Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/416

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
394
Haakon Magnusſøn.

den 17aarige Kong Byrge Bryllup med ſin Feſtemø; hans Syſter havde to Aar forud haft Bryllup med Danekongen. Allerede ved de Feſtligheder og Ridderſpil, der fandt Sted ved Kong Byrges Bryllup, ſkal hans Broder Junker Erik have udmerket ſig fremfor de øvrige Riddere, uagtet han da ikke kan have været mere end i det højeſte ſexten Aar gammel. Fra den Tid ſynes hans Skjønhed og Ridderlighed at have været i Folkemunde. Men i ſamme Mon, ſom han priiſtes ſom et Vidunder, ſynes han ogſaa at have faaet de meſt overvættes Indbildninger om ſig ſelv og at have udkaſtet de driſtigſte Planer til at ſkaffe ſig en Magt og Anſeelſe, der ſvarede til hans Ry ſom Ridder og Helt. Han vilde ikke alene være Nordens meſt glimrende, men ogſaa dens mægtigſte Fyrſte; for at naa dette Maal, tog han ikke i Betænkning at anvende hvilket ſom helſt Middel. Endog at ſtøde ſin Broder fra Tronen, hvis han dertil fandt Lejlighed, kunde for ham ikke være ſaa afſkrækkende; han fulgte jo kun ſin Faders Exempel, om hvilket den endnu levende, paa Nykøpings Slot henſiddende Exkonge Valdemar, hans Farbroder, dagligt mindede. Kong Byrge ſynes at have haft meget tilfælles med Valdemar; om han maaſkee ikke var fuldt ſaa ſvag og letſindig, var han derimod desmere ſmaalig og mørk. Han følte alt for vel, at Erik fordunklede ham, og derfor hadede han viſtnok Broderen allerede fra Barndommen af, et Had, ſom ogſaa Erik hjerteligt gjengjeldte ham, om man end førſt ſenere ſaa Virkningerne. Mellem Erik og den yngſte Broder Valdemar herſkede derimod det varmeſte Venſkab. Valdemar ſkal ogſaa have beſiddet mange glimrende Egenſkaber, om han end ikke kom Broderen nær, men hans og Eriks Venſkab vilde dog vel neppe have været ſaa faſt og varigt, derſom de ikke havde haft fælles Interesſer lige over for den ældſte Broder, og hvis ikke Valdemar desuden, ſom det lader, i eet og alt havde underordnet ſig den talentfuldere Erik og handlet efter hans Forſkrift.

Hvorledes Kong Haakon indledede de førſte Tilnærmelſer til de ſvenſke Fyrſter, der dog paa Grund af Svogerſkabet med den danſke Konge ſkulde ſynes at maatte ſtaa i et noget ſpendt Forhold til ham, eller om overhoved de førſte Skridt til en nærmere Forbindelſe ſkede fra hans og ikke ſnarere fra Eriks Side, vides ikke. Kun ſaa meget maa anſees for afgjort, at en Tilnærmelſe var ſkeet og et Mode mellem begge Fyrſtehoffer aftalt allerede tidligt i 1302. Anledning manglede ikke. Karelerne, Sveriges Arvefiender, ſom allerede under Kong Magnus Haakonsſøns Regjering af og til havde gjort Herjetog lige ind i Haalogaland, viſte ſig nu atter inden de norſke Grændſer. Deres Tog gjaldt vel nærmeſt Sverige, ſom Hevn for Thorgils Knutsſøns ſidſte Krigstog mod Rusland, men for dem var vel Svear og Nordmænd ſom