Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/371

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
349
1302. Audun Hugleiksſøn henrettet.


ledes den haardeſte Nidingsſtraf, og denne Straf var for ſtor, hvis det forholdt ſig ſaaledes, ſom et uſikkert Sagn, hvilket vi allerede ovenfor have berørt, angiver, at han ſkulde have vanæret Kongens eller, ſom hun da kaldtes, Hertugens Brud, da han ſkulde føre hende fra England eller Frankrige (altſaa i 1295)[1]. I det mindſte er det ikke let at indſee, hvorfor Kong Haakon da ikke ligeſaa gjerne lod ham dømme til Døde og henrette umiddelbart efterat han havde ladet ham fængſle, ſamme Aar, ſom han beſteg Tronen. Han maa have lidt Straf for hvad Loven kalder det højeſte Nidingsverk, „at raade Land og Thegner undan Kongen“, altſaa Højforræderi[2]. End videre er det ſandſynligt, at Kongen har givet ham Sag fordi han ikke havde gjort Regnſkab for de 6000 Mkr. Sterling, ſom han i 1295 havde oppebaaret af de franſke Subſidiepenge (ſ. o. S. 255); thi disſe vare neppe tilbagebetalte. Der er ogſaa et andet Sagn om ham ſaalydende: „Ridder Audun til Aalhuus (hans Ættegaard Hegranes laa nemlig i Nærheden af Aalhuus Kirke i Joluſtør, og dens Ruiner ſkulle endnu af Almuen kaldes Aalhuus) vilde utilbørligt udvide ſin Magt, og laa derfor ideligt i Strid med en Herſe i Nauſtdal; dette mishagede Kongen, der lod ham kalde til Bergen. Audun nedgrov for Sikkerheds Skyld ſine Skatte, ſænkede ſit ſtore Sølvbord ned i Jølſtervandet, og begav ſig afſted, ledſaget af ſin Vaabendrager. Medens de hvilede undervejs, ſatte en Ravn ſig ned i Nærheden af dem, og gav ſig til at

  1. Sagnet om at Audun ſkulde være bleven henrettet „fordi han voldtog Kongen af Norges Gemalinde, ſom han ſkulde føre fra England til Norge“ anføres ſaaledes i den Beretning om Oldſager fra Bergen 1626, der er aftrykt i de ſuhmſke Samlinger II. 3, 43. Siden har Arendt i ſine Bemerkninger om den her ovenfor, S. 1, omtalte Liigſteen paa Fjærde ytret, at den var en Mindeſteen over en Prindſesſe „om hvilken Traditionen fortalte at hun havde fød en Datter, for hvis Tilværelſe Geſandten, der havde hentet hende, fik Skylden“. Men Faye oplyſer i Norſke Sagn S. 183, at han ved Underſøgelſe paa Stedet ikke har hørt noget om et ſaadant Sagn, derimod lyder Sagnet, at der i en Viig ved Hesnes, kaldet Drotningviken, ſtrandede et Skib med en Dronning eller Prindſesſe, der enten var død undervejs, eller omkom ved denne Lejlighed, og blev begraven i Fjærde Kirke, hvor Marmorſtenen ſattes over hende. Efter et andet Sagn blev Stenen ikke ſat ſtrax, men ført fra Udlandet paa et andet Skib til Birkeſtranden, i Kiilsviken, hvor den Onde fik fat paa den, ſaa at den forſvandt. Stenen blev imidlertid af en Preſt Pharo opdaget paa Gaarden Moi, og bragt til Fjærde Kirke, hvorfra den ſenere er kommen til Chriſtiania. Indſkriften antyder, ſom vi allerede have viiſt, en Datter af en norſk Konge og en danſk Fyrſtinde, og kan ſaaledes ikke vedkomme den Brud, Audun ſkulde hjemføre for Hertug Haakon.
  2. Landsloven IV. 3. Ifølge Abſalon Pedersſøn var der ogſaa dem, der fortalte at Audun blev brændt. Formodentlig blev hans Liig brændt. Dette ſkal ogſaa være ſkeet med Bedragerſkens Mands Legeme.