Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/425

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
403
1302. Møde ved Solberge-Oos.

Undladelſen kun er ſkeet ved Forſømmelſe eller Udſættelſe, er nu umuligt at ſige; men Følgen maatte være, at maaſkee den ſtørſte Deel.af Folket var uvidende om dens Tilværelſe og ſelv efter hans Død, da den var kommen til Anvendelſe, vedblev at være uvidende derom, da hans Efterfølger ogſaa ifølge den ældre Arvelov vilde have været arveberettiget. Denne Omſtændighed kunde let i Tidens Løb lede til mislige Følger.

Det vidner for øvrigt om ikke ringe Klogſkab og Kraft hos Kong Haakon, at han fik Artiklerne om Rigsſtyrelſen vedtagne af Høvdingerne, uagtet de aabenbart ej vare til deres Fordeel, ſammenlignede med den ældre Tingenes Orden, hvorved Lendermændene ſom ſaadanne dannede Formynder-Regjeringen, og ſom følgelig, om den endnu vedblev, vilde kunne aabne dem den bedſte Lejlighed til at gjenvinde og udvide den Indflydelſe, Kong Haakon ſøgte at betage og virkelig betog dem. Herved er det dog at merke, at maaſkee allerede Kong Magnus kan have forordnet en Formynder-Regjering for ſine Sønner, der i enkelte Dele kan være bleven lagt til Grund for denne, navnlig i Overdragelſen af de løbende Forretninger til Cantſleren med nogle faa verdslige Herrer; men da ingen nærmere Oplysning om Kong Magnus’s Dispoſitioner ere os levnede, kan man kun fremſætte dette ſom en Formodning. Derhos kunde det vel hænde, ſom det nedenfor nærmere vil blive berørt, at Hertug Erik allerede kan have udøvet en hemmelig Indvirkning. Men alligevel bliver det merkeligt, at Kongen ſaaledes forſtod at ſætte ſit Ønſke igjennem. Det vidner tillige om megen Omtanke under de forhaandenværende Forhold, at han udtrykkeligt udelukkede den efterladte eneſte Kongedatters Mand fra ſtørre Deeltagelſe i Regjeringen end den, Regjeringsherrerne vilde tilſtaa ham, og foreſkrev at han ſkulde underordne ſig disſe, medens han for øvrigt gav ham al den til hans høje Stilling ſvarende Rang; thi da han upaatvivleligt allerede betragtede den ſvenſke Hertug Erik ſom ſin Datters tilkommende Mand og maatte vide ſaa meget om ham, at han var ærgjerrig og foretagelſeslyſten, tjente hiin Beſtemmelſe til at forebygge, at han tilrev ſig utilbørlig Magt i Norge og misbrugte Norges Midler til egennyttige Henſigter. En anden Sag var det, om Erik allerede hemmeligt havde vidſt at ſkaffe ſig et Parti i Norge, men i ſaa Fald kunde Kongen ikke vel være belavet derpaa.

Faa Dage efter begav Kongen ſig til det aftalte Møde ved Solberge-Oos i Elven, der holdtes Michelsmesſe-Dag (29de September). Hvo der var i Følge med ham, vides ikke, men man kan vel neppe tvivle paa, at Cantſleren ledſagede ham, og formodentlig de fleſte af de Herrer, der havde deeltaget i Høvdingemødet i Oslo. I Følge med Kong Byrge var Broderen Hertug Erik, Marſken Thorgils Knutsſøn og Hertugens Drottſete Arnbjørn Sigſteensſøn, foruden flere andre Herrer;