Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/426

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
404
Haakon Magnusſøn.

ligeledes indfandt ſig Grev Jakob af Halland og Fyrſt Vitſlav, ſamt en Geſandt fra Lübeck paa denne og de øvrige fire øſterſøiſke Stæders Vegne. Dronningen ſynes ej at have været med, formodentlig fordi, ſom man maa antage, Kong Byrge heller ikke ledſagedes af ſin Dronning; det var desuden Kong Haakons Henſigt at indbyde Hertug Erik og Fyrſt Vitſlav til ſig til Julen, ſaa at Euphemia derved vilde faa Lejlighed nok til at gjøre nærmere Bekjendtſkab med ſin tilkommende Svigerſøn og gjenſee ſin Morfader. Der maa have været forhandlet om mangt og meget, begge Riger, Stæderne og de forſamlede Fyrſter vedkommende, ſkjønt de gamle Annaler, der berette om Mødet, kun i Korthed fortælle, „at der ſtiftedes et ſtort Fredsbaand mellem Rigerne, og at Hertug Erik feſtede den unge Ingebjørg“[1]. Formodentlig blev der aftalt en fælles Forſvarsplan i Tilfælde af at Rusſerne eller Karelerne ſkulde fornye ſit Angreb. Stæderne klagede gjennem ſin Geſandt, Johannes af Kalmar, over at deres Borgere lede Overlaſt af de norſke Sysſelmænd og kongelige Ombudsmænd. Fyrſt Vitſlav, der allerede oftere havde beklaget ſig hos Kongen over at de tydſke Riddere i Preusſen forurettede ham, og ſom havde faaet Kongen til at tilſkrive dem flere advarende Breve, gjentog nu ſin Klage. Og endelig maa Grev Jakob af Halland paa egne og flere af de Fredløſes Vegne have klaget over den Fremferd, man i Danmark havde brugt mod dem, og have anmodet Kong Haakon om at faa Kong Byrge til at indlægge et godt Ord for dem, ſandſynligviis fordi de antog, at dette vilde have ſtørre Vegt ved det danſke Hof, end en Forbøn fra Kong Haakon. Til de fra Stæderne fremſatte Klager ſvarede Kongen i et. Brev, dateret Kongehelle den 6te Octbr. (et Tegn paa, at Mødet maa have vedvaret næſten til da), at da Geſandten, Johannes af Kalmar, paa Foreſpørgſel ikke havde kunnet nærmere paaviſe, hvori de paaklagede Fornærmelſer beſtode, kunde Kongen for Øjeblikket ikke gjøre noget ved Sagen, men anmodede Stæderne om at ſende ham en Mand, der kunde give ham nøjere Forklaring derom, ſaa ſkulde han ſelv være villig til at gjøre alt, hvad Retten fordrede og hvad der var tjenligſt for Fredens Overholdelſe[2]. End videre bad han

  1. De isl. Annaler. Riimkrøniken (Scr. r. Sv. I. 2. S. 25) ſiger, at Kongedatteren Ingebjørg da „ikkun var paa ſit ſjette (eller efter en Variant „femte“) Aar“; hun var dog ikke engang ſaa gammel, men kun i ſit andet Aar, da hun var fød 1301 og ikke engang kunde være fød ſtort tidligere, da Kongen førſt egtede Euphemia i 1290. Men Riimkrønikens Forfatter maa have forvexlet den egentlige Brud, der endnu laa i Buggen, med den i 1297 fødde, altſaa nu i ſit 5te eller 6te Aar gaaende Ingebjørg, Kong Eriks Datter, hvilken han maaſkee har ſeet og antaget for Bruden.
  2. Lappenbergs Sartorius, II. S. 226.