Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/411

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
389
Capitelsiriden i Nidaros foreløbigt endt.

i saa godt som en Green af den samme Sag havde afsagt. Naar han da tilsyneladende tog Erkebiskoppens Parti, var det vel alene for at skaffe Erkebiskops-Embedets krænkede Verdighed den skyldige Oprejsning, og atter hæve den i Folkets Øjne. Men for øvrigt maa hans Hensigt med sin personlige Nærværelse have været at forebygge yderligere Skandal, og at skaffe Chorsbrødrene deres Ret. Sagaen fortæller intet om, hvad Kongen underhaanden kan have foreholdt Erkebiskoppen og sikkert har foreholdt ham; den siger ej heller, hvad Cantsleren ytrede i den Deel af sin Tale, hvor han handlede om de Styrendes Pligter, men den dølger dog ikke, at han endog der, hvor han tordnede imod Chorsbrødrene, lod falde Ord om at man skyldte sine Overmænd Lydighed, „selv om de vare fejlfulde“. Endelig nævner den intet andet om Forliget, end at begge Parterne tilsagde hinanden Ro. Men dette var ogsaa Hovedsagen; det medførte navnlig, at Erkebiskoppen uden yderligere Modstand holdt sig Dommen og Executorens Foranstaltninger efterrettelig, medens Chorsbrødrene paa sin Side lovede, herefter ikke at tilsidesætte den ydre Sømmelighed og Ærbødighed i deres Adferd mod Erkebiskoppen. Maaskee fik dog Kongen udvirket enkelte mindre eller midlertidige Eftergivelser af Chorsbrødrene mod denne, saaledes f. Ex. at Sira Laurentius fremdeles indtil Videre vedblev at gjemme Ofret til St. Olaf, eller at han muligviis endog for det første fik beholde Olafskirken, thi det heder i hans Saga, at han vedblev at være Poenitentarius og at bevare Ofret[1]. Saa meget udrettede Kongens Indskriden, at Striden nu for en Tid ophørte, og siden i alle Fald ikke førtes paa en saa uanstændig Maade som hidtil. Ifølge Laurentius’s Saga var det nu roligt i to Aar. Man finder ikke tydelige Spor til en ny Strid, førend i Septbr. 1307, da Chorsbrødrene lode udferdige bekræftede Copier af Erkebiskop Sørles tvende Gave- og Stiftelsesbreve til Oprettelse af fælles Bordhold for Chorsbrødrene[2], et umiskjendeligt Tegn paa, at Erkebiskoppen har villet bestride dem deres Ret til, hvad der ved hine Breve var dem skjenket; og da dette, foruden Biskopstienden af Korskirken i Nidaros, ogsaa var Biskopstienden af Olafskirken og Bynessets Kirke, maa han saaledes endnu ikke ret have villet give

  1. Laurentii Saga, l. c. Da Chorsbrødrene ifølge Forliget til Tuterø, bekræftet ved den sidste Dom, havde Ret til at beskikke Vicarius ved Olafskirken, er det muligt, at Kongen har faaet dem overtalte til, for det første at beskikke Laurentius dertil. Eller maaskee endog Kongen fik udsat den Tid, da Overleverelsen af Kirken skulde skee, endnu et Par Aar, og at Vanskeligheder, som Erkebiskoppen rimeligviis gjorde ved Overleverelsen, har været Aarsag til at Striden begyndte paany.
  2. Dipl. Norv. III. 67, 68. Om Erkebiskop Sørles Stiftelse s. o. IV. 1. S. 137, 138.