Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/378

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
356
Haakon Magnusſøn.

kom ud til Island, medbringende kongelig Befaling til højtideligen at fratage den forhenværende Lagmand, Jon Einarsſøn, ſin Herretitel[1]. Aaret efter (1300) rejſte han tilligemed Hr. Sturla Jonsſøn og Lagmanden Hr. Thorlak Narvesſøn til Norge, medens Odd Thorvardsſøn, der ſynes at have været en af de ſidſt indſtevnede haandgangne Mænd, kom tilbage til Island[2]; alle disſe hyppige Rejſer frem og tilbage, aabenbart ifølge kongelig Befaling, vidne om at meget har været anderledes end Kongen ønſkede, og at der herſkede en ikke ringe Gjæring. Det lader til at Kongen med de hyppige Kaldelſer til Norge af højbaarne Islændinger ikke alene har haft til Henſigt at raadſlaa med dem, tale godt for dem eller iretteſætte dem, men ogſaa at beholde dem hos ſig ſom Giſler, efter ſin Farfaders Exempel, eller i det mindſte at hindre dem, han anſaa for urolige Hoveder, fra at gjøre Skade; enkelte bleve ſaaledes, neppe med deres gode Vilje, flere Aar i Norge, ſom Thorlak Lagmand, der ej mere kom tilbage, men døde i Kongehelle 1303[3]. Den almindelige Misſtemning paa Øen maa tillige have været betydeligt forøget ved alle de Landeplager, der i denne Tid overgik den. I 1300 var den blevet hjemſøgt af et Udbrud af Hekla, frygteligere end noget tidligere. Store Bjergmasſer ſlyngedes ſammen, ſaa at Braget hørtes lige til Nordlandet, hvorhen ogſaa Aſken og Sanden førtes i ſaadan Mængde, at det blev ganſke mørkt, og man vidſte ikke, enten det var Dag eller Nat; mellem Vatns-Skard og Øxarheid blev Jorden ganſke tildækket med Sand, der føg ſammen i ſtore Fanner, ſaa at Folk næſten ikke kunde finde Vejen. Paa Sønderlandet og Øſterlandet faldt der ligeledes megen Sand, og dertil ſkede der voldſomme Jordſkjelv, ſaa at en Mængde Gaarde ſtyrtede ned. Og disſe Udbrud vedvarede næſten i et heelt Aar, lige fra Midſommer 1300. Det heftigſte Jordſkjelv var 30te December. Omtrent ſamtidigt 130i udbrød paa Nordlandet en ſmitſom

  1. Isl. Annaler, ved 1299. Samtidigt med Erlend ſterke og rimeligviis i Følge med ham kom ogſaa Eyjulf Asgrimsſøn, Søn af den i 1285 ff. o. S. 81) afdøde Hr. Asgrim Thorſteinsſøn. Han førte Herretitel, og havde viſtnok Sysſel, ligeſom hans Fader.
  2. Annalerne, ved 1300. Odd Thorvardsſøn var en Søn af Hr. Thorvard Thorarinsſøn, der var død i Norge 1297. Naar Odd rejſte til Norge, ſiges ikke; muligt kan det dog ogſaa have været i Anledning af Faderens Dødsfald. Den 22de Mai 1300 var han endnu i Bergen, thi da finde vi ham ſom Medbeſegler paa et Brev, hvorved Hr. Peter paa Eid ſolgte en Part af ſit Odelsgods Eid til Munkelivs-Kloſter (Munkelivsbogen S. 147). Dette tyder paa at Peter paa Eid under ſit Ophold paa Island har ſluttet Venſkab med Odd. Denne kaldes her Hr. Odd Thorvardsſøn, altſaa havde han da faaet Herretitel. Han døde Vaaren efter ſin Hjemkomſt til Island, 1ſte Marts 1301.
  3. De isl. Annaler, ved ilsom Thorlaks Dødsdag var den 15de Marts.