Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/375

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
353
1302. Hr. Bjarne Lodinsſøn fængſlet.
Der er al Grund til at tro, at flere misfornøjede Stormænd have været i hemmelig Forſtaaelſe med Audun og lagt Planer til at ſtøde Kongen fra Tronen. Thi vi erfare, at ſamme Aar, 1302, maaſkee i September, da Kongen opholdt ſig ved Rigsgrændſen, ſom det nedenfor ſkal omtales, blev Hr. Bjarne Lodinsſøn fængſlet og ſat paa Ragnhildarholms Slot ved Kongehelle[1]. Heller ikke her angives Aarſagen. Men naar man erindrer at Bjarne Lodinsſøn havde været Cantſler under Formynder-Regjeringen, altſaa en gammel Collega og rimeligviis Ven af Audun Hugleiksſøn, der paa den Tid havde meſt at ſige i Raadet, og dermed ſammenholder, hvad der paa ſit Sted nedenfor vil blive berettet, at han ſenere hen virkelig ſlog ſig til Kongens Uvenner og førte en fiendtlig Hær mod Norge, bliver det overmaade ſandſynligt, at han har været i Ledtog med Audun, eller i det mindſte er bleven betydeligt compromitteret ved de Oplysninger, der fremkom under Søgsmaalet mod ham. Maaſkee har Bjarne ſelv været Sysſelmand i Elveſysſel, og er af Kongen bleven beſkyldt for at ville ſpille Ragnhildarholms Slot i fremmede Hænder. Men den kloge, i alſkens Lærdom vel forfarne Mand maa have vidſt at frigjøre ſig for Beſkyldningerne, ſaa at man ej kunde faa nogen Sag paa ham, thi i 1305 finde vi ham paa fri Fod og i en højt anſeet Stilling. Men ganſke uſkyldig var han neppe, hvis man kan ſlutte fra den Rolle, han ſenere ſpillede.
93. Heftig Gjæring paa Island. Kong Haakon hyldet, uden at han dog anſeer ſig bundet ved den ældre Overeenskomſt.


Hvad der foruden Tildragelſen med den falſke Margrete, ja maaſkee endnu mere end denne, kaldte Kong Haakon til Bergen i 1301, ſynes at have været de islandſke Anliggender, der krævede en alvorlig Opmerkſomhed, hvilken letteſt kunde ydes dem fra Bergen. Vi have desværre ikke nøjagtige Efterretninger om de politiſke Begivenheder, ſom forefaldt der, ſiden Striden om Kirkerne og deres Gods var ſluttet, men ſaa meget kan man ſee, hvad vi ogſaa tidligere have antydet, at der herſkede en ikke ringe Gjæring, og at Folket i flere Henſeender anſaa ſig brøſtholdent med Foreningen, ſaaledes ſom den nu var beſkaffen. Hvad der iſær klagedes over, var de hyppige vilkaarlige Udenlandsſtevninger[2],

  1. De isl. Annaler, ved 1302.
  2. Ved „Utanſtefnur“ forſtaaes her viſtnok, ſom Jon Sigurdsſøn har viiſ i ſit Skrift om Islands ſtatsretlige Forfatning S. 24, ikke ſlige Kaldelſer, der ſkeede i Kongens Erende eller offentlig Tjeneſte, men alene ſaadanne, hvor Islændingerne udenfor de i Loven hjemlede Tilfælde ſtevntes til Norge for at ſtaa til Rette, og ſaaledes droges fra ſit Værnething.