Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/40

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
18
Erik Magnusſøn.

hans Truſler, gaaet endnu et Skridt videre, og fra begge Sider faldt der nu meget bitre Yttringer. Erkebiſkoppen truede med at anvende den yderſte Strenghed efter Statutet. De verdslige Høvdinger klagede derimod over, at Erkebiſkoppen og Lydbiſkopperne vilde indføre nye, utaalelige Skikke, der vare Kongen og Riget til ſtørſte Skade. Erkebiſkoppen ſynes dog i det førſte at være bleven noget overraſket og forſkrækket ved Baronernes uventede Trods og Faſthed: han vovede heller ikke at bringe ſin Truſel i Udførelſe, men indſkrænkede ſig til at lade udſtede et Thingsvidne om Kroningseden[1], og forlod derpaa Bergen (29de Juli)[2]. Om Chriſtenrettens Godkjendelſe kunde der naturligviis nu ikke være Tale. Men Baronerne ſøgte ivrigt at benytte ſig af den vundne Fordeel, og ſynes navnlig med fordoblet Iver og Strenghed at have ſat Lovens Beſtemmelſer om Ledingsvæſenet i Kraft, viſtnok ſaavel ved at optage et Slags Matrikul og anſætte hver enkelt Gaard til en beſtemt Ledingsſkat, ſom ved virkelig at opkræve denne Leding, lige meget om Gaarden tilhørte Gejſtlige eller Verdslige, og det i Throndhjem ſelv, i Erkebiſkoppens umiddelbare Nærhed. De, ſom her udførte dette Hverv, vare Baronerne Hr. Hallkell Agmundsſøn og Jon Brynjulfsſøn, ſaavel ſom Sysſelmanden Erlend. Erkebiſkoppen, der ikke kunde lukke Øjnene hertil, men dog endnu helſt vilde forſøge, om han kunde naa ſit Maal ved lempelige Midler, lod de nys nævnte Herrer indkalde for ſig, og havde den 5te Oktober i Overvær af Abbederne af Tuterø og Holm ſamt Prioren af Elgeſeter en Sammenkomſt med dem i ſit Conſiſtorium hvorved han venlig advarede dem, at de dog ikke maatte formindſke Kirkens Friheder eller tynge den ſelv eller dens Perſoner, ligeſaa lidet ſom de maatte lægge Tyngſler paa dens Beſiddelſer, eller fratage den nogen at disſe; ellers vilde de paadrage ſig de af Paven for ſaadanne Handlinger beſtemte Straffe; han kunde, ſagde han, ikke paa nogen Maade ſamtykke i at hans Kirkes Beſiddelſer, tvert imod Pave Gregors Beſtemmelſe paa ſidſte Kirkemøde i Lyon, underkaſtedes Skatter eller Afgifter til Kirkens Skade; Lægmænd havde ingen Ret til at fatte Beſtemmelſer om Gejſtlige eller deres Eiendomme; og Compoſitionen forbød ſelv Kongen at forandre Landets ſkrevne Love og beſtemte Straffebøder efter gammel Vedtægt, til Kirkens eller Klerkers Skade. Han tilføjede og, hvad vi allerede ovenfor have omtalt, at han, ſaa ſnart han havde faaet høre, at noget ſaadant var indført i Loven, allerede ſkulde gjort Kong Magnus Modforeſtillinger, og at denne ſkulde have ſagt, at det gjerne kunde bero ved det Gamle, hvis dette behagede Erkebiſkoppen bedre. Erkebiſkoppen

  1. Dipl. Norv. I. No. 69.
  2. Arne Biſkops Saga, Cap. 25.