Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/377

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
355
Islands Forhold til Norge.

mulig, og Raadsherrerne derfor ſandſynligviis afgjorde Sagen paa egen Haand, ſaa vidt man maa formode, til de islandſke Høvdingers Tilfredshed, ſiden Ravn Oddsſøn ſaa ivrigt tog Raadsherrernes Parti mod Erkebiſkoppen. Altſaa har det formodentlig været ved denne Lejlighed, at der aller førſt blev givet Islændingerne Tilſagn om „at Sysſelmænd og Lagmænd i Landet ſkulde være islandſke, af deres Ætt, ſom tidligere havde opgivet Godordene“[1]. Men der maa dog have været en Hage derved, ſiden Tilſagnet ikke findes indført i de islandſke Lovbøger, der ellers ſaa omhyggeligt have optaget alt hvad ſom vedkommer Landets offentlige Ret. Sandſynligviis var det netop den Omſtændighed, at det ikke var ſamtykket af Raadet og Erkebiſkoppen i Forening, ſom gjorde, at det ikke anſaaes for lovformeligen ſtadfæſtet, og derfor have vel hverken Kong Erik eller efter ham Kong Haakon anſeet ſig ſtrengt taget bundne derved. Imidlertid overdrog Erik i Regelen Syſlerne til islandſke Høvdinger; de Nordmænd, han ſendte ud, vare mere et Slags Overtilſynsmænd eller Statholdere, og naar de, ſom Hr. Peter paa Eid, fik en Deel af Landet i Sysſel, ſynes det meſt at have været, for at de derved kunde holde ſig og ſine Folk. Hvad Lagmændene derimod angaar, da var Hr. Erlend ſterke kun paa mødrene Side af islandſk Ætt, og det ſamme kan ſiges om hans Søn Hauk Erlendsſøn, der blev Lagmand i 1295. Imidlertid havde Islændingerne, ſom ovenfor berettet, aabenbart nok erkjendt Kong Erik for deres Herre og „den ſom er ſat over Loven“ ved at lade Thorlak Lagmand overrække ham de paa Althinget vedtagne Forandringer i Lovbogen til Bekræftelſe. Men ſtrax efter maa der have været ytret tydelige Tegn til Misfornøjelſe, maaſkee i Anledning af at de tolv Bønder, der havde tilſvoret Biſkop Arne Kirkegodſerne, bleve ſtevnte over til Norge. Thi det er ovenfor berørt, at tolv haandgangne Mænd og tolv Bønder ſtrax efter bleve ſtevnte over til Norge, hvad enten nu dette var i 1298 eller 1299; i 1299 begav ligeledes Preſten Arne Helgesſøn, den afdøde Biſkop Arnes Syſterſøn, ſig til Norge, neppe uden Opfordring, medens derimod Hr. Erlend ſterke, ſom vi have ſeet,

  1. Jvfr. ovfr., S. 64—71. At virkelig Islændingerne i 1281 maa have opſat Betingelſer eg faaet et Slags Tilſagn om de ſenere opſtillede Punkter, ſynes alene at kunne ſluttes deraf, at de i 1302, ſom vi ville ſee, paaſtaa at det var dem lovet, at der hvert Aar ſkulde komme ſex Skibe, medens der i Overeenskomſten af 1262 ikke er Tale om de ſer Skibe for mere end de to førſte Aar. Derhos omtales Tilſagnet om at Lagmænd„og Sysſelmænd ſkulde være islandſke, men det blev ikke givet og kunde ikke gives i 1262, af de ovenfor omtalte Grunde: det maa ſaaledes have været givet af Raadet paa egen Haand, og derfor ſiden være betragtet af Kongerne ſom ugyldigt. Der tales ogſaa udtrykkeligt i Annalerne for 1305 om Tilbagekaldelſe af Beſkyttelſesbreve for Island, givne efter Kong Magnus’s Død. Se nedenfor S. 363.