23. Naar Sysselmanden selv indstevnte en Mand for sig inden Halvfylket, for at undersøge hans Sag, eller den ene Part stevnede den anden til Sysselmanden for at lade Sagen undersøge, skulde den Indstevnte indfinde sig, eller i Udeblivelsestilfælde bøde Mk. til Kongen, Mk. til Sagsøgeren. Fristerne skulde være afpassede efter Afstanden, og Sysselmanden skulde omhyggelig undersøge Sagen, samt skifte Ret mellem Parterne, hvis han fik overtaget saa meget. Men hvis dette ej var ham muligt, skulde han uden Godtgjørelse give sin Undersøgelse skriftlig beskreven, enten stilet lige til Kongen eller til Lagmanden, og denne skulde da derefter fælde sin Orskurd, uden at det var nødvendigt at føre Vidnerne for vant. Dette havde nu vistnok til Hensigt at skaffe Almuesmændene lettere, hurtigere og mindre bekostelig Rets-Afgjørelse, men Sysselmændene fik unegtelig derved en umiddelbart dømmende Myndighed, som egentlig var stridende mod deres Embedes executive Charakteer, og som i et endnu skarpere Lys end hidindtil betegnede Kronen som al Statsmyndigheds Ophav og Kilde. Og Gejstlighedens Klager over, at kirkelige Sager behandledes af verdslige Dommere maatte derved faa end større Vegt naar man var udsat for, at ikke engang de egentlige Dommere, men de blotte civil-militære Befalingsmænd, kunde komme til at afgjøre Retstrætter.
Den 24de Artikel fuldstændiggjorde Arvetallet.
Den 25de gjentog Forbudet mod Aager.
Den 26de bestemte, at den gamle Christenret, altsaa den af 1244, skulde gjelde med Hensyn til Tiende af den Leje, der oppebares før Køer.
Artikel 27 og 28 bestemte, at naar de kongelige Ombudsmænd opnævnte tolv Dommere ved større Forbrydelser, der straffedes med Livs eller Lemmers Tab, skulde disse Dommere hverken være beslægtede eller have Retssager med Forbryderen, ligesom og deres Dom skulde bekræftes af de øvrige Thingmænd; heller ikke maatte Nogen der opnævntes til en Dom, under Mks. Bod unddrage sig dette Hverv.
De tre sidste Artikler (29–31) handle om mindre vigtige Tilfælde.
Det sees ved første Øjekast, at af de ovenfor anførte Artikler angaar Art. 1, 2, 3, 6, 7 og 26 Materier, om hvilken det ifølge Compositionen ene tilkom Gejstligheden at treffe Bestemmelser. Naar altsaa de verdslige Høvdinger, uden at spørge de Gejstlige ad, gave Love desangaaende, selv om disse Love havde været gunstigere for Gejstligheden, end de her omhandlede, saa vilde de dog ligefuldt have brudt Compositionen, hvilken de altsaa ved denne Retterbods Vedtagelse i Gjerningen erklærede omstyrtet. De verdslige Høvdinger havde saaledes, istedetfor at lade sig bevæge af Erkebiskoppens tidligere Forestillinger og skræmme af
