Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/372

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
350
Haakon Magnusſøn.

ſkrige heel ynkeligt. Audun, der vidſte at Vaabendrageren forſtod at tyde Fugleſkrig, ſpurgte ham om han ſkjønnede hvad Ravnen ſagde. „Ja“, var Vaabendragerens Svar, „den ſiger at du drager bort, men kommer aldrig mere tilbage“. „Det ſkal du have løjet“, ſagde Audun, ſpendte ſin Bue, ſkjød Vaabendrageren ihjel, og drog derpaa ene til Bergen, hvor han blev aflivet“. Noget ſandt ſynes dog at maatte ligge til Grund herfor; man maa dog hjemme i Bygden have erindret ſom en merkelig Begivenhed, at han, den mægtige Herre, drog til Bergen, og der maatte lade Livet, og det ſynes ſaaledes temmelig viſt, at han umiddelbart før fin Domfældelſe maa have været paa fri Fod, og opholdt ſig hjemme paa ſin Borg Hegranes. Den rette Sammenhæng af denne gaadefulde Sag, om hvilken de ſamtidige Kilder desværre intet nærmere melde, turde ſaaledes være denne, at Audun virkelig ved ſin Fremferd i 1295, da han med eller mod Hertug Haakons Ønſke ſkulde ſkaffe ham en Brud, havde paadraget ſig hans Unaade, der viſtnok end mere tiltog, fordi Hertugen med Misnøje betragtede den Indflydelſe, han havde hos Kongen, og ſom han i høj Grad ſynes at have misbrugt til ſin egen Berigelſe; at Haakon, ſaaledes ſom ovenfor antydet, ſtrax efter ſig Tronbeſtigelſe har fordret at Audun ſkulde tilbagegive ſine Forleninger, maaſkee ogſaa krævet Regnſkab af ham for de franſke Subſidiepenge, og at denne har gjort Vanſkeligheder derved, ja endog, vel bidende at Kongen ikke var ham gunſtig, har viiſt formelig Trods, vægret ſig ved at hylde ham eller oplade ham Tunsberghuus, e. a. d.; at han er kommen tilkort og bleven ſat faſt, men efter en Tids Forløb atter har faaet ſin Frihed, mod Løfte om at forholde ſig rolig og ikke foretage ſig noget til Kongens Skade; at han da har begivet ſig til ſin Ættegaard Hegranes og en Stund holdt ſig i Ro, men af Harme over ſit Fald dog ſat allehaande hemmelige Stemplinger mod Kongen i Gang, og navnlig været Medvider i eller Ophavsmand til den falſke Margretes Fremtræden; at Kongen under ſit Ophold i Bergen ſtrax efter hendes Aflivelſe eller maaſkee endog før har indſtevnet ham til ſig for at ſtaa til Rette, at han uagtet fine Mænds Advarſler har indfundet ſig i den Tanke, at man ikke ſkulde kunne faa noget Beviis mod ham, men at han dog er bleven befunden ſkyldig, maaſkee endog med Tilſideſættelſe af de tilbørlige Retsformer, og henrettet ſom Landsforræder[1]. Naar

  1. Hvad der i høi Grad beſtyrker dette, er den Omſtændighed, at allerede ældre Beretninger omtale begge Henrettelſer næſten under eet: ſaaledes Laurentius’s Saga Cap. 16: „da blev Audun Heſtakorn hængt, og Margrete, der udgav ſig for Kong Eriks Datter, brændt“; og Abſalon Pedersſøn l. c.: „Hr. Audun fangen 1299, hængt paa Nordnes 1303 (ſkal være 1302), ſomme ſige brændt; ſamme Tid, noget tilforn blev Margrete brændt paa Nordnes“, o. ſ. v.