Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/402

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
380
Haakon Magnusſøn.

betragtede den af Erkebiſkoppen forkyndte Excommunication ſom magtesløs, fordi han ſelv ſtod under Bannsſtraf, ſøgte nu med Magt at ſætte igjennem hvad de vilde, og Erkebiſkoppen maatte bruge ſine bevæbnede Svenne for at beſkytte ſig og ſine Tilhængere. Iſær gik Chorsbrødrenes Harme ud over Laurentius, ſom denne havde ſpaaet. Allerede ſom beſkikket af Erkebiſkoppen til Preſt ved Olafskirken maatte han være dem en Torn i Øjnene, og nu kom hertil, at han havde ladet ſig bruge til at forkynde Bannſættelſen. Han kunde derfor herefter ikke engang være ſikker for perſonlige Efterſtræbelſer. Engang ſtimlede Skoleklerkerne om ham og vilde gribe ham; han fik med Nød og neppe fat paa Kirkedørs-Ringen, til hvilken han klamrede ſig, indtil Erkebiſkoppens Svenne kom ham til Hjelp, men hele Kjortlen var reven af ham. En anden Gang, da han ſkulde holde Ligferd over en fornem Frue i St. Olafs Kirkeſogn, kom Skoleklerkerne for at forſtyrre Højtideligheden, da de nemlig ikke erkjendte ham ſom retmæsſigt beſkikket Preſt til Olafskirken, der efter Dommen udeelt ſkulde tilhøre Chorsbrødrene; de borttog alle Blus og Kjerter, ſaa at Højtideligheden den Dag virkelig blev afbrudt. Den næſte Dag maatte Mesſen holdes og Liget nedſættes under Bedækning af Erkebiſkoppens Svenne[1]. Erkebiſkoppens Tilhængere, viſtnok kun de, der ſtode i perſonligt Afhængighedsforhold til ham, ſaavel ſom de Gejſtlige, han hentede til ſig andenſteds fra, iſær fra Hamar, hvor han før havde været, gjengjeldte Chorsbrødrene paa lignende Maade og lagde voldſomt Haand paa dem. Disſe appellerede paa ny til Paven og afſendte i dette Erende en af deres eget Samfund, der tillige ſkulde klage over den perſonlige Overlaſt, ſom de nys havde lidt. Paven, der fremdeles viiſte dem afgjort Forkjærlighed, antog Appellen, befalede begge Parter at møde eller lade møde ved Curien, og overdrog imidlertid Chorsbrødrenes erklærede Tilhænger, Abbeden i HolmsKloſter, at dømme i enkelte Punkter, ſom krævede en hurtigere Afgjørelſe, fornemmelig i Injurieſagen; hvis Klagen befandtes ſandfærdig, ſkulde han lyſe de Skyldige i Bann, og dette ſkulde vedvare indtil de havde givet de Fornærmede tilbørlig Fyldeſtgjørelſe, og ſelv begivet ſig paa Vejen til Rom for at abſolveres af Paven[2]. Under disſe Omſtændigheder beſluttede Erkebiſkoppen at drage afſted i egen Perſon, og det, ſom man maa antage, ſaa tidligt, at han kunde indtreffe hos Paven og om muligtſtemme ham til ſin Fordeel, førend Capitlets Udſending indtraf. Paa Capitlets Vegne rejſte Jon Elg, der desuden ſærſkilt for ſit eget Vedkommende havde indgivet Appel i Anledning af at Erkebiſkoppen havde frataget ham

  1. Laur. Saga Cap. 14.
  2. Dipl. Norv. III. 47, 49, II. 63.