Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/410

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
388
Haakon Magnusſøn.

med Aſlak, Bonden paa Lyng, i Spidſen, vægrede ſig ved at betale Haugs Tiende til Chorsbrødrene eller deres Ombudsmænd, fratog endog disſe hvad de allerede havde oppebaaret, og lagde overhoved en ſærdeles Hadſkhed og Trodſighed for Dagen, ſaa at de, da Kongen havde beſkikket to Mænd til at tildømme Chorsbrødrene hvad de havde at fordre, ej alene fremdeles viiſte ſig ulydige, men endog ranede alt det Gods, Chorsbrødrene havde i Verdalen, og tog deres Landſkyld, m. m. De kongelige Ombudsmænd maatte derfor den 10de Juni 1303 overdrage Sysſelmanden, Hr. Thore Harf, paa Kongens Vegne at erklære Aſlak paa Lyng og hans Medſkyldige utlæge, og tage deres Ejendomme under Kronen, hvis de ikke ſtrax tilbagegav Chorsbrødrene hvad de uretteligen havde frataget dem[1]. Heller ikke dette hjalp; noget blev vel tilbagegivet, men ikke alt, og Kongen beſkikkede derfor, netop, ſom man ſeer, i September, da han efter hvad vi have antaget opholdt ſig i Nidaros med ſit Raad, tre af dettes Medlemmer, Bjarne Erlingsſøn, Erling Aamundesſøn og Snare Aslaksſøn, tilligemed Hallſtein Thorleifsſøn, en af hine tvende Ombudsmænd, til at fælde en endelig Dom, og nøjagtigt beſtemme, hvor meget der ſkulde udredes i Erſtatning. Denne Dom blev afſagt den 25de September, og efter Kongens udtrykkelige Befaling det ſtrengeſte Forbud nedlagt i Domsbrevet mod at betale den omſpurgte Tiende til andre end Chorsbrødrene ſelv eller deres Ombudsmænd[2]. Dette ſynes at viſe, at Verdølerne ikke have vægret ſig ved at betale Tienden i og for ſig, men kun ved at betale den til Chorsbrødrene, eller med andre Ord, at de have taget Erkebiſkoppens Parti og villet betale den til ham, ſandſynligviis endog efter hans egen Tilſkyndelſe, altſaa at Erkebiſkoppen ogſaa her havde en Haand med i Spillet. Den Iver, hvormed Kongen her tog ſig af Chorsbrødrenes Sag, og den Harme, han — hvad man af Ombudsmændenes Brev tydeligt kan ſee — maa have følt ved Verdølernes Ulydighed, viſer, at han maa have haft ſærdeles meget imod Erkebiſkoppen, ſom den egentlige Ophavsmand til dette Uvæſen, og det er aabenbart, at han ej kunde rokke den pavelige Dom uden derved tillige at omſtyrte den Kjendelſe, de af ham ſelv nys beſkikkede Dommere

  1. Brev af 10de Juni 1303 fra de kongelige Ombudsmænd, Audun Vigleiksſøn og Hallſtein Thorleifsſøn, Dipl. Norv. III. 53. Her tales deri ſærdeles ſterke Udtryk om den Ulydighed og Trods mod Kongens Beſaling, hvori Verdølerne havde gjort lig ſkyldige: „Aſlak og hans Tilhængere have viiſt ſaa ſtor Trodſighed og Daarſkab, ſaa megen Ulydighed mod Kongedømmet, og gjort ſaa ſtore Indgreb i dets Magt, at man paa den Maade ikke ſkulde bryde ſig om Kongens Bud, eller lyſtre Loven om Domrov, Brevbrud eller Stevnefald, eller hvad Landets og Kongens Ret befaler alle at iagttage til Efterlevelſe og Enighedens Overholdelſe i Riget“.
  2. Dipl. Norv. III. 56.