vidt Land eller Slotte vandtes[1]. Den ydre eller ostensible Hensigt med dette Møde og Bekræftelsen, samt efter hvad det lader, den nøjere Knyttelse af det allerede sluttede Forbund, var vel fremdeles Fejden med Rusland; dog har man nok, i det mindste fra norsk Side, ogsaa haft Danmark for Øje, thi nu til Sommeren vilde Stilstanden af 1300 være udløben, og man maatte saaledes være belavet paa nye Fiendtligheder med dette Rige. Thorgils Knutssøn har dog vel nærmest tænkt paa de østlige Naboer, og saavel Solberg-Forbundet, som Fornyelsen og Bekræftelsen paa Thyholmen i det mindste foregaves vistnok især at være sluttet mod dem. De Uroligheder, som kort efter udbrøde i Sverige mellem Kongen og hans Brødre, gave Byrge den første Lejlighed til uforbeholdent at lægge sin Hengivenhed for Danekongen for Dagen og omstyrtede aldeles de tidligere Forbund; dette er vel ogsaa Hovedgrunden til, at man kjender saa lidet til deres Indhold. Efter et Udsagn, der maa antages paalideligt[2], skulle danske Gesandter have været tilstede ved Mødet paa Thyholmen, og da der ikke findes Spor til at noget Krigsforetagende mod Danmark skede i 1303 og 1304, har det maaskee været deres Erende, som det da ogsaa har lykkets dem at udføre, at faa udvirket en Forlængelse af Stilstanden paa to Aar[3]. For den danske Konge maatte en Krig med Norge nu være højst ubelejlig, da han nys, ifølge Pavens endelige Dom mellem ham og Erkebiskop Jens, havde, skjønt Dommen var bleven meget formildet, dog maattet gjøre Udvej til at skaffe denne en betydelig Erstatningssum, der maatte optage det meste af hans rede Penge og hindre ham fra at gjøre store Udrustninger. Erkebiskop Jens, hvilken Paven raadede til at nedlægge sit Embede, fandt det imidlertid ikke raadeligt at blive i Danmark, men begav sig til Norge, hvor han mødte Kongen i Tunsberg, sandsynligviis ved dennes Komme fra Bergen i Juli eller August, og tilbragte hele Vintren der indtil det næste Aar, da han, efter at have faaet Pengene, drog til Frankrige, uden, som det synes, i al den Tid at have viist sig ved Kong Haakons Hof[4].
- ↑ Huitfeld, S. 322, de isl. Annaler. Huitfeld kalder Stedet urigtigt Tyreholm; i Annalerne skrives det Þýjarholmr, d. e. Thyholmen, Tyendeholmen; nu kaldes den Tyveholmen og ligger i Elven strax vestenfor Baaholmen.
- ↑ Det er de isl. Annaler, som sige dette.
- ↑ Suhm taler vistnok (XI. 463) om et Beskjermelsesbrev, Kong Haakon den 12te Juli skulde have udgivet for Chorsbrødrene i Viborg paa Lesø, og slutter deraf, at Kongen maa have havt en Flaade ude, men der tales ingensteds om Fiendtligheder dette Aar, og Brevet er upaatvivlelig det før omtalte af 12te Juli 1300, som ved en Skjødesløshedsfejl eller Misforstaaelse anden Gang omtales her.
- ↑ Isl. Annaler, jfr. Suhm XI. 412–417. Hvis Erkebiskoppen havde været i Oslo, vilde han vel have været omtalt enten i Riimkrøniken eller i Fyrst Vitslavs Testamente.
