Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/405

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
383
1302. Paven paadømmer Sagen.

saa at den gamle Apostelkirke i Kongsgaarden kunde nedrives. Siden var han med Kongen i Oslo, ved et Høvdingemøde, der holdtes i September, hvorom der i det Følgende nærmere vil blive Tale.

Men imidlertid var den endelige Dom falden i Rom. Paven havde overdraget sin Capellan, Magister Baltram af Milano, Erkeprest og Auditør for det apostoliske Palads’s Sager, at undersøge og afgjøre Trætten. Denne stevnede Parterne gjentagne Gange til at møde eller lade møde, men hverken Erkebiskoppen eller hans Fuldmægtig vare ved de første Stevner at see, medens derimod Capitlet og Jon Elg hver Gang aldeles ordentligt lode møde ved Procurator. Endelig, ved fjerde Stevne, fremstod som Erkebiskoppens Fuldmægtig Chorsbroderen Thorstein af Hamar (formodentlig den samme, han havde sendt fra Paris), og senere tillige en Procurator; Mag. Baltram kunde saaledes skride til Undersøgelse og Procedure. Men ved det sidste Møde udeblev atter Erkebiskoppens Procurator, og den 11te April fældte Mag. Baltram endelig den Dom, at alle Erkebiskoppens Klager, Domme og Forholdsregler mod Chorsbrødrene, saavel som Jon Elgs Afsættelse kjendtes døde og magtesløse at være, og at Erkebiskoppen skulde betale Sagens Omkostninger efter nærmere Vurdering. Dommen blev samme Sommer sendt til Norge, og Chorsbrødrene sørgede strax for at faa den bekjendtgjort og udbredt ved bekræftede Afskrifter. Ved Høvdingemødet i Oslo, i September 1302, maatte den saaledes være almindelig bekjendt, og Jørund altsaa have den Ydmygelse at staa for hele den glimrende Forsamling som overvunden af sit Capitel. Men endda gav han ikke tabt. Man maa antage, at han benyttede det langvarige Ophold hos Kongen til at stemme ham gunstigt for sig, eller i det mindste at vinde hans Medlidenhed, og at han i Fortrøstning hertil endnu i nogen Tid efter Tilbagekomsten til Nidaros vovede at unddrage sig for at efterkomme Dommen. Derhos benyttede han sikkert alle de Midler, der stode til hans Raadighed, til at chicanere Chorsbrødrene, og man kan heller ikke tvivle paa, at de gjengjeldte ham alt efter Evne. Saaledes fortsattes den forargelige Strid fremdeles. Capitlet henvendte sig til Paven med Bøn om at han vilde beskikke en Executor af Dommen for at tvinge Erkebiskoppen til at lystre den. Paven efterkom deres Begjering, og udnævnte dertil Everhard, Decanus ved Collegiet i Oslo. Ved samme Lejlighed synes han og at have formeligt bekræftet Dommen og at have befalet Biskop Eivind i Oslo og Biskop Thorstein i Hamar at understøtte Executoren[1]. Everhard maa være

  1. At Stadfestelsen var paafulgt, siges udtrykkeligt i de to Abbeders Brev af 7de Septbr. 1303, kun nævnes der ilte, naar den paafulgte; men det rimeligste er at dette skeede, da Fuldmagten for Executoren udferdigedes.