Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/38

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
16
Erik Magnussøn.


7. Det forbødes, at herefter Nogen skulde kunne tvinges til edeligen at love at egte den Kvinde, han før havde haft til Frille, om han end havde haft Omgang med hende efter at have gaaet til Skrifte og Bod.

8. Lagthingets Indsegl skulde forvares under tre Laase, Lagmandens, Sysselmandens og Sogneprestens, og ikke bruges til andet end til de Sager, der afgjordes paa Lagthinget, undtagen naar skjønsomme Mænd fandt, at uomgængelig Nødvendighed krævede øjeblikkelig Læsning og Besegling af et Brev.

9. Femten-Aars-Alderen bestemtes til den rette Lavalder saavel med Hensyn til Vidnesbyrds Aflæggelse som til Oppebærelse af Bøder og til Straf.

10. Naar Nogen var stevnet til Kongen indenlands, og ikke mødte, idetmindste ved Fuldmægtig, uden lovligt Forfald, skulde han bøde 3 Mk. Sølv til Kongen, med mindre han havde budet sin Sag til ret Ransagning hjemme af Lagmanden eller Sysselmanden, og Modparten ej havde modtaget Tilbudet.

11. De Gaver, som man i testamentariske Dispositioner gjorde til andre Folks Fordeel, skulde overholdes, saa længe de ikke tilsammen oversteeg en Fjerdedeel og en Tiendedeel af Formuen; men vare de større, skulde der afkortes for enhver af Legatarierne forholdsviis, indtil de til sammen kun udgjorde hiint Beløb. Heri vare dog ikke Sjælegaver indbefattede. Ligeledes skulde de Gaver, staa ved Magt, som man bortgav i sund og frisk Tilstand, i Vidners Overvær, naar kun skjønsomme Mænd ej erklærede det for Arvesvig.

12. Naar Nogen drog fra sin Hjembygd til andre Steder, hvor han ej var bekjendt, skulde han have Lagmandens, Sysselmandens eller andre paalidelige Mænds skriftlige Vidnesbyrd om, at han var en uberygtet Mand. – Dette er første tvang, at Pas- og Attest-Væsen hos os findes omtalt.

13. Naar Nogen vil indtale sin Odelsjord, men Besidderen, for at spilde Odelssøgsmaalet, hemmeligt havde overdraget den til en anden, skulde han være forpligtet til at sige Sagsøgeren, hvo denne anden Person var; hvis han fordulgte det, skulde han betale et Aars Landskyld.

14–22 indeholde nærmere, mindre vigtige Bestemmelser om Budbyrd, Gjeldssøgsmaal, Maal og Vegt, Formuesforhold mellem Egtefolk, m. m.

22. Alle Penge- og Odels-Søgsmaal skulde indbringes for Lagmanden en Sysselmanden, hvad enten saa Sagsøgeren var Gejstlig eller Verdslig.