Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/411

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
389
Capitelſiriden i Nidaros foreløbigt endt.

i ſaa godt ſom en Green af den ſamme Sag havde afſagt. Naar han da tilſyneladende tog Erkebiſkoppens Parti, var det vel alene for at ſkaffe Erkebiſkops-Embedets krænkede Verdighed den ſkyldige Oprejsning, og atter hæve den i Folkets Øjne. Men for øvrigt maa hans Henſigt med ſin perſonlige Nærværelſe have været at forebygge yderligere Skandal, og at ſkaffe Chorsbrødrene deres Ret. Sagaen fortæller intet om, hvad Kongen underhaanden kan have foreholdt Erkebiſkoppen og ſikkert har foreholdt ham; den ſiger ej heller, hvad Cantsleren ytrede i den Deel af ſin Tale, hvor han handlede om de Styrendes Pligter, men den dølger dog ikke, at han endog der, hvor han tordnede imod Chorsbrødrene, lod falde Ord om at man ſkyldte ſine Overmænd Lydighed, „ſelv om de vare fejlfulde“. Endelig nævner den intet andet om Forliget, end at begge Parterne tilſagde hinanden Ro. Men dette var ogſaa Hovedſagen; det medførte navnlig, at Erkebiſkoppen uden yderligere Modſtand holdt ſig Dommen og Executorens Foranſtaltninger efterrettelig, medens Chorsbrødrene paa ſin Side lovede, herefter ikke at tilſideſætte den ydre Sømmelighed og Ærbødighed i deres Adferd mod Erkebiſkoppen. Maaſkee fik dog Kongen udvirket enkelte mindre eller midlertidige Eftergivelſer af Chorsbrødrene mod denne, ſaaledes f. Ex. at Sira Laurentius fremdeles indtil Videre vedblev at gjemme Ofret til St. Olaf, eller at han muligviis endog for det førſte fik beholde Olafskirken, thi det heder i hans Saga, at han vedblev at være Poenitentarius og at bevare Ofret[1]. Saa meget udrettede Kongens Indſkriden, at Striden nu for en Tid ophørte, og ſiden i alle Fald ikke førtes paa en ſaa uanſtændig Maade ſom hidtil. Ifølge Laurentius’s Saga var det nu roligt i to Aar. Man finder ikke tydelige Spor til en ny Strid, førend i Septbr. 1307, da Chorsbrødrene lode udferdige bekræftede Copier af Erkebiſkop Sørles tvende Gave- og Stiftelſesbreve til Oprettelſe af fælles Bordhold for Chorsbrødrene[2], et umiskjendeligt Tegn paa, at Erkebiſkoppen har villet beſtride dem deres Ret til, hvad der ved hine Breve var dem ſkjenket; og da dette, foruden Biſkopstienden af Korskirken i Nidaros, ogſaa var Biſkopstienden af Olafskirken og Bynesſets Kirke, maa han ſaaledes endnu ikke ret have villet give

  1. Laurentii Saga, l. c. Da Chorsbrødrene ifølge Forliget til Tuterø, bekræftet ved den ſidſte Dom, havde Ret til at beſkikke Vicarius ved Olafskirken, er det muligt, at Kongen har faaet dem overtalte til, for det førſte at beſkikke Laurentius dertil. Eller maaſkee endog Kongen fik udſat den Tid, da Overleverelſen af Kirken ſkulde ſkee, endnu et Par Aar, og at Vanſkeligheder, ſom Erkebiſkoppen rimeligviis gjorde ved Overleverelſen, har været Aarſag til at Striden begyndte paany.
  2. Dipl. Norv. III. 67, 68. Om Erkebiſkop Sørles Stiftelſe ſ. o. IV. 1. S. 137, 138.