Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/405

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
383
1302. Paven paadømmer Sagen.

ſaa at den gamle Apoſtelkirke i Kongsgaarden kunde nedrives. Siden var han med Kongen i Oslo, ved et Høvdingemøde, der holdtes i September, hvorom der i det Følgende nærmere vil blive Tale.

Men imidlertid var den endelige Dom falden i Rom. Paven havde overdraget ſin Capellan, Magiſter Baltram af Milano, Erkepreſt og Auditør for det apoſtoliſke Palads’s Sager, at underſøge og afgjøre Trætten. Denne ſtevnede Parterne gjentagne Gange til at møde eller lade møde, men hverken Erkebiſkoppen eller hans Fuldmægtig vare ved de førſte Stevner at ſee, medens derimod Capitlet og Jon Elg hver Gang aldeles ordentligt lode møde ved Procurator. Endelig, ved fjerde Stevne, fremſtod ſom Erkebiſkoppens Fuldmægtig Chorsbroderen Thorſtein af Hamar (formodentlig den ſamme, han havde ſendt fra Paris), og ſenere tillige en Procurator; Mag. Baltram kunde ſaaledes ſkride til Underſøgelſe og Procedure. Men ved det ſidſte Møde udeblev atter Erkebiſkoppens Procurator, og den 11te April fældte Mag. Baltram endelig den Dom, at alle Erkebiſkoppens Klager, Domme og Forholdsregler mod Chorsbrødrene, ſaavel ſom Jon Elgs Afſættelſe kjendtes døde og magtesløſe at være, og at Erkebiſkoppen ſkulde betale Sagens Omkoſtninger efter nærmere Vurdering. Dommen blev ſamme Sommer ſendt til Norge, og Chorsbrødrene ſørgede ſtrax for at faa den bekjendtgjort og udbredt ved bekræftede Afſkrifter. Ved Høvdingemødet i Oslo, i September 1302, maatte den ſaaledes være almindelig bekjendt, og Jørund altſaa have den Ydmygelſe at ſtaa for hele den glimrende Forſamling ſom overvunden af ſit Capitel. Men endda gav han ikke tabt. Man maa antage, at han benyttede det langvarige Ophold hos Kongen til at ſtemme ham gunſtigt for ſig, eller i det mindſte at vinde hans Medlidenhed, og at han i Fortrøſtning hertil endnu i nogen Tid efter Tilbagekomſten til Nidaros vovede at unddrage ſig for at efterkomme Dommen. Derhos benyttede han ſikkert alle de Midler, der ſtode til hans Raadighed, til at chicanere Chorsbrødrene, og man kan heller ikke tvivle paa, at de gjengjeldte ham alt efter Evne. Saaledes fortſattes den forargelige Strid fremdeles. Capitlet henvendte ſig til Paven med Bøn om at han vilde beſkikke en Executor af Dommen for at tvinge Erkebiſkoppen til at lyſtre den. Paven efterkom deres Begjering, og udnævnte dertil Everhard, Decanus ved Collegiet i Oslo. Ved ſamme Lejlighed ſynes han og at have formeligt bekræftet Dommen og at have befalet Biſkop Eivind i Oslo og Biſkop Thorſtein i Hamar at underſtøtte Executoren[1]. Everhard maa være

  1. At Stadfeſtelſen var paafulgt, ſiges udtrykkeligt i de to Abbeders Brev af 7de Septbr. 1303, kun nævnes der ilte, naar den paafulgte; men det rimeligſte er at dette ſkeede, da Fuldmagten for Executoren udferdigedes.