Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/393

371

1302. Lovgivning om Udlændingers Handel. Pasvæsen.

Viin der indførtes, og intet maatte udlosses uden Tilladelse derfra, for hvilken der skulde svares en Told af 18 engelske Peninger for hvert Viinfad; ligesaa af Olje. Og al den Viin, der udskjenkedes, maatte kun sælges efter.Lagmandens og Raadmændenes nærmere Bestemmelse, paa de Steder, som tidligere dertil vare bestemte, eller i de Gaarde, hvilke Kongen ved særeget Brev havde forundt Ret dertil. Herfor skulde Lagmanden og Raadmændene have eet Støb Viin af hvert Viinfad, der tappedes til Udskjenkning. Overtraadtes disse Bestemmelser, skulde al Vinen være forbrudt til. Kongen. Egentlig nævnes nu her kun Udlændinger i Almindelighed, og ikke Tydskerne alene, men da det jo var Tydskerne, som allerede vare i Hovedbesiddelse af Handelen med Norge, saa vare dog Indskrænkningerne nærmest rettede mod dem; der henviistes desuden udtrykkeligt til de i deres tidligere Frihedsbreve opstillede Undtagelser. Kan man nu end ikke ligefrem sige, at der skete et Brud paa de Privilegier, som vare dem forundte, saa gik man dog saa nær ind paa dem, som muligt, og viiste i alle Fald, at man ikke var dem venligt stemt. Den samme Stemning kan, hvorvel ikke saa umiddelbart, spores i nogle Bestemmelser, vedkommende de indre Forhold i Bergen, der nogle Maaneder tidligere end de nys omhandlede Anordninger, den 9de Februar 1302, vare vedtagne paa et Bymøde, maaskee ogsaa i Kongens Nærværelse eller i det mindste efter hans Foranstaltning. Alle tilsejlende Kjøbmænd, norske eller fremmede, skulde have tosset inden 8 Dage efter at de havde lagt til Bryggen, forudsat at Vejret tillod det; enhver skulde oplægge Ladningen i den Gaard, hvor han havde lejet Pakbodrum, og udenfor den skulde han ligge med sit Skib. For Tran- og Honningtønder skulde der gives Huusbonden en Extra-Betaling, maaskee fordi disse Varer ansaaes mere farlige med Hensyn til Ildsvaade. Almenningerne og Bryggerne skulde altid holdes ryddelige. Ingen maatte holde Øltapning i Byen uden den, der lejede Gaard eller Bryggeri, og alslags Drik skulde sælges i stemplede Maalekar, ikke i Horn, Kruus eller Kander. Taxter bestemtes for Skrædere, Overskærere og Galanterihandlere (Glismangarar), Meel- og Smørhandlere, samt Sildehandlere. Ingen maatte kjøbe Varer til Udsalg i Smaat, førend alle andre havde gjort sit Indkjøb: en Bestemmelse, der kunde være velmeent nok, men var lettere at give end at overholde. I hver Fjerding af Byen skulde der være to Klædehandlere, som ikke maatte udsælge andet end gamle og brugte Klæder, saavel som andet gammelt og brugt Kram; deres Huusverter skulde indestaa for deres Redelighed. Det er aabenbart, at man endnu, ligesom paa den Tid, da Kongespejlet blev forfattet, betragtede Smaahandlerne eller de saakaldte Mangere med afgjort Ugunst, men nu saa meget mere, som de for det meste vistnok vare Ud-