Man kunde endnu ej have glemt de skadelige Følger af Magnus Erlingssøns Valg, og de Ulykker, Kongevalg havde bragt over Danmark og Sverige, stode daglig for Nordmændenes Øjne. Hertil kom, at der, som allerede berørt, ganske vist var et Parti blandt Stormændene, der, vant til Selvraadighed under Kong Erik, ej ret kunde finde sig i Kongens kraftige Styrelse og Bestræbelser for at opretholde Kongemagten, men hvis Hu vistnok stod til at grunde et Herre-Oligarchi liigt det, der allerede havde dannet sig i Danmark og tildeels i Sverige, hvilende paa Retten til at besætte Tronen ved Valg, og den Afhængighed, hvori Kongen derved nødvendigviis kom til sine Vælgere, der kunde aftvinge ham Haandfestninger og sætte luun et Rigsraad ved Siden. Den falske Margretes Fremtræden og de Begivenheder, der bevirkede Audun Hugleikssøns Henrettelse, maa have gjort Kongen dobbelt ængstelig. Han kunde ikke engang være sikker for Attentater mod sit Liv, hvis han ikke fik en saadan Tingenes Orden tilvejebragt, at man intet vandt ved hans Død. Og dette kunde igjen alene skee ved en saadan Forandring i Arveloven af 1272, at hans Datter selv blev arveberettiget, samt derved at han tillige endnu i hendes spæde Barndom fik bestemt hende en Mand, som hun siden, naar hun blev fuldvoxen, skulde egte, men som selv allerede havde Aar og Kraft til at beskytte hendes Rettigheder, og som derved ogsaa tildeels kunde blive ham selv til Støtte. Fra det Øjeblik, Ingebjørg hug fød, var det derfor vistnok Kongens Hovedbestræbelse at faa disse vigtige Anliggender bragte paa det Rene. Men det krævede nogen Tid, thi deels havde han ogsaa andre uopsættelige Sager at ordne, deels maatte vel ogsaa mange af Stormændene bearbejdes og overtales, inden de vilde give deres Samtykke til Forandringen, deels endelig gjaldt det vel ogsaa, inden denne foregik, at have valgt Datterens tilkommende Festemand.
Hvis der, som tidligere, havde været Sidegrene af Kongehuset i Landet selv, om ikke strengt taget arveberettigede, vilde det have været det naturligste at søge denne Festemand blandt deres Medlemmer. Men siden Knut Jarls Død fandtes der ingen Sidelinjer, og at lade Kongedatteren egte en indenlandsk Høvding vilde kun lede til Splid og Borgerkrig; det maatte være en Mand af fyrsteligt Blod, og en saadan kunde kun findes i en udenlandsk Fyrsteætt. Men her var Valget ikke vanskeligt. Den unge, paa denne Tid henved tyveaarige Hertug Erik, ældste Broder til den regjerende svenske Konge Byrge Magnussøn, udmerkede sig allerede saaledes fremfor alle andre Fyrster baade i Norden og de nærmest tilgrændsende Lande ved sin Skjønhed, sit indtagende Væsen, sin Ferdighed i alle ridderlige Øvelser og sin Statsklogskab, at hans Beundring gjenlød overalt, og at Tanken saaledes først og fremst maatte falde paa ham, naar det gjaldt om at
