Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/379

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
357
1300—1301. Landeplager paa Island.

Syge, der dræbte henved 600 Menneſker, ikke lidet i det tyndt befolkede Land. Ødelæggelſerne medførte Mangel og Dyrtid[1], og alligevel fik ikke Øen den Tilførſel, ſom Indbyggerne paaſtode havde været den lovet. Vi have ſeet, at ved Overeenskomſten i 1262 var det blevet beſtemt, at Norges Konge for de førſte to Aar ſkulde ſende ſex Skibe, ladede med Nødvendighedsartikler, til Landet, og dette var ſenere, uviſt naar, maaſkee ligeledes ved Jonsbogens Antagelſe 1281, blevet udvidet derhen, r at de ſex Skibe ſkulde ſendes aarligt. Men dette var blevet undladt i den ſidſte Tid. Heri, ſom i meget andet, ſaa Islændingerne et Brud paa Overeenskomſten, og vægrede ſig, efter hvad man af de paafølgende Forhandlinger kan ſlutte, for at hylde Haakon ſom Konge, og ſverge ham Troſkabs-Eed, førend han havde forpligtet ſig til visſe Betingelſer, navnlig om Syſlernes og Lagſtolenes Beſættelſe med Indfødde, om den aarlige Tilførſel og om Ophør af de ulovmedholdige Udenlandsſtevninger. Men det er aabenbart, at Kong Haakon ikke anſaa ſig bunden og ikke vilde være bunden ved nogen Overeenskomſt eller Betingelſer, og at han formelig gjorde dette til en Princip-Sag; han vilde have en ſimpel og ligefrem Underkaſtelſe, ſaa kunde man ſiden bønſkriftsviis andrage om de Forandringer, man ønſkede, ſaaledes ſom Lodin Lepp allerede ytrede i 1281[2]; overhoved ſynes det at have været hans Henſigt, ganſke at ſætte Island i Klasſe med de øvrige Skatlande. For da at viſe Islændingerne, at han ikke lod ſig ſkræmme af deres Trods, og at han ikke vilde vige et Haarsbred i ſin Beſlutning, gjorde han i 1301 et alvorligt Skridt og begav ſig rimeligviis ſtrax efter til Bergen, for faa meget nærmere at afvente dets Virkning. Han ſendte den myndige Hr. Alf af Kroken (i indre Sogn) med ſit Brev og Budſkab, at Islændingerne ſtrax, og ſom man maa antage, ubetinget ſkulde aflægge ham

  1. De. isl. Annaler ved 1300 og 1301. Det bemerkes udtrykkeligt i Annalerne, at der paa ſamme Tid ſkede Udbrud (af Ætna) paa Sicilien, aabenbart fordi Nedſkriveren derved har villet antyde en Forbindelſe mellem de underjordiſke eruptive Masſer paa begge Steder, ſkjønt ſaa langt fjernede fra hinanden. Blandt de Ulykkestilfælde, der i de isl. Annaler anføres for disſe Aar, er ogſaa det, at et Skib, kaldet Holtabjørnsbusſen, forliſte ved, Færøerne med henved 50 Mand. Men det er vel et ſtort Spørgsmaal, om dette Skib var islandſk, thi det maa have tilhørt og faaet Navn efter den nogle Aar forud afdøde Holtabjørn, hvis Søn Audun var Prior i Hovedø Kloſter, og hvis Enke Ragnhild i 1296 gav ſig ind i Kloſtret med alt ſit Gods, for hvilket Audun kjøbte Gaarden Solberg i Syllingdal og lod hende efter hendes Død begrave i Kloſterkirkens Chor, hvor hendes Liigſteen endnu findes. (Langes Kloſterhiſtorie S. 406). Heraf ſkulde man ſlutte at Holtabjørn har været en Nordmand.
  2. Se ovf. S. 65.