udsøge den, der var verdig til at vinde den norske Kongedatters og sandsynlige Tronarvings Haand. Især maa Dronning Euphemia, hvis Yndlings-Underholdning var at læse eller lade sig og sine Damer forelæse de paa den Tid saa yndede franske Ridderromaner om Artus’s Kæmper, og som derfor vistnok lidenskabeligt sværmede for Riddervæsenet, saaledes som hun og hendes Damer efter de overspendte Skildringer i Romanerne forestillede sig det, med Glæde have grebet Forslaget om at faa en Svigersøn, der efter Alles Dom var en Ridder, lige saa herlig som Tristan, Ivent, eller hvilken som helst af de berømmelige Riddere ved det runde Bord.
Siden Aarene 1285 og 1286, da den svenske Konge Magnus Byrgessøn optraadte som Voldgiftsmand mellem Norge og de tydske Stæder, synes der ikke at have været mange Berørelser mellem det norske og det svenske Hof. Magnus var mest optaget med Rigets indre Anliggender, Kong Erik med den danske Krig og den skotske Successionssag. Magnus døde desuden allerede i 1290 (12te Decbr.), efterladende tre umyndige Sønner, af hvilke den ældste, Byrge, der allerede i hans Levetid havde faaet Kongenavn og var bleven hyldet som hans Tronfølger, ikke var mere end ti Aar gammel. Der indtraadte saaledes en henved tiaarig Formynder-Regjering, under hvilken man ikke kunde høre synderligt til de svenske Fyrster. Regjeringen forestodes af Marsken, den forstandige og statskloge Thorgils Knutssøn[1]. Uagtet Kong Magnus intet Dølgsmaal lagde paa, at hans Sympathier i den dansk-norske Krig vare med Danekongen, og gav de tydeligste Beviser paa denne Forkjærlighed ved at slutte et dobbelt Svogerskab med det danske Kongehuus, idet Danekongen Erik Erikssøn festede hans Datter Ingeborg, og hans Søn Byrge festede Kong Eriks Syster Margrete, saa afholdt han sig dog viseligen fra at deeltage i Krigen. Thorgils Marsk fulgte hans Politik, sørgede mest for at ordne Landets indre Anliggender, vel og for at befæste Stormands-Oligarchiet, og indskrænkede sine Krigsforetagender til at forsvare Finnlands Grændser mod Russer og Kareler, der mere og mere viiste sig som urolige og erobringslystne Naboer. I 1298 holdt
- ↑ Dette er Marskens rette Navn, ikke Thorkel Knutssøn, som man i de senere Tider altid seer. I de svenske Annaler og Diplomer, ligesaa i Riimkrøniken, skrives Navnet altid Thyrgils, Thyrgil, Thorgels, Thurgillus, Trugillus, hvil let altsammen svarer til det norske Thorgils; i de isl. Annaler ved 1296 kaldes han ogsaa Herra Þorgils, og Huitfeld, som ikke kjendte noget til den nyere Forvanskning, men som gjerne plejede at give Navnene den paa hans Tid brugelige danske Form, kalder ham altid Troels (d. e. Thrugils, Throgils, Throils). At man har kaldt ham Thorkel, kommer aabenbart alene af Mangel paa Kjendskab til de gamle Navnformer. Man troede at Thorgils eller Thyrgils kun var en Forvanskning af det i senere Tider brugelige Thorkel, og skjønnede ej, at det var et derfra aldeles forskjelligt Navn.
