Denne Beskrivelse, der ligesom alt øvrigt vedkommende Hertug Erik, aabenbart er forfattet af en Samtidig, og i de fleste Tilfælde endog Øjevidne[1] – formodentlig en af Hertugens egne Mænd – røber vel den samme Beundring for, ja næsten Forgudelse af Hertug Erik, som gaar gjennem alt, hvad der er flydt af hans Pen, men ikke desto mindre er det at tage og føle paa, at Fortællingen om hans Indtog i Oslo, i Spidsen for en glimrende Ridderskare, hvorledes Mængden stimlede sammen for at see Kongedatterens tilkommende Mand og i glad Beundring over hans Skjønhed og indtagende Væsen udbrød i lydelig Jubel og ønskede alt Godt over ham, maa medføre bogstavelig Sandhed. Og lige saa vist er det, at han ej alene maa have svaret til, men endog langt overtruffet Dronningens og hendes Damers Forventninger, saa at han fra det første Øjeblik, han viiste sig for dem, gjorde et uudsletteligt Indtryk paa dem og blev deres Afgud. Ogsaa de øvrige svenske Herrer i hans Følge maa have udmerket sig ved deres ædle Væsen og Dygtighed i alle ridderlige Færdigheder, thi det var netop en af Aarsagerne til Kong Byrges Had mod sin Broder, at dennes nærmeste Venner og Følgesvenne vare hans saa langt overlegne i alt Slags Ridderskab. Fornemmelig maa alles Øjne have hvilet paa den unge Matthias Ketilmundssøn, der allerede i Krigen mod Russerne 1299 havde indlagt sig overordentlig Berømmelse ved sin Tapperhed og navnlig en heel Dag holdt til Hest, i fuld Rustning, udenfor Skandsen Landskrone (hvor nu St. Petersborg ligger), udfordrende hvilken som helst Ridder af den russiske Hær til Kamp, men uden at finde nogen, der vovede at binde an med ham[2]. Der var desuden den svenske Junker Erik Valdemarssøn, de danske Herrer, der fulgte Grev Jakob, og formodentlig flere rügiske Herrer i Følge med Fyrst Vitslav, hvis Datter Sophia ogsaa for Øjeblikket opholdt sig ved det norske Hof[3]. Alt tegnede sig saaledes til, at man ved dette vilde faa en Juul, hvis Lige i Lystighed og Glands man endnu ikke her i Landet havde seet. Men det maa have gjort et stort Skaar i Glæden og standset alle Lystigheder, at Fyrst Vitslav blev syg allerede i Begyndelsen af Julen og døde femte Dag Juul, den 29de December, efter at han to Dage forud havde gjort sit Testamente og valgt sig sin Begravelsesplads foran Højaltaret i Mariakirken i Oslo[4]. Men kunde
- ↑ Herom mere i Fortalen.
- ↑ Riimkrøniken S. 24, 25.
- ↑ Dette sees af Fyrst Vitslavs Testament, hvorom strax nedenfor; om dette var en Datter af Vitslav selv, eller, ligesom Euphemia, hans Datterdatter, Moder til Nikolas af Werle, vides ej.
- ↑ Vitslavs Død omtales i de isl. Annaler og i Riimkrøniken. Hans Testamente er trykt efter Codex Rugianus i Fabricius’s Urkunden z. Gesch. Rügens III. 128, og
