Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/416

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
394
Haakon Magnussøn.

den 17aarige Kong Byrge Bryllup med sin Festemø; hans Syster havde to Aar forud haft Bryllup med Danekongen. Allerede ved de Festligheder og Ridderspil, der fandt Sted ved Kong Byrges Bryllup, skal hans Broder Junker Erik have udmerket sig fremfor de øvrige Riddere, uagtet han da ikke kan have været mere end i det højeste sexten Aar gammel. Fra den Tid synes hans Skjønhed og Ridderlighed at have været i Folkemunde. Men i samme Mon, som han priistes som et Vidunder, synes han ogsaa at have faaet de mest overvættes Indbildninger om sig selv og at have udkastet de dristigste Planer til at skaffe sig en Magt og Anseelse, der svarede til hans Ry som Ridder og Helt. Han vilde ikke alene være Nordens mest glimrende, men ogsaa dens mægtigste Fyrste; for at naa dette Maal, tog han ikke i Betænkning at anvende hvilket som helst Middel. Endog at støde sin Broder fra Tronen, hvis han dertil fandt Lejlighed, kunde for ham ikke være saa afskrækkende; han fulgte jo kun sin Faders Exempel, om hvilket den endnu levende, paa Nykøpings Slot hensiddende Exkonge Valdemar, hans Farbroder, dagligt mindede. Kong Byrge synes at have haft meget tilfælles med Valdemar; om han maaskee ikke var fuldt saa svag og letsindig, var han derimod desmere smaalig og mørk. Han følte alt for vel, at Erik fordunklede ham, og derfor hadede han vistnok Broderen allerede fra Barndommen af, et Had, som ogsaa Erik hjerteligt gjengjeldte ham, om man end først senere saa Virkningerne. Mellem Erik og den yngste Broder Valdemar herskede derimod det varmeste Venskab. Valdemar skal ogsaa have besiddet mange glimrende Egenskaber, om han end ikke kom Broderen nær, men hans og Eriks Venskab vilde dog vel neppe have været saa fast og varigt, dersom de ikke havde haft fælles Interesser lige over for den ældste Broder, og hvis ikke Valdemar desuden, som det lader, i eet og alt havde underordnet sig den talentfuldere Erik og handlet efter hans Forskrift.

Hvorledes Kong Haakon indledede de første Tilnærmelser til de svenske Fyrster, der dog paa Grund af Svogerskabet med den danske Konge skulde synes at maatte staa i et noget spendt Forhold til ham, eller om overhoved de første Skridt til en nærmere Forbindelse skede fra hans og ikke snarere fra Eriks Side, vides ikke. Kun saa meget maa ansees for afgjort, at en Tilnærmelse var skeet og et Mode mellem begge Fyrstehoffer aftalt allerede tidligt i 1302. Anledning manglede ikke. Karelerne, Sveriges Arvefiender, som allerede under Kong Magnus Haakonssøns Regjering af og til havde gjort Herjetog lige ind i Haalogaland, viste sig nu atter inden de norske Grændser. Deres Tog gjaldt vel nærmest Sverige, som Hevn for Thorgils Knutssøns sidste Krigstog mod Rusland, men for dem var vel Svear og Nordmænd som