Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/415

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
393
Svenſke Forholde.

udſøge den, der var verdig til at vinde den norſke Kongedatters og ſandſynlige Tronarvings Haand. Iſær maa Dronning Euphemia, hvis Yndlings-Underholdning var at læſe eller lade ſig og ſine Damer forelæſe de paa den Tid ſaa yndede franſke Ridderromaner om Artus’s Kæmper, og ſom derfor viſtnok lidenſkabeligt ſværmede for Riddervæſenet, ſaaledes ſom hun og hendes Damer efter de overſpendte Skildringer i Romanerne foreſtillede ſig det, med Glæde have grebet Forſlaget om at faa en Svigerſøn, der efter Alles Dom var en Ridder, lige ſaa herlig ſom Triſtan, Ivent, eller hvilken ſom helſt af de berømmelige Riddere ved det runde Bord.

Siden Aarene 1285 og 1286, da den ſvenſke Konge Magnus Byrgesſøn optraadte ſom Voldgiftsmand mellem Norge og de tydſke Stæder, ſynes der ikke at have været mange Berørelſer mellem det norſke og det ſvenſke Hof. Magnus var meſt optaget med Rigets indre Anliggender, Kong Erik med den danſke Krig og den ſkotſke Succesſionsſag. Magnus døde desuden allerede i 1290 (12te Decbr.), efterladende tre umyndige Sønner, af hvilke den ældſte, Byrge, der allerede i hans Levetid havde faaet Kongenavn og var bleven hyldet ſom hans Tronfølger, ikke var mere end ti Aar gammel. Der indtraadte ſaaledes en henved tiaarig Formynder-Regjering, under hvilken man ikke kunde høre ſynderligt til de ſvenſke Fyrſter. Regjeringen foreſtodes af Marſken, den forſtandige og ſtatskloge Thorgils Knutsſøn[1]. Uagtet Kong Magnus intet Dølgsmaal lagde paa, at hans Sympathier i den danſk-norſke Krig vare med Danekongen, og gav de tydeligſte Beviſer paa denne Forkjærlighed ved at ſlutte et dobbelt Svogerſkab med det danſke Kongehuus, idet Danekongen Erik Eriksſøn feſtede hans Datter Ingeborg, og hans Søn Byrge feſtede Kong Eriks Syſter Margrete, ſaa afholdt han ſig dog viſeligen fra at deeltage i Krigen. Thorgils Marſk fulgte hans Politik, ſørgede meſt for at ordne Landets indre Anliggender, vel og for at befæſte Stormands-Oligarchiet, og indſkrænkede ſine Krigsforetagender til at forſvare Finnlands Grændſer mod Rusſer og Kareler, der mere og mere viiſte ſig ſom urolige og erobringslyſtne Naboer. I 1298 holdt

  1. Dette er Marſkens rette Navn, ikke Thorkel Knutsſøn, ſom man i de ſenere Tider altid ſeer. I de ſvenſke Annaler og Diplomer, ligeſaa i Riimkrøniken, ſkrives Navnet altid Thyrgils, Thyrgil, Thorgels, Thurgillus, Trugillus, hvil let altſammen ſvarer til det norſke Thorgils; i de isl. Annaler ved 1296 kaldes han ogſaa Herra Þorgils, og Huitfeld, ſom ikke kjendte noget til den nyere Forvanſkning, men ſom gjerne plejede at give Navnene den paa hans Tid brugelige danſke Form, kalder ham altid Troels (d. e. Thrugils, Throgils, Throils). At man har kaldt ham Thorkel, kommer aabenbart alene af Mangel paa Kjendſkab til de gamle Navnformer. Man troede at Thorgils eller Thyrgils kun var en Forvanſkning af det i ſenere Tider brugelige Thorkel, og ſkjønnede ej, at det var et derfra aldeles forſkjelligt Navn.