Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/39

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
17
1280. Almindelig Retterbod for Norge.


23. Naar Sysſelmanden ſelv indſtevnte en Mand for ſig inden Halvfylket, for at underſøge hans Sag, eller den ene Part ſtevnede den anden til Sysſelmanden for at lade Sagen underſøge, ſkulde den Indſtevnte indfinde ſig, eller i Udeblivelſestilfælde bøde Mk. til Kongen, Mk. til Sagſøgeren. Friſterne ſkulde være afpasſede efter Afſtanden, og Sysſelmanden ſkulde omhyggelig underſøge Sagen, ſamt ſkifte Ret mellem Parterne, hvis han fik overtaget ſaa meget. Men hvis dette ej var ham muligt, ſkulde han uden Godtgjørelſe give ſin Underſøgelſe ſkriftlig beſkreven, enten ſtilet lige til Kongen eller til Lagmanden, og denne ſkulde da derefter fælde ſin Orſkurd, uden at det var nødvendigt at føre Vidnerne for vant. Dette havde nu viſtnok til Henſigt at ſkaffe Almuesmændene lettere, hurtigere og mindre bekoſtelig Rets-Afgjørelſe, men Sysſelmændene fik unegtelig derved en umiddelbart dømmende Myndighed, ſom egentlig var ſtridende mod deres Embedes executive Charakteer, og ſom i et endnu ſkarpere Lys end hidindtil betegnede Kronen ſom al Statsmyndigheds Ophav og Kilde. Og Gejſtlighedens Klager over, at kirkelige Sager behandledes af verdslige Dommere maatte derved faa end ſtørre Vegt naar man var udſat for, at ikke engang de egentlige Dommere, men de blotte civil-militære Befalingsmænd, kunde komme til at afgjøre Retstrætter.

Den 24de Artikel fuldſtændiggjorde Arvetallet.

Den 25de gjentog Forbudet mod Aager.

Den 26de beſtemte, at den gamle Chriſtenret, altſaa den af 1244, ſkulde gjelde med Henſyn til Tiende af den Leje, der oppebares før Køer.

Artikel 27 og 28 beſtemte, at naar de kongelige Ombudsmænd opnævnte tolv Dommere ved ſtørre Forbrydelſer, der ſtraffedes med Livs eller Lemmers Tab, ſkulde disſe Dommere hverken være beſlægtede eller have Retsſager med Forbryderen, ligeſom og deres Dom ſkulde bekræftes af de øvrige Thingmænd; heller ikke maatte Nogen der opnævntes til en Dom, under Mks. Bod unddrage ſig dette Hverv.

De tre ſidſte Artikler (29—31) handle om mindre vigtige Tilfælde.

Det ſees ved førſte Øjekaſt, at af de ovenfor anførte Artikler angaar Art. 1, 2, 3, 6, 7 og 26 Materier, om hvilken det ifølge Compoſitionen ene tilkom Gejſtligheden at treffe Beſtemmelſer. Naar altſaa de verdslige Høvdinger, uden at ſpørge de Gejſtlige ad, gave Love desangaaende, ſelv om disſe Love havde været gunſtigere for Gejſtligheden, end de her omhandlede, ſaa vilde de dog ligefuldt have brudt Compoſitionen, hvilken de altſaa ved denne Retterbods Vedtagelſe i Gjerningen erklærede omſtyrtet. De verdslige Høvdinger havde ſaaledes, iſtedetfor at lade ſig bevæge af Erkebiſkoppens tidligere Foreſtillinger og ſkræmme af