Denne siden er korrekturlest
353
1302. Hr. Bjarne Lodinssøn fængslet.
Der er al Grund til at tro, at flere misfornøjede Stormænd have været i hemmelig Forstaaelse med Audun og lagt Planer til at støde Kongen fra Tronen. Thi vi erfare, at samme Aar, 1302, maaskee i September, da Kongen opholdt sig ved Rigsgrændsen, som det nedenfor skal omtales, blev Hr. Bjarne Lodinssøn fængslet og sat paa Ragnhildarholms Slot ved Kongehelle[1]. Heller ikke her angives Aarsagen. Men naar man erindrer at Bjarne Lodinssøn havde været Cantsler under Formynder-Regjeringen, altsaa en gammel Collega og rimeligviis Ven af Audun Hugleikssøn, der paa den Tid havde mest at sige i Raadet, og dermed sammenholder, hvad der paa sit Sted nedenfor vil blive berettet, at han senere hen virkelig slog sig til Kongens Uvenner og førte en fiendtlig Hær mod Norge, bliver det overmaade sandsynligt, at han har været i Ledtog med Audun, eller i det mindste er bleven betydeligt compromitteret ved de Oplysninger, der fremkom under Søgsmaalet mod ham. Maaskee har Bjarne selv været Sysselmand i Elvesyssel, og er af Kongen bleven beskyldt for at ville spille Ragnhildarholms Slot i fremmede Hænder. Men den kloge, i alskens Lærdom vel forfarne Mand maa have vidst at frigjøre sig for Beskyldningerne, saa at man ej kunde faa nogen Sag paa ham, thi i 1305 finde vi ham paa fri Fod og i en højt anseet Stilling. Men ganske uskyldig var han neppe, hvis man kan slutte fra den Rolle, han senere spillede.
93. Heftig Gjæring paa Island. Kong Haakon hyldet, uden at han dog anseer sig bundet ved den ældre Overeenskomst.
Hvad der foruden Tildragelsen med den falske Margrete, ja maaskee endnu mere end denne, kaldte Kong Haakon til Bergen i 1301, synes at have været de islandske Anliggender, der krævede en alvorlig Opmerksomhed, hvilken lettest kunde ydes dem fra Bergen. Vi have desværre ikke nøjagtige Efterretninger om de politiske Begivenheder, som forefaldt der, siden Striden om Kirkerne og deres Gods var sluttet, men saa meget kan man see, hvad vi ogsaa tidligere have antydet, at der herskede en ikke ringe Gjæring, og at Folket i flere Henseender ansaa sig brøstholdent med Foreningen, saaledes som den nu var beskaffen. Hvad der især klagedes over, var de hyppige vilkaarlige Udenlandsstevninger[2],
- ↑ De isl. Annaler, ved 1302.
- ↑ Ved „Utanstefnur“ forstaaes her vistnok, som Jon Sigurdssøn har viis i sit Skrift om Islands statsretlige Forfatning S. 24, ikke slige Kaldelser, der skeede i Kongens Erende eller offentlig Tjeneste, men alene saadanne, hvor Islændingerne udenfor de i Loven hjemlede Tilfælde stevntes til Norge for at staa til Rette, og saaledes droges fra sit Værnething.
