hans Trusler, gaaet endnu et Skridt videre, og fra begge Sider faldt der nu meget bitre Yttringer. Erkebiskoppen truede med at anvende den yderste Strenghed efter Statutet. De verdslige Høvdinger klagede derimod over, at Erkebiskoppen og Lydbiskopperne vilde indføre nye, utaalelige Skikke, der vare Kongen og Riget til største Skade. Erkebiskoppen synes dog i det første at være bleven noget overrasket og forskrækket ved Baronernes uventede Trods og Fasthed: han vovede heller ikke at bringe sin Trusel i Udførelse, men indskrænkede sig til at lade udstede et Thingsvidne om Kroningseden[1], og forlod derpaa Bergen (29de Juli)[2]. Om Christenrettens Godkjendelse kunde der naturligviis nu ikke være Tale. Men Baronerne søgte ivrigt at benytte sig af den vundne Fordeel, og synes navnlig med fordoblet Iver og Strenghed at have sat Lovens Bestemmelser om Ledingsvæsenet i Kraft, vistnok saavel ved at optage et Slags Matrikul og ansætte hver enkelt Gaard til en bestemt Ledingsskat, som ved virkelig at opkræve denne Leding, lige meget om Gaarden tilhørte Gejstlige eller Verdslige, og det i Throndhjem selv, i Erkebiskoppens umiddelbare Nærhed. De, som her udførte dette Hverv, vare Baronerne Hr. Hallkell Agmundssøn og Jon Brynjulfssøn, saavel som Sysselmanden Erlend. Erkebiskoppen, der ikke kunde lukke Øjnene hertil, men dog endnu helst vilde forsøge, om han kunde naa sit Maal ved lempelige Midler, lod de nys nævnte Herrer indkalde for sig, og havde den 5te Oktober i Overvær af Abbederne af Tuterø og Holm samt Prioren af Elgeseter en Sammenkomst med dem i sit Consistorium hvorved han venlig advarede dem, at de dog ikke maatte formindske Kirkens Friheder eller tynge den selv eller dens Personer, ligesaa lidet som de maatte lægge Tyngsler paa dens Besiddelser, eller fratage den nogen at disse; ellers vilde de paadrage sig de af Paven for saadanne Handlinger bestemte Straffe; han kunde, sagde han, ikke paa nogen Maade samtykke i at hans Kirkes Besiddelser, tvert imod Pave Gregors Bestemmelse paa sidste Kirkemøde i Lyon, underkastedes Skatter eller Afgifter til Kirkens Skade; Lægmænd havde ingen Ret til at fatte Bestemmelser om Gejstlige eller deres Eiendomme; og Compositionen forbød selv Kongen at forandre Landets skrevne Love og bestemte Straffebøder efter gammel Vedtægt, til Kirkens eller Klerkers Skade. Han tilføjede og, hvad vi allerede ovenfor have omtalt, at han, saa snart han havde faaet høre, at noget saadant var indført i Loven, allerede skulde gjort Kong Magnus Modforestillinger, og at denne skulde have sagt, at det gjerne kunde bero ved det Gamle, hvis dette behagede Erkebiskoppen bedre. Erkebiskoppen
