Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/431

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
409
1302—1303. Hertug Erik Jutegjeſt i Oslo. Fyrſt Vitſlavs Død.


Denne Beſkrivelſe, der ligeſom alt øvrigt vedkommende Hertug Erik, aabenbart er forfattet af en Samtidig, og i de fleſte Tilfælde endog Øjevidne[1] — formodentlig en af Hertugens egne Mænd — røber vel den ſamme Beundring for, ja næſten Forgudelſe af Hertug Erik, ſom gaar gjennem alt, hvad der er flydt af hans Pen, men ikke deſto mindre er det at tage og føle paa, at Fortællingen om hans Indtog i Oslo, i Spidſen for en glimrende Ridderſkare, hvorledes Mængden ſtimlede ſammen for at ſee Kongedatterens tilkommende Mand og i glad Beundring over hans Skjønhed og indtagende Væſen udbrød i lydelig Jubel og ønſkede alt Godt over ham, maa medføre bogſtavelig Sandhed. Og lige ſaa viſt er det, at han ej alene maa have ſvaret til, men endog langt overtruffet Dronningens og hendes Damers Forventninger, ſaa at han fra det førſte Øjeblik, han viiſte ſig for dem, gjorde et uudſletteligt Indtryk paa dem og blev deres Afgud. Ogſaa de øvrige ſvenſke Herrer i hans Følge maa have udmerket ſig ved deres ædle Væſen og Dygtighed i alle ridderlige Færdigheder, thi det var netop en af Aarſagerne til Kong Byrges Had mod ſin Broder, at dennes nærmeſte Venner og Følgeſvenne vare hans ſaa langt overlegne i alt Slags Ridderſkab. Fornemmelig maa alles Øjne have hvilet paa den unge Matthias Ketilmundsſøn, der allerede i Krigen mod Rusſerne 1299 havde indlagt ſig overordentlig Berømmelſe ved ſin Tapperhed og navnlig en heel Dag holdt til Heſt, i fuld Ruſtning, udenfor Skandſen Landskrone (hvor nu St. Petersborg ligger), udfordrende hvilken ſom helſt Ridder af den rusſiſke Hær til Kamp, men uden at finde nogen, der vovede at binde an med ham[2]. Der var desuden den ſvenſke Junker Erik Valdemarsſøn, de danſke Herrer, der fulgte Grev Jakob, og formodentlig flere rügiſke Herrer i Følge med Fyrſt Vitſlav, hvis Datter Sophia ogſaa for Øjeblikket opholdt ſig ved det norſke Hof[3]. Alt tegnede ſig ſaaledes til, at man ved dette vilde faa en Juul, hvis Lige i Lyſtighed og Glands man endnu ikke her i Landet havde ſeet. Men det maa have gjort et ſtort Skaar i Glæden og ſtandſet alle Lyſtigheder, at Fyrſt Vitſlav blev ſyg allerede i Begyndelſen af Julen og døde femte Dag Juul, den 29de December, efter at han to Dage forud havde gjort ſit Teſtamente og valgt ſig ſin Begravelſesplads foran Højaltaret i Mariakirken i Oslo[4]. Men kunde

  1. Herom mere i Fortalen.
  2. Riimkrøniken S. 24, 25.
  3. Dette ſees af Fyrſt Vitſlavs Teſtament, hvorom ſtrax nedenfor; om dette var en Datter af Vitſlav ſelv, eller, ligeſom Euphemia, hans Datterdatter, Moder til Nikolas af Werle, vides ej.
  4. Vitſlavs Død omtales i de isl. Annaler og i Riimkrøniken. Hans Teſtamente er trykt efter Codex Rugianus i Fabricius’s Urkunden z. Geſch. Rügens III. 128, og