Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/395

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
373
1302. Taverneshuſe.

Vidnesbyrd om at være en ſkikkelig Mand. Kommer han tilbage og har endda intet ſaadant Brev eller Skudsmaal, da ſkal han tages, holdes i Fængſel en Stund, og ſendes tilbage nødtvungen, om han ikke vil rejſe med ſin gode Vilje. Saadanne Skudsmaalsbreve ſkulle ikke gjelde længere end eet Aar; de ſkulle ogſaa nøje efterſees ſaavel i Skriften ſom i Indſeglet, at de ej ere forfalſkede, fornemmelig paa det Sted hvor Navnene og Udſtedelſestiden ſtaa. Beſindes de forfalſkede, da ſkulle Ihændehaverne ſtraffes ſom Falſknere. Paa hvert Lagthing og andre almindelige Thing ville vi at denne Forordning ſkal oplæſes, for at de omrejſende Mænd, der ikke kjende den, kunne faa den at høre“. I Forbindelſe med denne Anordning ſynes det at have været, at Kongen paany indſkærpede den af ham og hans Broder i Forening udgivne Anordning om Oprettelſe af Taverneshuſe (Vertshuſe) og forſynede den med flere Tillæg[1]. „Da vi“, ſiger han, „finde denne Anordning gavnlig for Landet, ſkjønt man hidtil ikke bar ſøgt at gjøre ſig den ſaa nyttig ſom ønſkeligt kunde være, ſtadfeſte og fornye vi den ved dette vort Brev. Paa disſe Taverneshuſe ſkal Mad, Drik og Heſtefoder være tilfals for alle dem, der behøve at kjøbe det. Alle ſkulle derhos vide, at vi have taget Taverneshuſene og de Huusbønder, der foreſtaa dem, deres Hjemmefolk, Tjeneſtefolk og Ejendele i Land og Løsøre, ſtort og ſmaat, i vor kongelige Vern og Beſkyttelſe til alle rette Sager, forbydende enhver at gjøre dem eller deres Fortred. Hvo ſom overbeviſes om at gjøre dem Fortred i Ord eller Gjerning, eller tager noget fra dem uden deres Vilje, eller unddrager ſig at betale ſin Fortæring, ſkal betale dobbelt ſaa meget ſom han tog, og ſvare Huusbonden dobbelt ſaa høj Ret, ſom Lovbogen foreſkriver for den, der bliver mishandlet i ſit Hjem, ſamt os fuldt Brevbrud, det ſamme, ſom er foreſkrevet, naar nogen gjør Uordener i vor egen Gaard eller forgriber ſig paa vort Gods. Vore Sysſelmænd ſkulle gribe den, der ſaaledes forgaar ſig, og ikke lade ham ſlippe bort førend han har bødt, eller ſtillet fuld Sikkerhed for at han ſkal bøde. Men er det Fanter og Landſtrygere, der ingen Penge have at fare med, og derfor tro at de kunne bære M M» ſom de finde for godt, da ſkulle de refſes ſaaledes, at det kan være andre, der torde ville prøve paa det ſamme, til Advarſel. De, der foreſtaa Taverneshuſene, ſkulle have et Merke foran Huſets Port angaaende hvad Slags Drikkevarer de have, iſær Øl. Men for den Møje de have med at

  1. Sammeſteds, No. 55, S. 136. Forordningen er vel udateret, men af No. 56, der ſtrax her nedenfor bliver omtalt, ſees det tydeligt, at den er udgiven ſamtidigt med No. 17, om Landſtrygere og Pasvæſen. Ogſaa Indholdet vidner om det ſamme.