Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/38

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
16
Erik Magnusſøn.


7. Det forbødes, at herefter Nogen ſkulde kunne tvinges til edeligen at love at egte den Kvinde, han før havde haft til Frille, om han end havde haft Omgang med hende efter at have gaaet til Skrifte og Bod.

8. Lagthingets Indſegl ſkulde forvares under tre Laaſe, Lagmandens, Sysſelmandens og Sognepreſtens, og ikke bruges til andet end til de Sager, der afgjordes paa Lagthinget, undtagen naar ſkjønſomme Mænd fandt, at uomgængelig Nødvendighed krævede øjeblikkelig Læsning og Beſegling af et Brev.

9. Femten-Aars-Alderen beſtemtes til den rette Lavalder ſaavel med Henſyn til Vidnesbyrds Aflæggelſe ſom til Oppebærelſe af Bøder og til Straf.

10. Naar Nogen var ſtevnet til Kongen indenlands, og ikke mødte, idetmindſte ved Fuldmægtig, uden lovligt Forfald, ſkulde han bøde 3 Mk. Sølv til Kongen, med mindre han havde budet ſin Sag til ret Ranſagning hjemme af Lagmanden eller Sysſelmanden, og Modparten ej havde modtaget Tilbudet.

11. De Gaver, ſom man i teſtamentariſke Dispoſitioner gjorde til andre Folks Fordeel, ſkulde overholdes, ſaa længe de ikke tilſammen overſteeg en Fjerdedeel og en Tiendedeel af Formuen; men vare de ſtørre, ſkulde der afkortes for enhver af Legatarierne forholdsviis, indtil de til ſammen kun udgjorde hiint Beløb. Heri vare dog ikke Sjælegaver indbefattede. Ligeledes ſkulde de Gaver, ſtaa ved Magt, ſom man bortgav i ſund og friſk Tilſtand, i Vidners Overvær, naar kun ſkjønſomme Mænd ej erklærede det for Arveſvig.

12. Naar Nogen drog fra ſin Hjembygd til andre Steder, hvor han ej var bekjendt, ſkulde han have Lagmandens, Sysſelmandens eller andre paalidelige Mænds ſkriftlige Vidnesbyrd om, at han var en uberygtet Mand. — Dette er førſte tvang, at Pas- og Atteſt-Væſen hos os findes omtalt.

13. Naar Nogen vil indtale ſin Odelsjord, men Beſidderen, for at ſpilde Odelsſøgsmaalet, hemmeligt havde overdraget den til en anden, ſkulde han være forpligtet til at ſige Sagſøgeren, hvo denne anden Perſon var; hvis han fordulgte det, ſkulde han betale et Aars Landſkyld.

14—22 indeholde nærmere, mindre vigtige Beſtemmelſer om Budbyrd, Gjeldsſøgsmaal, Maal og Vegt, Formuesforhold mellem Egtefolk, m. m.

22. Alle Penge- og Odels-Søgsmaal ſkulde indbringes for Lagmanden en Sysſelmanden, hvad enten ſaa Sagſøgeren var Gejſtlig eller Verdslig.