Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/401

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
379
1303. Ketil Biſkop i Stavanger. Kirkeſtriden i Nidaros.

mand blev Ketil, der hidtil havde været Chorsbrødrenes Fuldmægtig i Striden med Biſkoppen; han var altſaa enig med dem, og derved maatte Striden af ſig ſelv bortfalde[1]. Striden i Nidaros blev langvarigere. Erkebiſkoppen vægrede ſig fremdeles ved fuldſtændigt at opfylde den ham overgangne Dom; af Steins Kirke, der med alle erkebiſkoppelige Indtægter ſkulde afſtaaes til Chorsbrødrene, forbeholdt han ſig Tienden, og i Stedet for at overlade dem ſin Halvdeel af Olafskirken, med Ret til at beſkikke en Vicar derved, lod han ſin Yndling og troe Støtte, den før omtalte Laurentius Kalfsſøn fra Island, hvilken han allerede i 1296 havde udnævnt til dens Preſt, fremdeles beholde den[2]. Han maa formodentlig ved allehaande Udflugter og ſpidsfindige Fortolkninger af Dommens Udtryk, hvori han havde den dygtige Canoniſt Jon Flæming til at hjelpe ſig, have vidſt at forhale Bannstruſelens Træden i Kraft. Man ſkulde imidlertid have ventet, at den mislige Stilling, hvori han befandt ſig med en ſaadan Dom ſvævende over ſig, havde gjort ham noget forſigtigere, ſaa at han vogtede ſig for at opirre Chorsbrødrene endnu mere. Men langt fra. Han ſatte hele Capitlet under Forbud, og truede de fornemſte Hovedmænd for dets Oppoſition, nemlig Sighvat Lande, Audun Raud og Eilif Kortin, med Excommunication, hvis de vovede at tilegne ſig Tienden af Steins Kirke, ſamt den halve Indtægt af Olafskirken, og i Stedet for at tilbagegive Jon Elg det ham fratagne Ombud ſom St. Olafs Helligdoms Skatmeſter, overdrog han ogſaa det til Laurentius, hvilken han derhos gjorde til ſin Poenitentiarius. Det var naturligt, at Chorsbrødrene, der meente at være i ſin gode Ret ifølge Dommen, ikke vilde finde ſig heri, eller paa nogen Maade give efter. Erkebiſkoppen lod da ganſke i Stilhed Jon Flæming opſætte et Bannbrev over de tre ovennævnte Chorsbrødre, og bød Laurentius at læſe det op i Chriſtkirken paa en ſtor Feſtdag ved Højmesſe, medens Chorsbrødrene ſad i Choret og ikke havde mindſte Nys om Sagen. Laurentius ytrede vel, da Erkebiſkoppen befalede ham det, at havde Chorsbrødrene før været hadefulde paa ham, vilde de blive det dobbelt ſaa meget nu; men han kunde dog ikke negte ſin Velgjører at opfylde hans Bud, og ſaaledes gik han da under Mesſen op paa Choret over Alteret„ og læſte Excommunicationen op med lydelig Stemme. „Du behøver ikke at raabe ſaa højt, Islænding, vi høre nok hvad du ſiger“, ſvarede Sighvat Lande, idet han med de øvrige rejſte ſig og gik hjem. Fra denne Tid, kan man ſige, var der aabenbar Krig. Chorsbrødrene, der

  1. Ketil indviedes ikke førend i 1304, ſ. n.
  2. Dette ſees af Fremſtillingen i den nedenfor meddeelte pavelige Dom, ſammenholdt med Laurentius’s Saga Cap. 10.