have; Valdemar kaldes endog etsteds Herre til Finnland for 1303.