Vidnesbyrd om at være en skikkelig Mand. Kommer han tilbage og har endda intet saadant Brev eller Skudsmaal, da skal han tages, holdes i Fængsel en Stund, og sendes tilbage nødtvungen, om han ikke vil rejse med sin gode Vilje. Saadanne Skudsmaalsbreve skulle ikke gjelde længere end eet Aar; de skulle ogsaa nøje eftersees saavel i Skriften som i Indseglet, at de ej ere forfalskede, fornemmelig paa det Sted hvor Navnene og Udstedelsestiden staa. Besindes de forfalskede, da skulle Ihændehaverne straffes som Falsknere. Paa hvert Lagthing og andre almindelige Thing ville vi at denne Forordning skal oplæses, for at de omrejsende Mænd, der ikke kjende den, kunne faa den at høre“. I Forbindelse med denne Anordning synes det at have været, at Kongen paany indskærpede den af ham og hans Broder i Forening udgivne Anordning om Oprettelse af Taverneshuse (Vertshuse) og forsynede den med flere Tillæg[1]. „Da vi“, siger han, „finde denne Anordning gavnlig for Landet, skjønt man hidtil ikke bar søgt at gjøre sig den saa nyttig som ønskeligt kunde være, stadfeste og fornye vi den ved dette vort Brev. Paa disse Taverneshuse skal Mad, Drik og Hestefoder være tilfals for alle dem, der behøve at kjøbe det. Alle skulle derhos vide, at vi have taget Taverneshusene og de Huusbønder, der forestaa dem, deres Hjemmefolk, Tjenestefolk og Ejendele i Land og Løsøre, stort og smaat, i vor kongelige Vern og Beskyttelse til alle rette Sager, forbydende enhver at gjøre dem eller deres Fortred. Hvo som overbevises om at gjøre dem Fortred i Ord eller Gjerning, eller tager noget fra dem uden deres Vilje, eller unddrager sig at betale sin Fortæring, skal betale dobbelt saa meget som han tog, og svare Huusbonden dobbelt saa høj Ret, som Lovbogen foreskriver for den, der bliver mishandlet i sit Hjem, samt os fuldt Brevbrud, det samme, som er foreskrevet, naar nogen gjør Uordener i vor egen Gaard eller forgriber sig paa vort Gods. Vore Sysselmænd skulle gribe den, der saaledes forgaar sig, og ikke lade ham slippe bort førend han har bødt, eller stillet fuld Sikkerhed for at han skal bøde. Men er det Fanter og Landstrygere, der ingen Penge have at fare med, og derfor tro at de kunne bære M M» som de finde for godt, da skulle de refses saaledes, at det kan være andre, der torde ville prøve paa det samme, til Advarsel. De, der forestaa Taverneshusene, skulle have et Merke foran Husets Port angaaende hvad Slags Drikkevarer de have, især Øl. Men for den Møje de have med at
- ↑ Sammesteds, No. 55, S. 136. Forordningen er vel udateret, men af No. 56, der strax her nedenfor bliver omtalt, sees det tydeligt, at den er udgiven samtidigt med No. 17, om Landstrygere og Pasvæsen. Ogsaa Indholdet vidner om det samme.
