Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/412

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
390
Haakon Magnusſøn.

Slip paa disſe ſaa meget omſtridte Indtægter[1]. Af den Omſtændighed, at Afſkrifterne førſt bleve tagne i 1307, følger dog ikke, at den nye Strid ikke førend da var udbrudt. Om Vintren 1305—6 ſees Erkebiſkoppen at have været i Bergen ſamtidigt med Kongen, og den Slutning ligger derfor nær, at han allerede da var bleven uklar med Chorsbrødrene paany, og begav ſig bort, mere for at undgaa at være ſammen med dem — han kom neppe engang tilbage til Nidaros førend om Høſten 1306, ja maaſkee ikke engang da[2] — end fordi han juſt ventede ſig noget Medhold af Kongen, thi denne vedblev at viſe Chorsbrødrene den ſtørſte Naade og havde nu endog beſkikket Audun Raude, en af Hovedmændene for Oppoſitionen mod Erkebiſkoppen, til ſin Fehirde[3]. Har Erkebiſkoppen henvendt ſig til Kongen om Hjelp, da var dette viſtnok forgjeves, og det bedſte Beviis fik man derpaa, da Kongen under et kort Beſøg i Nidaros om Sommeren 1307, medens Erkebiſkoppen maaſkee var fraværende, ſkjenkede Chorsbrødrenes Commune 100 gamle Mark, for at de ſkulde holde hans og Dronningens Aartid, og ſiden, ved et Brev udſtedt fra Agvaldsnes den 10de April 1308, i de meſt indtrængende Udtryk tog Chorsbrødrene med Tjenere og Afhængige i ſin Beſkyttelſe og under Truſel om ſin højeſte Unaade og Straf forbød enhver, i hvad Stand han

  1. Det bliver næſten en Gaade, hvorledes Erkebiſkoppen endnu kunde nyde dem, og vægre ſig ved at give Slip paa dem — ſom man af den Omſtændighed, at Vidisſerne bleve optagne, ufejlbarligen kan ſee at han maa have gjort — hvis man ikke tager ſin Tilflugt til den nys ovenfor fremſatte Gjetning, at Kongen kan have overtalt Chorsbrødrene til at udſætte Friſten til Overleverelſen i et Par Aar.
  2. Vi ſinde Erkebiſkoppen i Bergen den 20de Sept. 1305 (Dipl. Norv. I. 104) ligeledes den 21de Oct. (ſſteds No. 105) og 10de Decbr. (ſſteds III. No. 61), da Kongen og Raadet ogſaa befandt ſig der. Siden finde vi ham ej førend ved Biſkopsmødet i Oslo 6te Juli 1306 (Norges gl. Love III. S. 243). Nu er der vel intet i Vejen for, at han imidlertid kan have været hjemme, men i rimeligere er det dog, at han, da han neppe kunde have forladt Bergen førend i Marts, er dragen lige til Oslo, hvor han allerede ſynes at have været, da Biſkop Arne af Bergen fra Grøningeſund den 11te Juni tilſkrev ham og undſkyldte ſig for at møde (Ms. Barthol. E. 308). Blev han nu endnu længere ſydpaa, hvad der er højſt ſandſynligt, ſaa hvilede den gjenoptagne Trætte ſaalænge, og Anledningen for Chorsbrødrene til at lade Vidisſer optage var ſaaledes ej forhaanden for i 1307. Da rejſte desuden Laurentius til Island, ſom det vil ſees, og Olafskirken blev derved ledig.
  3. Det fortælles udtrykkeligt i Sum: Saga Cap. 31, hvor Audun Raudes Valg til Biſkop i Hole 1313 omtales, at han længe var Kong Haakons Fehirde. Dette ſynes efter den almindelige Sprogbrug at betegne, at han ej længer var Fehirde da han blev valgt, og da vi nu erfare af Kongens ſtore Retterbod af 17de Juni 1308, at han da udnævnte en anden af de throndhjemſke Chorsbrødre, Erlend Styrkaarsſøn, til Fehirde, er det ſandſynligſt, at Audun beklædte Embedet for den Tid.