Skatmester-Embedet. Men Erkebiskoppen kom ikke længer end til Paris. Her, heder det, blev han syg, og maatte afbryde Rejsen, overdragende en Fuldmægtig at møde paa sine Vegne hos Paven[1]. Snarere har han dog, jo længere han kom sydover, og raadførte sig med Mænd, der kjendte nøjere til Stemningen ved Curien, tabt Lysten eller Modet til at møde Paven Ansigt til Ansigt. Han begav sig paa Hjemrejsen, og drog til Brügge i Flandern, for derfra at gaa til Søs lige til Norge. Men under hans Ophold der indtraf netop Jon Elg paa Rejsen fra Norge til Rom. Erkebiskoppen, som naturligviis havde end mere Grund til at frygte Følgerne af Jons personlige Nærværelse ved Curien, greb da, for at forebygge den, til det fortvivlede og uhørte Middel, at lade Jon gribe paa offentlig Gade og slæbe i Fængsel (30te Juli 1301). Hans Hensigt var, at faa ham med sig paa det Skib, han havde fragtet til Hjemrejsen, og saaledes føre ham til Norge. Men da ingen bestemt Beskyldning var fremsat mod Jon, blev denne Dagen efter mod Borgen sat paa fri Fod. Han gik den følgende Dag hen til Erkebiskoppens Herberge for at spørge om Grunden til Fængslingen. Erkebiskoppen tillod ham ej alene ikke at komme ind, og vægrede sig ved at give nogen Forklaring, men henvendte sig endog skriftligt til Officialen for Biskopsdømmet Tournay, om at Jon Elg maatte blive sat fast paa Grund af nogle Forbrydelser, som han havde begaaet, og hvorom Erkebiskoppen senere skulde underrette ham. Officialen befalede Decanen i Brügge nærmere at undersøge Sagen. Decanen indfandt sig i den Anledning hos Erkebiskoppen, og tilkaldte ogsaa Jon Elg. Nu foregav Erkebiskoppen, at Jon der i Biskopsdømmet havde bestjaalet ham. Jon benegtede det naturligviis, men Erkebiskoppen tilbød sig at bevise det. Decanen bestemte da, at Erkebiskoppen den 11te August skulde fremføre sine Beviser, for at Sagen derefter kunde fremmes. Men Dagen gik hen, uden at Erkebiskoppen lod høre fra sig; derimod erfarede man, at han havde gjort endnu et Forsøg paa at faa Jon fat. Det var nu indlysende, at Beskyldningen var grundløs, og at det Hele var et Kneb, Erkebiskoppen havde udtænkt for at faa Jon i sin Vold. Da han saa, at dette ikke vilde lykkes, afsejlede han uden at oppebie Sagens Udfald.
- ↑ Laur. Saga, Cap. 13. Denne omtaler Erkebiskoppens Rejse til Paris, førend Biskop Arne Thorlakssøns og Kong Eriks Død berettes. Man kunde saaledes let antage at den henfører hans Rejse til 1297. Men dette er dog neppe Forfatterens Mening, thi de isl. Annaler, som han stadigt følger, berette ganske rigtigt om Rejsen under 1301. Det er altsaa formodentlig kun en uheldig Ordning af Materien, der har foraarsaget, at Erkebiskoppens Rejse tilsyneladende sættes saa tidligt.
