ligeledes indfandt sig Grev Jakob af Halland og Fyrst Vitslav, samt en Gesandt fra Lübeck paa denne og de øvrige fire østersøiske Stæders Vegne. Dronningen synes ej at have været med, formodentlig fordi, som man maa antage, Kong Byrge heller ikke ledsagedes af sin Dronning; det var desuden Kong Haakons Hensigt at indbyde Hertug Erik og Fyrst Vitslav til sig til Julen, saa at Euphemia derved vilde faa Lejlighed nok til at gjøre nærmere Bekjendtskab med sin tilkommende Svigersøn og gjensee sin Morfader. Der maa have været forhandlet om mangt og meget, begge Riger, Stæderne og de forsamlede Fyrster vedkommende, skjønt de gamle Annaler, der berette om Mødet, kun i Korthed fortælle, „at der stiftedes et stort Fredsbaand mellem Rigerne, og at Hertug Erik festede den unge Ingebjørg“[1]. Formodentlig blev der aftalt en fælles Forsvarsplan i Tilfælde af at Russerne eller Karelerne skulde fornye sit Angreb. Stæderne klagede gjennem sin Gesandt, Johannes af Kalmar, over at deres Borgere lede Overlast af de norske Sysselmænd og kongelige Ombudsmænd. Fyrst Vitslav, der allerede oftere havde beklaget sig hos Kongen over at de tydske Riddere i Preussen forurettede ham, og som havde faaet Kongen til at tilskrive dem flere advarende Breve, gjentog nu sin Klage. Og endelig maa Grev Jakob af Halland paa egne og flere af de Fredløses Vegne have klaget over den Fremferd, man i Danmark havde brugt mod dem, og have anmodet Kong Haakon om at faa Kong Byrge til at indlægge et godt Ord for dem, sandsynligviis fordi de antog, at dette vilde have større Vegt ved det danske Hof, end en Forbøn fra Kong Haakon. Til de fra Stæderne fremsatte Klager svarede Kongen i et. Brev, dateret Kongehelle den 6te Octbr. (et Tegn paa, at Mødet maa have vedvaret næsten til da), at da Gesandten, Johannes af Kalmar, paa Forespørgsel ikke havde kunnet nærmere paavise, hvori de paaklagede Fornærmelser bestode, kunde Kongen for Øjeblikket ikke gjøre noget ved Sagen, men anmodede Stæderne om at sende ham en Mand, der kunde give ham nøjere Forklaring derom, saa skulde han selv være villig til at gjøre alt, hvad Retten fordrede og hvad der var tjenligst for Fredens Overholdelse[2]. End videre bad han
- ↑ De isl. Annaler. Riimkrøniken (Scr. r. Sv. I. 2. S. 25) siger, at Kongedatteren Ingebjørg da „ikkun var paa sit sjette (eller efter en Variant „femte“) Aar“; hun var dog ikke engang saa gammel, men kun i sit andet Aar, da hun var fød 1301 og ikke engang kunde være fød stort tidligere, da Kongen først egtede Euphemia i 1290. Men Riimkrønikens Forfatter maa have forvexlet den egentlige Brud, der endnu laa i Buggen, med den i 1297 fødde, altsaa nu i sit 5te eller 6te Aar gaaende Ingebjørg, Kong Eriks Datter, hvilken han maaskee har seet og antaget for Bruden.
- ↑ Lappenbergs Sartorius, II. S. 226.
