Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/400

378

Haakon Magnussøn.

paalagdes alle i Almindelighed og de haandgangne Mænd i Særdeleshed at staa Sysselmændene bi til at see disse Bud overholdte^[1].

Man seer, at Kongen, hvor han vendte sig, stødte paa Misbrug, tildeels allerede indgroede, og Uvæsen; han giver selv en sørgelig Skildring af Retstilstanden, og man er ikke berettiget til at holde den for overdreven. Men Tilstanden kunde“heller ikke være bleven stort anderledes rinder en svag Konge, der lod sig beherske af alle de sterkere Personligheder, med hvem han kom i nærmere Berørelse, og medens de ypperste Medlemmer af Landets Gejstlighed, i Stedet for at foregaa med godt Exempel, kun vakte Forargelse ved sine indbyrdes Stridigheder. Det var intet ringe Arbejde, Kong Haakon paatog sig, at rydde op i denne Forvirring, bringe Orden til Veje og forebygge et Tilbagefald. Vi have her seet Begyndelsen til dette Verk, som han med kraftig og sikker, men betænksom Haand fortsatte, indtil han i de fleste Stykker naaede sit Maal.

95. Den stavangerske og den nidarosiske Capitelstrid ophøre.

Det er let at forstaa, at den fuldstændige Bilæggelse af Striden mellem Domcapitlerne og deres Overhoveder i Nidaros og Stavanger maatte ligge Kongen særdeles paa Hjerte. Striden i Stavanger endte ikke førend ved den trodsige Biskop Arnes Død, som indtraf i 1303, thi endnu ved Udgangen af 1301 vægrede han sig ved at opfylde de den 13de November 1299 og 14de Juni 1300 afsagte Kjendelser, saa at Dommerne maatte sende Befuldmægtigede til Stavanger for ved Trusel om Bann at faa dem fuldbyrdede, og i Juni 1302 havde han endnu ikke efterkommet dem, saa at en Chorsbroder i fem Høvdingers Nærværelse højtideligt maatte anmode ham derom, hvorhos Chorsbrødrene tillige ganske stillede sig under Guds og Kongens Beskyttelse^[2]. Bannstruselen maa dog ikke være bragt i Udførelse, siden vi om Høsten 1302 finde Biskoppen paa et Høvdingemøde hos Kongen. Der er intet Tegn til at han før sin Død gjorde noget Skridt til Forsoning^[3]. Hans Efter-

1. Norges gl. Love III. No. 18, S. 60–62. Da Forordningen er dateret baade fra Tunsberg 20de Mai og fra Bergen 6te Oct. 1303, kunne de under det først nævnte Datum udstedte Exemplarer alene have været givne for Østlandet, thi ellers behøvede Forordningen ej at gjentages for Bergen. Ogsaa paa de bergenske Exemplarer findes forskjellige Skrivere, nemlig paa et Gunnar Klerk, paa et andet Eilif Lodinssøn. Men paa alle nævnes Mag. Aake som den der indseglede.
2. Dipl. Norv. IV. 53, 54.
3. Biskop Arnes Død nævnes i de isl. Annaler ved 1303.