Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/394

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
372
Haakon Magnusſøn.

lændinger. De ſaakaldte „Torgdrivere og Bryggemangere“ afſkaffedes ganſke, og der beſtemtes, at der ſkulde være 240 Arbejdsmænd i Byen. Saa nøje troede man det da nødvendigt at gribe ind i Næringsforholdene. Endelig gaves der nærmere Beſtemmelſer for Fattiges Flytning i Byen, det vil ſige hvorledes de i Byen, ligeſom paa Landet, ſkulde ſendes fra Huus til Huus. Det er ikke uſandſynligt, at Beſtemmelſer, lige de her omhandlede, ogſaa have været givne for de øvrige Byer, under Kongens Ophold der, lempede efter de locale Forhold; i det mindſte maa man antage at Forbudet mod Udlændingers Handel nordenfor Bergen og paa Skatlandene, ſamt Beſtemmelſerne om Indførſel og Told af udenlandſke Drikkevarer, ogſaa have været forkyndte i Oslo og Tunsberg, der ligeledes beſøgtes hyppigt af tydſke Kjøbmænd. I Tunsberg er dette rimeligviis ſkeet ſidſt i Mai 1303, da Kongen opholdt ſig der og under 29de Mai udſtedte flere vigtige Forordninger, der ligeſom de allerede omtalte meſt angaa indre Forhold. De af dem, der ere os opbevarede, have dog ikke, ligeſom de i Bergen udgivne, nærmeſt Handelen for Øje, men ſigte til at befordre Orden og Rolighed indenlands. Fornemmelig gaa de ud paa at hæve et Onde, der ſynes at have været en Affødning deels af de ſidſte urolige Tider, hvor ſaa mange Udlændinger, der tildeels intet ordentligt havde at tage ſig til, ſøgte til Landet, deels af de mange Begunſtigelſer der viiſtes Pilegrimene, nemlig at Bygderne bleve overløbne af alſkens Landſtrygere og andet Pak, der gjorde mange Uordener og vare Indbyggerne til ſtor Ulempe. Kongen indrettede derfor etſlags Pasvæſen, og dette er den førſte Gang, vi møde Begyndelſen til denne Inſtitution i Norge[1]. „Formedelſt de ſtore Ribbalder“, ytrer Kongen, „og andre Landſtrygere, der foregive at de ſkulle fare i Pilegrimsferder eller andenſteds med forſkjellige Erender, under falſke Udſagn, ødelæggende Bygderne med mangfoldige Uordener, og gjørende ondt hvor ſom helſt de komme frem, have vi med Raad og Samtykke af de bedſte Mænd i Landet, ſtadfeſtet, at enhver ubekjendt Udlænding, der vil drage gjennem Landet, ſkal have Vidnesbyrds-Brev fra en Konge eller Hertug, Biſkop eller Domcapitel, Jarl eller Sysſelmand, Lagmand eller Bymænd eller andre vederheftige Mænd paa det Sted, hvor han hører hjemme, hvoraf man med fuldkommen Paalidelighed kan ſee at han er en ſkikkelig Mand. Har han intet ſaadant at fremviſe, ſkal Sysſelmanden tvinge ham til at rejſe hjem igjen for at faa ſig et ſaadant Brev og Skudsmaal. Drager han videre uden Sysſelmandens Tilladelſe, da ſkal han tages og ſendes hjem, og de Sager, han medbringer, ſkulle forvares indtil han kommer tilbage med tilſtrækkeligt

  1. Norges gl. Love III. No. 17, S. 58.