Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/427

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
405
1302. Møde i Solberge-Oos. Kongedatteren Agnes’s Feſtemaal.

dem anmode de tydſke Riddere om at ophøre med at gjøre Vitſlav Fortræd, og hvis Ridderne ikke efterkom Anmodningen, at forbyde ſine egne Borgere at føre Gods, tilhørende Ridderne eller deres Mænd, i ſine Skibe; han ſelv vilde gjøre dem al den Forhindring, han kunde, indtil de havde ladet Vitſlav nyde ſin Ret, ſaa meget mere ſom han allerede havde ſkrevet flere Breve til dem, hvilke de ikke engang havde verdigets at ſvare paa. Kong Haakon maa kraftigt have talt Grev Jakobs og de Fredløſes Sag for den ſvenſke Konge og formodentlig iſær have vundet Thorgils Knutsſøn, ſiden det ſees at Kong Byrge den 7de October, maaſkee førend han og Kong Haakon endnu havde ſagt hinanden Farvel, virkelig udſtedte et Beſkyttelſesbrev for Grev Jakob, Peter Jakobsſøn, Junker Nikolas (Grev Jakobs Søn) og Jens Petersſøn, i hvilket han ytrede, at da han af paalidelige Mænd havde erfaret, at hans kjære Broder Erik, Danmarks og Vendernes Konge, havde mod Retfærdighed og Landets Love i mange Stykker betynget hine Herrer og ladet dem betynge, paa Grund af nogle dem tillagte Beſkyldninger, hvorfor de vare blevne fredløſe i Danmark, ſaa havde han nu, efter Anmodning af „ſin kjære Broder“, Norges berømmelige Konge Herr Haakon, oprigtig lovet og tilſagt dem, at han kraftigt vilde virke ved Underhandlinger dertil, at de ſelv og deres Børn maatte opnaa Forliig, hjelpe dem til at faa Ret for den dem tilføjede Uret og Skade, ſkaffe dem Adgang til lovligt at frigjøre ſig for de dem tillagte Beſkyldninger efter de danſke Loves Lydende og imidlertid forunde dem og Børn Tilflugt i ſit Rige, om de fandt det nødvendigt eller belejligt, ſamt ikke forlade dem med ſin ſærdeles Yndeſt og Naade. Brevet, der ſaaledes endog røber en mod den danſke Konge ugunſtig Stemning, er medbeſeglet af Hertug Erik, Thorgils Marſk og Arnbjørn Sigſteensſøn, hvilke kaldes kongelige Raadgivere; det maa betragtes ſom et Beviis paa, at Thorgils Marſk anſaa Sverige bedre tjent ved et Forbund med Norge end med Danmark, thi Kongens Sympathier vare for den danſke Konge. Der var vel neppe heller en eneſte af de Tilſtedeværende, der ivrigt forſvarede Kong Eriks Ferd mod de Fredløſe[1]. Havde dennes Syſter, Dronning Margrete, været tilſtede, vilde Kong Byrge maaſkee ikke have været faa let at overtale, thi hun havde ſtor Magt over ham og var ſin Broder ivrigt hengiven, medens hun derimod ſkal have været meget uvenligt ſtemt mod Svogeren, Hertug Erik, og følgelig heller ikke kunde ynde det norſke Kongehuus, med hvilket han nu forbandt ſig. Formodentlig var det ogſaa ifølge Kong Haakons Bøn, fremſat paa dette Møde, at hans Syſkendebarn Junker Erik, den afſatte Kong Valdemars Søn, der tillige-

  1. Dipl. Svec. No. 1369. Ogſaa i Thorkelins Analecta S. 76.