Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/393

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
371
1302. Lovgivning om Udlændingers Handel. Pasvæſen.

Viin der indførtes, og intet maatte udlosſes uden Tilladelſe derfra, for hvilken der ſkulde ſvares en Told af 18 engelſke Peninger for hvert Viinfad; ligeſaa af Olje. Og al den Viin, der udſkjenkedes, maatte kun ſælges efter.Lagmandens og Raadmændenes nærmere Beſtemmelſe, paa de Steder, ſom tidligere dertil vare beſtemte, eller i de Gaarde, hvilke Kongen ved ſæreget Brev havde forundt Ret dertil. Herfor ſkulde Lagmanden og Raadmændene have eet Støb Viin af hvert Viinfad, der tappedes til Udſkjenkning. Overtraadtes disſe Beſtemmelſer, ſkulde al Vinen være forbrudt til. Kongen. Egentlig nævnes nu her kun Udlændinger i Almindelighed, og ikke Tydſkerne alene, men da det jo var Tydſkerne, ſom allerede vare i Hovedbeſiddelſe af Handelen med Norge, ſaa vare dog Indſkrænkningerne nærmeſt rettede mod dem; der henviiſtes desuden udtrykkeligt til de i deres tidligere Frihedsbreve opſtillede Undtagelſer. Kan man nu end ikke ligefrem ſige, at der ſkete et Brud paa de Privilegier, ſom vare dem forundte, ſaa gik man dog ſaa nær ind paa dem, ſom muligt, og viiſte i alle Fald, at man ikke var dem venligt ſtemt. Den ſamme Stemning kan, hvorvel ikke ſaa umiddelbart, ſpores i nogle Beſtemmelſer, vedkommende de indre Forhold i Bergen, der nogle Maaneder tidligere end de nys omhandlede Anordninger, den 9de Februar 1302, vare vedtagne paa et Bymøde, maaſkee ogſaa i Kongens Nærværelſe eller i det mindſte efter hans Foranſtaltning. Alle tilſejlende Kjøbmænd, norſke eller fremmede, ſkulde have tosſet inden 8 Dage efter at de havde lagt til Bryggen, forudſat at Vejret tillod det; enhver ſkulde oplægge Ladningen i den Gaard, hvor han havde lejet Pakbodrum, og udenfor den ſkulde han ligge med ſit Skib. For Tran- og Honningtønder ſkulde der gives Huusbonden en Extra-Betaling, maaſkee fordi disſe Varer anſaaes mere farlige med Henſyn til Ildsvaade. Almenningerne og Bryggerne ſkulde altid holdes ryddelige. Ingen maatte holde Øltapning i Byen uden den, der lejede Gaard eller Bryggeri, og alſlags Drik ſkulde ſælges i ſtemplede Maalekar, ikke i Horn, Kruus eller Kander. Taxter beſtemtes for Skrædere, Overſkærere og Galanterihandlere (Glismangarar), Meel- og Smørhandlere, ſamt Sildehandlere. Ingen maatte kjøbe Varer til Udſalg i Smaat, førend alle andre havde gjort ſit Indkjøb: en Beſtemmelſe, der kunde være velmeent nok, men var lettere at give end at overholde. I hver Fjerding af Byen ſkulde der være to Klædehandlere, ſom ikke maatte udſælge andet end gamle og brugte Klæder, ſaavel ſom andet gammelt og brugt Kram; deres Huusverter ſkulde indeſtaa for deres Redelighed. Det er aabenbart, at man endnu, ligeſom paa den Tid, da Kongeſpejlet blev forfattet, betragtede Smaahandlerne eller de ſaakaldte Mangere med afgjort Ugunſt, men nu ſaa meget mere, ſom de for det meſte viſtnok vare Ud-