Syge, der dræbte henved 600 Mennesker, ikke lidet i det tyndt befolkede Land. Ødelæggelserne medførte Mangel og Dyrtid[1], og alligevel fik ikke Øen den Tilførsel, som Indbyggerne paastode havde været den lovet. Vi have seet, at ved Overeenskomsten i 1262 var det blevet bestemt, at Norges Konge for de første to Aar skulde sende sex Skibe, ladede med Nødvendighedsartikler, til Landet, og dette var senere, uvist naar, maaskee ligeledes ved Jonsbogens Antagelse 1281, blevet udvidet derhen, r at de sex Skibe skulde sendes aarligt. Men dette var blevet undladt i den sidste Tid. Heri, som i meget andet, saa Islændingerne et Brud paa Overeenskomsten, og vægrede sig, efter hvad man af de paafølgende Forhandlinger kan slutte, for at hylde Haakon som Konge, og sverge ham Troskabs-Eed, førend han havde forpligtet sig til visse Betingelser, navnlig om Syslernes og Lagstolenes Besættelse med Indfødde, om den aarlige Tilførsel og om Ophør af de ulovmedholdige Udenlandsstevninger. Men det er aabenbart, at Kong Haakon ikke ansaa sig bunden og ikke vilde være bunden ved nogen Overeenskomst eller Betingelser, og at han formelig gjorde dette til en Princip-Sag; han vilde have en simpel og ligefrem Underkastelse, saa kunde man siden bønskriftsviis andrage om de Forandringer, man ønskede, saaledes som Lodin Lepp allerede ytrede i 1281[2]; overhoved synes det at have været hans Hensigt, ganske at sætte Island i Klasse med de øvrige Skatlande. For da at vise Islændingerne, at han ikke lod sig skræmme af deres Trods, og at han ikke vilde vige et Haarsbred i sin Beslutning, gjorde han i 1301 et alvorligt Skridt og begav sig rimeligviis strax efter til Bergen, for faa meget nærmere at afvente dets Virkning. Han sendte den myndige Hr. Alf af Kroken (i indre Sogn) med sit Brev og Budskab, at Islændingerne strax, og som man maa antage, ubetinget skulde aflægge ham
- ↑ De. isl. Annaler ved 1300 og 1301. Det bemerkes udtrykkeligt i Annalerne, at der paa samme Tid skede Udbrud (af Ætna) paa Sicilien, aabenbart fordi Nedskriveren derved har villet antyde en Forbindelse mellem de underjordiske eruptive Masser paa begge Steder, skjønt saa langt fjernede fra hinanden. Blandt de Ulykkestilfælde, der i de isl. Annaler anføres for disse Aar, er ogsaa det, at et Skib, kaldet Holtabjørnsbussen, forliste ved, Færøerne med henved 50 Mand. Men det er vel et stort Spørgsmaal, om dette Skib var islandsk, thi det maa have tilhørt og faaet Navn efter den nogle Aar forud afdøde Holtabjørn, hvis Søn Audun var Prior i Hovedø Kloster, og hvis Enke Ragnhild i 1296 gav sig ind i Klostret med alt sit Gods, for hvilket Audun kjøbte Gaarden Solberg i Syllingdal og lod hende efter hendes Død begrave i Klosterkirkens Chor, hvor hendes Liigsteen endnu findes. (Langes Klosterhistorie S. 406). Heraf skulde man slutte at Holtabjørn har været en Nordmand.
- ↑ Se ovf. S. 65.
