Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/414

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
392
Haakon Magnusſøn.

Man kunde endnu ej have glemt de ſkadelige Følger af Magnus Erlingsſøns Valg, og de Ulykker, Kongevalg havde bragt over Danmark og Sverige, ſtode daglig for Nordmændenes Øjne. Hertil kom, at der, ſom allerede berørt, ganſke viſt var et Parti blandt Stormændene, der, vant til Selvraadighed under Kong Erik, ej ret kunde finde ſig i Kongens kraftige Styrelſe og Beſtræbelſer for at opretholde Kongemagten, men hvis Hu viſtnok ſtod til at grunde et Herre-Oligarchi liigt det, der allerede havde dannet ſig i Danmark og tildeels i Sverige, hvilende paa Retten til at beſætte Tronen ved Valg, og den Afhængighed, hvori Kongen derved nødvendigviis kom til ſine Vælgere, der kunde aftvinge ham Haandfeſtninger og ſætte luun et Rigsraad ved Siden. Den falſke Margretes Fremtræden og de Begivenheder, der bevirkede Audun Hugleiksſøns Henrettelſe, maa have gjort Kongen dobbelt ængſtelig. Han kunde ikke engang være ſikker for Attentater mod ſit Liv, hvis han ikke fik en ſaadan Tingenes Orden tilvejebragt, at man intet vandt ved hans Død. Og dette kunde igjen alene ſkee ved en ſaadan Forandring i Arveloven af 1272, at hans Datter ſelv blev arveberettiget, ſamt derved at han tillige endnu i hendes ſpæde Barndom fik beſtemt hende en Mand, ſom hun ſiden, naar hun blev fuldvoxen, ſkulde egte, men ſom ſelv allerede havde Aar og Kraft til at beſkytte hendes Rettigheder, og ſom derved ogſaa tildeels kunde blive ham ſelv til Støtte. Fra det Øjeblik, Ingebjørg hug fød, var det derfor viſtnok Kongens Hovedbeſtræbelſe at faa disſe vigtige Anliggender bragte paa det Rene. Men det krævede nogen Tid, thi deels havde han ogſaa andre uopſættelige Sager at ordne, deels maatte vel ogſaa mange af Stormændene bearbejdes og overtales, inden de vilde give deres Samtykke til Forandringen, deels endelig gjaldt det vel ogſaa, inden denne foregik, at have valgt Datterens tilkommende Feſtemand.

Hvis der, ſom tidligere, havde været Sidegrene af Kongehuſet i Landet ſelv, om ikke ſtrengt taget arveberettigede, vilde det have været det naturligſte at ſøge denne Feſtemand blandt deres Medlemmer. Men ſiden Knut Jarls Død fandtes der ingen Sidelinjer, og at lade Kongedatteren egte en indenlandſk Høvding vilde kun lede til Splid og Borgerkrig; det maatte være en Mand af fyrſteligt Blod, og en ſaadan kunde kun findes i en udenlandſk Fyrſteætt. Men her var Valget ikke vanſkeligt. Den unge, paa denne Tid henved tyveaarige Hertug Erik, ældſte Broder til den regjerende ſvenſke Konge Byrge Magnusſøn, udmerkede ſig allerede ſaaledes fremfor alle andre Fyrſter baade i Norden og de nærmeſt tilgrændſende Lande ved ſin Skjønhed, ſit indtagende Væſen, ſin Ferdighed i alle ridderlige Øvelſer og ſin Statsklogſkab, at hans Beundring gjenlød overalt, og at Tanken ſaaledes førſt og fremſt maatte falde paa ham, naar det gjaldt om at