Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/41

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
19
1280. Høvdingernes Trods mod Erkebiskoppen.

sluttede med at give den højtidelige Erklæring, at han ikke vilde have Kirkens Jordegods, Gejstligheden eller Kirkens Undergivne anderledes beskattede end som det fra gammel Tid havde været brugeligt, det vil, for Jordegodsets Vedkommende, næsten sige det samme som slet ikke[1]. At Advarselen ikke frugtede, sees deraf, at Erkebiskoppen noget senere – Tiden angives ikke saa nøje – virkelig satte Hr. Hallkell i Bann[2], og sandsynligviis ogsaa Hr. Jon. Det er allerede nævnt, at de verdslige Høvdinger forkastede Erkebiskoppens Forslag, at begge Parter i Fællesskab skulde sende Gesandter til Paven og forelægge ham Sagen til Afgjørelse. Derimod appellerede de senere, som vi ville see, paa egen Haand til Paven, og det var formodentlig i Forventning deraf, at Erkebiskoppen i Marts Maaned i 1281 lod Biskop Narve i Bergen give ham et skriftligt Vidnesbyrd om, hvorledes han Sommeren forud strax efter Kroningen forgjeves havde opfordret Kongen, Dronningen og de kongelige Raadgivere til at tilbagekalde de for Kirkens Friheder skadelige Love[3]. Thi Hensigten med dette Vidnesbyrd kan neppe have været nogen anden, end at de Sendebud, han nu selv i Anledning af den forventede Appell maatte sende til Curien, skulde medbringe det blandt andre Documenter. Tiden mellem Høsten 1280 og Højsommeren 1281 synes at være gaaet nogenlunde roligt hen, hvad enten nu fordi hver af Parterne nødig vilde lade det komme til Yderligheder førend alle rimeligere Midler havde været anvendte, eller og fordi Hoffet og Baronerne i hele første Halvdeel af 1281 vare optagne af Underhandlinger om den unge Konges Giftermaal, hvorved enkelte, og det den mest formaaende, Bjarne Erlingssøn, maatte være fraværende i længere Tid som Gesandter, ligesom de vel ogsaa heel nødigt vilde lægge sig aldeles ud med Erkebiskoppen, og paadrage sig Excommunicationsstraf, førend Giftermaalet var kommet i Stand.

66. Kong Eriks Giftermaal og Tractat med Skotlands Konge. Dronning Margrete.


Den Fyrstedatter, til hvis Haand den unge Kong Erik bejlede, var Margrete, en Datter af hans Faders og Farfaders gamle Fiende, Kong Alexander den 3die i Skotland. Efter en samtidig Beretning i et skotsk-engelsk Chronicon skal Kong Erik selv have hørt saa meget om hendes Skjønhed og Elskværdighed, at han „ikke kunde hvile“, førend

  1. Dipl. Norv. III. No. 20.
  2. Arne Biskops Saga Cap. 75.
  3. Dipl. Norv. III. No. 21.