dem anmode de tydske Riddere om at ophøre med at gjøre Vitslav Fortræd, og hvis Ridderne ikke efterkom Anmodningen, at forbyde sine egne Borgere at føre Gods, tilhørende Ridderne eller deres Mænd, i sine Skibe; han selv vilde gjøre dem al den Forhindring, han kunde, indtil de havde ladet Vitslav nyde sin Ret, saa meget mere som han allerede havde skrevet flere Breve til dem, hvilke de ikke engang havde verdigets at svare paa. Kong Haakon maa kraftigt have talt Grev Jakobs og de Fredløses Sag for den svenske Konge og formodentlig især have vundet Thorgils Knutssøn, siden det sees at Kong Byrge den 7de October, maaskee førend han og Kong Haakon endnu havde sagt hinanden Farvel, virkelig udstedte et Beskyttelsesbrev for Grev Jakob, Peter Jakobssøn, Junker Nikolas (Grev Jakobs Søn) og Jens Peterssøn, i hvilket han ytrede, at da han af paalidelige Mænd havde erfaret, at hans kjære Broder Erik, Danmarks og Vendernes Konge, havde mod Retfærdighed og Landets Love i mange Stykker betynget hine Herrer og ladet dem betynge, paa Grund af nogle dem tillagte Beskyldninger, hvorfor de vare blevne fredløse i Danmark, saa havde han nu, efter Anmodning af „sin kjære Broder“, Norges berømmelige Konge Herr Haakon, oprigtig lovet og tilsagt dem, at han kraftigt vilde virke ved Underhandlinger dertil, at de selv og deres Børn maatte opnaa Forliig, hjelpe dem til at faa Ret for den dem tilføjede Uret og Skade, skaffe dem Adgang til lovligt at frigjøre sig for de dem tillagte Beskyldninger efter de danske Loves Lydende og imidlertid forunde dem og Børn Tilflugt i sit Rige, om de fandt det nødvendigt eller belejligt, samt ikke forlade dem med sin særdeles Yndest og Naade. Brevet, der saaledes endog røber en mod den danske Konge ugunstig Stemning, er medbeseglet af Hertug Erik, Thorgils Marsk og Arnbjørn Sigsteenssøn, hvilke kaldes kongelige Raadgivere; det maa betragtes som et Beviis paa, at Thorgils Marsk ansaa Sverige bedre tjent ved et Forbund med Norge end med Danmark, thi Kongens Sympathier vare for den danske Konge. Der var vel neppe heller en eneste af de Tilstedeværende, der ivrigt forsvarede Kong Eriks Ferd mod de Fredløse[1]. Havde dennes Syster, Dronning Margrete, været tilstede, vilde Kong Byrge maaskee ikke have været faa let at overtale, thi hun havde stor Magt over ham og var sin Broder ivrigt hengiven, medens hun derimod skal have været meget uvenligt stemt mod Svogeren, Hertug Erik, og følgelig heller ikke kunde ynde det norske Kongehuus, med hvilket han nu forbandt sig. Formodentlig var det ogsaa ifølge Kong Haakons Bøn, fremsat paa dette Møde, at hans Syskendebarn Junker Erik, den afsatte Kong Valdemars Søn, der tillige-
- ↑ Dipl. Svec. No. 1369. Ogsaa i Thorkelins Analecta S. 76.
