Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/400

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
378
Haakon Magnusſøn.

paalagdes alle i Almindelighed og de haandgangne Mænd i Særdeleshed at ſtaa Sysſelmændene bi til at ſee disſe Bud overholdte[1].

Man ſeer, at Kongen, hvor han vendte ſig, ſtødte paa Misbrug, tildeels allerede indgroede, og Uvæſen; han giver ſelv en ſørgelig Skildring af Retstilſtanden, og man er ikke berettiget til at holde den for overdreven. Men Tilſtanden kunde“heller ikke være bleven ſtort anderledes rinder en ſvag Konge, der lod ſig beherſke af alle de ſterkere Perſonligheder, med hvem han kom i nærmere Berørelſe, og medens de ypperſte Medlemmer af Landets Gejſtlighed, i Stedet for at foregaa med godt Exempel, kun vakte Forargelſe ved ſine indbyrdes Stridigheder. Det var intet ringe Arbejde, Kong Haakon paatog ſig, at rydde op i denne Forvirring, bringe Orden til Veje og forebygge et Tilbagefald. Vi have her ſeet Begyndelſen til dette Verk, ſom han med kraftig og ſikker, men betænkſom Haand fortſatte, indtil han i de fleſte Stykker naaede ſit Maal.

95. Den ſtavangerſke og den nidaroſiſke Capitelſtrid ophøre.


Det er let at forſtaa, at den fuldſtændige Bilæggelſe af Striden mellem Domcapitlerne og deres Overhoveder i Nidaros og Stavanger maatte ligge Kongen ſærdeles paa Hjerte. Striden i Stavanger endte ikke førend ved den trodſige Biſkop Arnes Død, ſom indtraf i 1303, thi endnu ved Udgangen af 1301 vægrede han ſig ved at opfylde de den 13de November 1299 og 14de Juni 1300 afſagte Kjendelſer, ſaa at Dommerne maatte ſende Befuldmægtigede til Stavanger for ved Truſel om Bann at faa dem fuldbyrdede, og i Juni 1302 havde han endnu ikke efterkommet dem, ſaa at en Chorsbroder i fem Høvdingers Nærværelſe højtideligt maatte anmode ham derom, hvorhos Chorsbrødrene tillige ganſke ſtillede ſig under Guds og Kongens Beſkyttelſe[2]. Bannstruſelen maa dog ikke være bragt i Udførelſe, ſiden vi om Høſten 1302 finde Biſkoppen paa et Høvdingemøde hos Kongen. Der er intet Tegn til at han før ſin Død gjorde noget Skridt til Forſoning[3]. Hans Efter-

  1. Norges gl. Love III. No. 18, S. 60—62. Da Forordningen er dateret baade fra Tunsberg 20de Mai og fra Bergen 6te Oct. 1303, kunne de under det førſt nævnte Datum udſtedte Exemplarer alene have været givne for Øſtlandet, thi ellers behøvede Forordningen ej at gjentages for Bergen. Ogſaa paa de bergenſke Exemplarer findes forſkjellige Skrivere, nemlig paa et Gunnar Klerk, paa et andet Eilif Lodinsſøn. Men paa alle nævnes Mag. Aake ſom den der indſeglede.
  2. Dipl. Norv. IV. 53, 54.
  3. Biſkop Arnes Død nævnes i de isl. Annaler ved 1303.