Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/412

Denne siden er korrekturlest

390

Haakon Magnussøn.

Slip paa disse saa meget omstridte Indtægter^[1]. Af den Omstændighed, at Afskrifterne først bleve tagne i 1307, følger dog ikke, at den nye Strid ikke førend da var udbrudt. Om Vintren 1305–6 sees Erkebiskoppen at have været i Bergen samtidigt med Kongen, og den Slutning ligger derfor nær, at han allerede da var bleven uklar med Chorsbrødrene paany, og begav sig bort, mere for at undgaa at være sammen med dem – han kom neppe engang tilbage til Nidaros førend om Høsten 1306, ja maaskee ikke engang da^[2] – end fordi han just ventede sig noget Medhold af Kongen, thi denne vedblev at vise Chorsbrødrene den største Naade og havde nu endog beskikket Audun Raude, en af Hovedmændene for Oppositionen mod Erkebiskoppen, til sin Fehirde^[3]. Har Erkebiskoppen henvendt sig til Kongen om Hjelp, da var dette vistnok forgjeves, og det bedste Beviis fik man derpaa, da Kongen under et kort Besøg i Nidaros om Sommeren 1307, medens Erkebiskoppen maaskee var fraværende, skjenkede Chorsbrødrenes Commune 100 gamle Mark, for at de skulde holde hans og Dronningens Aartid, og siden, ved et Brev udstedt fra Agvaldsnes den 10de April 1308, i de mest indtrængende Udtryk tog Chorsbrødrene med Tjenere og Afhængige i sin Beskyttelse og under Trusel om sin højeste Unaade og Straf forbød enhver, i hvad Stand han

↑ Det bliver næsten en Gaade, hvorledes Erkebiskoppen endnu kunde nyde dem, og vægre sig ved at give Slip paa dem – som man af den Omstændighed, at Vidisserne bleve optagne, ufejlbarligen kan see at han maa have gjort – hvis man ikke tager sin Tilflugt til den nys ovenfor fremsatte Gjetning, at Kongen kan have overtalt Chorsbrødrene til at udsætte Fristen til Overleverelsen i et Par Aar.
↑ Vi sinde Erkebiskoppen i Bergen den 20de Sept. 1305 (Dipl. Norv. I. 104) ligeledes den 21de Oct. (ssteds No. 105) og 10de Decbr. (ssteds III. No. 61), da Kongen og Raadet ogsaa befandt sig der. Siden finde vi ham ej førend ved Biskopsmødet i Oslo 6te Juli 1306 (Norges gl. Love III. S. 243). Nu er der vel intet i Vejen for, at han imidlertid kan have været hjemme, men i rimeligere er det dog, at han, da han neppe kunde have forladt Bergen førend i Marts, er dragen lige til Oslo, hvor han allerede synes at have været, da Biskop Arne af Bergen fra Grøningesund den 11te Juni tilskrev ham og undskyldte sig for at møde (Ms. Barthol. E. 308). Blev han nu endnu længere sydpaa, hvad der er højst sandsynligt, saa hvilede den gjenoptagne Trætte saalænge, og Anledningen for Chorsbrødrene til at lade Vidisser optage var saaledes ej forhaanden for i 1307. Da rejste desuden Laurentius til Island, som det vil sees, og Olafskirken blev derved ledig.
↑ Det fortælles udtrykkeligt i Laur. Saga Cap. 31, hvor Audun Raudes Valg til Biskop i Hole 1313 omtales, at han længe var Kong Haakons Fehirde. Dette synes efter den almindelige Sprogbrug at betegne, at han ej længer var Fehirde da han blev valgt, og da vi nu erfare af Kongens store Retterbod af 17de Juni 1308, at han da udnævnte en anden af de throndhjemske Chorsbrødre, Erlend Styrkaarssøn, til Fehirde, er det sandsynligst, at Audun beklædte Embedet for den Tid.

[1] Det bliver næsten en Gaade, hvorledes Erkebiskoppen endnu kunde nyde dem, og vægre sig ved at give Slip paa dem – som man af den Omstændighed, at Vidisserne bleve optagne, ufejlbarligen kan see at han maa have gjort – hvis man ikke tager sin Tilflugt til den nys ovenfor fremsatte Gjetning, at Kongen kan have overtalt Chorsbrødrene til at udsætte Fristen til Overleverelsen i et Par Aar.

[2] Vi sinde Erkebiskoppen i Bergen den 20de Sept. 1305 (Dipl. Norv. I. 104) ligeledes den 21de Oct. (ssteds No. 105) og 10de Decbr. (ssteds III. No. 61), da Kongen og Raadet ogsaa befandt sig der. Siden finde vi ham ej førend ved Biskopsmødet i Oslo 6te Juli 1306 (Norges gl. Love III. S. 243). Nu er der vel intet i Vejen for, at han imidlertid kan have været hjemme, men i rimeligere er det dog, at han, da han neppe kunde have forladt Bergen førend i Marts, er dragen lige til Oslo, hvor han allerede synes at have været, da Biskop Arne af Bergen fra Grøningesund den 11te Juni tilskrev ham og undskyldte sig for at møde (Ms. Barthol. E. 308). Blev han nu endnu længere sydpaa, hvad der er højst sandsynligt, saa hvilede den gjenoptagne Trætte saalænge, og Anledningen for Chorsbrødrene til at lade Vidisser optage var saaledes ej forhaanden for i 1307. Da rejste desuden Laurentius til Island, som det vil sees, og Olafskirken blev derved ledig.

[3] Det fortælles udtrykkeligt i Laur. Saga Cap. 31, hvor Audun Raudes Valg til Biskop i Hole 1313 omtales, at han længe var Kong Haakons Fehirde. Dette synes efter den almindelige Sprogbrug at betegne, at han ej længer var Fehirde da han blev valgt, og da vi nu erfare af Kongens store Retterbod af 17de Juni 1308, at han da udnævnte en anden af de throndhjemske Chorsbrødre, Erlend Styrkaarssøn, til Fehirde, er det sandsynligst, at Audun beklædte Embedet for den Tid.

[1]

[2]

[3]