Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/403

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
381
1301. Kirkeſtriden i Nidaros.

Skatmeſter-Embedet. Men Erkebiſkoppen kom ikke længer end til Paris. Her, heder det, blev han ſyg, og maatte afbryde Rejſen, overdragende en Fuldmægtig at møde paa ſine Vegne hos Paven[1]. Snarere har han dog, jo længere han kom ſydover, og raadførte ſig med Mænd, der kjendte nøjere til Stemningen ved Curien, tabt Lyſten eller Modet til at møde Paven Anſigt til Anſigt. Han begav ſig paa Hjemrejſen, og drog til Brügge i Flandern, for derfra at gaa til Søs lige til Norge. Men under hans Ophold der indtraf netop Jon Elg paa Rejſen fra Norge til Rom. Erkebiſkoppen, ſom naturligviis havde end mere Grund til at frygte Følgerne af Jons perſonlige Nærværelſe ved Curien, greb da, for at forebygge den, til det fortvivlede og uhørte Middel, at lade Jon gribe paa offentlig Gade og ſlæbe i Fængſel (30te Juli 1301). Hans Henſigt var, at faa ham med ſig paa det Skib, han havde fragtet til Hjemrejſen, og ſaaledes føre ham til Norge. Men da ingen beſtemt Beſkyldning var fremſat mod Jon, blev denne Dagen efter mod Borgen ſat paa fri Fod. Han gik den følgende Dag hen til Erkebiſkoppens Herberge for at ſpørge om Grunden til Fængſlingen. Erkebiſkoppen tillod ham ej alene ikke at komme ind, og vægrede ſig ved at give nogen Forklaring, men henvendte ſig endog ſkriftligt til Officialen for Biſkopsdømmet Tournay, om at Jon Elg maatte blive ſat faſt paa Grund af nogle Forbrydelſer, ſom han havde begaaet, og hvorom Erkebiſkoppen ſenere ſkulde underrette ham. Officialen befalede Decanen i Brügge nærmere at underſøge Sagen. Decanen indfandt ſig i den Anledning hos Erkebiſkoppen, og tilkaldte ogſaa Jon Elg. Nu foregav Erkebiſkoppen, at Jon der i Biſkopsdømmet havde beſtjaalet ham. Jon benegtede det naturligviis, men Erkebiſkoppen tilbød ſig at beviſe det. Decanen beſtemte da, at Erkebiſkoppen den 11te Auguſt ſkulde fremføre ſine Beviſer, for at Sagen derefter kunde fremmes. Men Dagen gik hen, uden at Erkebiſkoppen lod høre fra ſig; derimod erfarede man, at han havde gjort endnu et Forſøg paa at faa Jon fat. Det var nu indlyſende, at Beſkyldningen var grundløs, og at det Hele var et Kneb, Erkebiſkoppen havde udtænkt for at faa Jon i ſin Vold. Da han ſaa, at dette ikke vilde lykkes, afſejlede han uden at oppebie Sagens Udfald.

  1. Laur. Saga, Cap. 13. Denne omtaler Erkebiſkoppens Rejſe til Paris, førend Biſkop Arne Thorlaksſøns og Kong Eriks Død berettes. Man kunde ſaaledes let antage at den henfører hans Rejſe til 1297. Men dette er dog neppe Forfatterens Mening, thi de isl. Annaler, ſom han ſtadigt følger, berette ganſke rigtigt om Rejſen under 1301. Det er altſaa formodentlig kun en uheldig Ordning af Materien, der har foraarſaget, at Erkebiſkoppens Rejſe tilſyneladende ſættes ſaa tidligt.