med Aslak, Bonden paa Lyng, i Spidsen, vægrede sig ved at betale Haugs Tiende til Chorsbrødrene eller deres Ombudsmænd, fratog endog disse hvad de allerede havde oppebaaret, og lagde overhoved en særdeles Hadskhed og Trodsighed for Dagen, saa at de, da Kongen havde beskikket to Mænd til at tildømme Chorsbrødrene hvad de havde at fordre, ej alene fremdeles viiste sig ulydige, men endog ranede alt det Gods, Chorsbrødrene havde i Verdalen, og tog deres Landskyld, m. m. De kongelige Ombudsmænd maatte derfor den 10de Juni 1303 overdrage Sysselmanden, Hr. Thore Harf, paa Kongens Vegne at erklære Aslak paa Lyng og hans Medskyldige utlæge, og tage deres Ejendomme under Kronen, hvis de ikke strax tilbagegav Chorsbrødrene hvad de uretteligen havde frataget dem[1]. Heller ikke dette hjalp; noget blev vel tilbagegivet, men ikke alt, og Kongen beskikkede derfor, netop, som man seer, i September, da han efter hvad vi have antaget opholdt sig i Nidaros med sit Raad, tre af dettes Medlemmer, Bjarne Erlingssøn, Erling Aamundessøn og Snare Aslakssøn, tilligemed Hallstein Thorleifssøn, en af hine tvende Ombudsmænd, til at fælde en endelig Dom, og nøjagtigt bestemme, hvor meget der skulde udredes i Erstatning. Denne Dom blev afsagt den 25de September, og efter Kongens udtrykkelige Befaling det strengeste Forbud nedlagt i Domsbrevet mod at betale den omspurgte Tiende til andre end Chorsbrødrene selv eller deres Ombudsmænd[2]. Dette synes at vise, at Verdølerne ikke have vægret sig ved at betale Tienden i og for sig, men kun ved at betale den til Chorsbrødrene, eller med andre Ord, at de have taget Erkebiskoppens Parti og villet betale den til ham, sandsynligviis endog efter hans egen Tilskyndelse, altsaa at Erkebiskoppen ogsaa her havde en Haand med i Spillet. Den Iver, hvormed Kongen her tog sig af Chorsbrødrenes Sag, og den Harme, han – hvad man af Ombudsmændenes Brev tydeligt kan see – maa have følt ved Verdølernes Ulydighed, viser, at han maa have haft særdeles meget imod Erkebiskoppen, som den egentlige Ophavsmand til dette Uvæsen, og det er aabenbart, at han ej kunde rokke den pavelige Dom uden derved tillige at omstyrte den Kjendelse, de af ham selv nys beskikkede Dommere
- ↑ Brev af 10de Juni 1303 fra de kongelige Ombudsmænd, Audun Vigleikssøn og Hallstein Thorleifssøn, Dipl. Norv. III. 53. Her tales deri særdeles sterke Udtryk om den Ulydighed og Trods mod Kongens Besaling, hvori Verdølerne havde gjort lig skyldige: „Aslak og hans Tilhængere have viist saa stor Trodsighed og Daarskab, saa megen Ulydighed mod Kongedømmet, og gjort saa store Indgreb i dets Magt, at man paa den Maade ikke skulde bryde sig om Kongens Bud, eller lystre Loven om Domrov, Brevbrud eller Stevnefald, eller hvad Landets og Kongens Ret befaler alle at iagttage til Efterlevelse og Enighedens Overholdelse i Riget“.
- ↑ Dipl. Norv. III. 56.
