Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/413

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
391
Nødvendigheden af at forandre Arvefølgen.

ſaa var, at gjøre dem deres lovlige Ejendomme og Indtægter ſtridige: en Truſel, der nærmeſt ſynes at have været rettet mod Erkebiſkoppen og hans Tilhængere[1]. Kongen havde nu ogſaa, ſom nedenfor vil ſees, andre Grunde til at være misfornøjet med Erkebiſkoppen. Efterſom Erkebiſkoppen blev ældre og ſvagere, bøjede han ſig mere og mere under det uundgaaelige Aag, og mod Slutningen af hans Levetid ville vi endog ſee ham næſten ganſke gjort umyndig af Chorsbrødrene. Der kan være meget at ſige paa disſes Opførſel, den var viſtnok ikke ſaa human ſom den burde være, men Erkebiſkoppen havde ogſaa viiſt, at man ikke med Tryghed kunde overlade ham frie Hænder.

96. Kongen faar Tronfølgen forandret til Bedſte for ſine Døttre. Forholdene i Sverige. Møde ved Solberge-Oos, Venſkabsforbund mellem Kong Haakon og Sveakongen. Kongedatteren Ingebjørg bortfeſtet til den ſvenſke Hertug Erik.


Hvad der under de daværende Tidsforhold maa have voldt Kong Haakon mange Bekymringer, var den Omſtændighed, at han endnu ikke havde nogen Søn, der i Tilfælde af hans Død kunde arve Tronen efter ham. Selv var han den ſidſte mandlige Ætling af den gamle Kongeſtamme, og der var ingen Sidegrene af denne, hvis Medlemmer kunde optræde med eventuel Arveret. Hans Dronning Euphemia havde i 1301 født ham en Datter, der efter hans Moder blev kaldet Ingebjørg, og da Dronningen, ſom ſagt, ikke længer var ganſke ung, ſynes man temmelig tidligt at have opgivet Haabet om at hun vilde faa nogen Søn, eller overhoved flere Børn. Han havde derhos, ſom forhen nævnt, en uegte Datter, ved Navn Agnes, der maa have været nogle Aar ældre. Men ifølge Kongearve-Loven af 1272 var ikke engang den egtefødde Datter ſelv berettiget til Tronen, kun hendes Søn; om den uegte Datter og hendes Afkom kunde der neppe blive Spørgsmaal; dog hvor længe vilde det ikke vare, inden Ingebjørg blev voxen og gift? Hvis Kongen døde før den Tid, vilde der ſaaledes ikke findes nogen Tronarving, og man maatte da enten ſtrax ſkride til Kongevalg, eller i det mindſte udnævne en midlertidig Regjering, ſom ſkulde herſke indtil Kongedatteren blev gift og fik en Søn. Men hvilke Udſigter vilde ikke en ſaadan Tilſtand aabne for Uroſtiftere og Lykkeriddere, hvad enten det gjaldt ligefrem at vinde Kronen, eller at faa Kongedatteren til Egte? Tanken om de Farer, hvorfor Datteren i et ſaadant let forudſeeligt Tilfælde vilde være udſat, og de Storme, der vilde forurolige Riget, hvis der ikke i Tide blev fundet Forebyggelſesmidler, maatte være Kongen og de Velſindede utaalelig.

  1. Dipl. Norv. II. 87. III. 71.