betragtede den af Erkebiskoppen forkyndte Excommunication som magtesløs, fordi han selv stod under Bannsstraf, søgte nu med Magt at sætte igjennem hvad de vilde, og Erkebiskoppen maatte bruge sine bevæbnede Svenne for at beskytte sig og sine Tilhængere. Især gik Chorsbrødrenes Harme ud over Laurentius, som denne havde spaaet. Allerede som beskikket af Erkebiskoppen til Prest ved Olafskirken maatte han være dem en Torn i Øjnene, og nu kom hertil, at han havde ladet sig bruge til at forkynde Bannsættelsen. Han kunde derfor herefter ikke engang være sikker for personlige Efterstræbelser. Engang stimlede Skoleklerkerne om ham og vilde gribe ham; han fik med Nød og neppe fat paa Kirkedørs-Ringen, til hvilken han klamrede sig, indtil Erkebiskoppens Svenne kom ham til Hjelp, men hele Kjortlen var reven af ham. En anden Gang, da han skulde holde Ligferd over en fornem Frue i St. Olafs Kirkesogn, kom Skoleklerkerne for at forstyrre Højtideligheden, da de nemlig ikke erkjendte ham som retmæssigt beskikket Prest til Olafskirken, der efter Dommen udeelt skulde tilhøre Chorsbrødrene; de borttog alle Blus og Kjerter, saa at Højtideligheden den Dag virkelig blev afbrudt. Den næste Dag maatte Messen holdes og Liget nedsættes under Bedækning af Erkebiskoppens Svenne[1]. Erkebiskoppens Tilhængere, vistnok kun de, der stode i personligt Afhængighedsforhold til ham, saavel som de Gejstlige, han hentede til sig andensteds fra, især fra Hamar, hvor han før havde været, gjengjeldte Chorsbrødrene paa lignende Maade og lagde voldsomt Haand paa dem. Disse appellerede paa ny til Paven og afsendte i dette Erende en af deres eget Samfund, der tillige skulde klage over den personlige Overlast, som de nys havde lidt. Paven, der fremdeles viiste dem afgjort Forkjærlighed, antog Appellen, befalede begge Parter at møde eller lade møde ved Curien, og overdrog imidlertid Chorsbrødrenes erklærede Tilhænger, Abbeden i HolmsKloster, at dømme i enkelte Punkter, som krævede en hurtigere Afgjørelse, fornemmelig i Injuriesagen; hvis Klagen befandtes sandfærdig, skulde han lyse de Skyldige i Bann, og dette skulde vedvare indtil de havde givet de Fornærmede tilbørlig Fyldestgjørelse, og selv begivet sig paa Vejen til Rom for at absolveres af Paven[2]. Under disse Omstændigheder besluttede Erkebiskoppen at drage afsted i egen Person, og det, som man maa antage, saa tidligt, at han kunde indtreffe hos Paven og om muligtstemme ham til sin Fordeel, førend Capitlets Udsending indtraf. Paa Capitlets Vegne rejste Jon Elg, der desuden særskilt for sit eget Vedkommende havde indgivet Appel i Anledning af at Erkebiskoppen havde frataget ham
