Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/370

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
348
Haakon Magnusſøn.

føres til Skotland, ſaaledes ſom hun ſelv ſiden vidnede, førend hun blev brændt paa Nordnes“ o. ſ. v., og da var Troen paa hendes Egthed i den Grad befæſtet hos Hoben, at man gjorde Pilegrimsrejſer til hendes Henrettelſesſted paa Nordnes og byggede et Capell derover, ſaa at den daværende Biſkop, Audfinn, maatte forbyde det ved et ſtrengt Brev, hvori han udhævede hine ovenfor anførte Beviſer paa Uſandheden af hendes Foregivende[1].

Det var formodentlig ikke længe efter den falſke Margretes Henrettelſe, at ogſaa Hr. Audun Hugleiksſøn maatte lade ſit Liv. Han blev nemlig, ſom det ganſke korteligen fortælles i Annalerne, hængt i Bergen 1302; etſteds henføres endog den falſke Margretes og hans Aflivelſe til ſamme Aar, 1302[2]. Heraf maa man ſlutte at hendes Henrettelſe fandt Sted kort før hans, kort efter Julen 1301—1302, og det bliver ſaaledes højſt ſandſynligt, at han er bleven indviklet med i hendes Sag og befunden deelagtig i Bedrageriet. Da han leed en vanærende Død og alt hans vidløftige Jordegods blev inddraget under Kronen, undergik han ſaa-

  1. Isl. Annaler, ved 1300, 1301 og 1319. Biſkop Audfinns Brev, hvori det udtrykkeligt ſiges at hun kom fra Lübeck, var 20 Aar ældre end Kong Eriks Bryllupsdag, ſamt graahærdet m. m., findes nu kun i en nyere Paraphraſe, indført i en Codex i det kgl. Bibl. i Stockholm; Indholdet deraf er meddeelt hos Suhm, XII. S. 29. Det er dateret 1ſte Februar 1320. I Paraphraſen ſtaar at Biſkoppen og „Hr. Tire“ førte Margretes Liig til Bergen; dette „Tire“ kan ikke være andet end en Fejllæsning for „Thore“, nemlig Hr. Thore Haakonsſøn, Fru Ingebjørg Erlingsdatters Mand, der efter hvad vi ovenfor have viiſt, maa have været med i hendes Følge. Man har et ſenere Brev fra Biſkop Audfinn, dateret 2den April 1320, aftrykt hos Suhm XII. 338 efter Bartholiniana E. S. 61, hvor Biſkoppen beretter til Erkebiſkoppen, at han i Vintrens Løb (nemlig 1ſte Februar) lod forbyde den Uvane med Pilegrimsferder til Nordnes og Paakaldelſer af den Kone, der for mange Aar ſiden var bleven brændt og havde udgivet ſig for Kong Eriks Datter, men at en Chorsbroder fra Nidaros havde ſøgt at hindre Oplæsningen af Forbudet i Apoſtelkirken. Om denne Sag ere ogſaa en heel Deel Vidnesbyrd anførte, (Bartholiniana E. 36—48). Abſalon Pedersſøn (Norges Beſkr. S. 96) ſiger fejlagtigt at den falſke Margrete kom fra Skotland. Det er ham ſom beretter, at der blev bygget en Kirke til hendes Ære: han ſiger ogſaa, at der blev gjort en Viſe derom. — Th. Torvesſøn fortæller (Hist. Norv. IV. 403) at Bedragerſken ifølge ſit Foregivende „var bleven ſolgt af Ingebjørg Erlingsdatter til en Søn af den orknøiſke Jarl Magnus“. Dette er kun en Uagtſomhedsfejl ved Benyttelſen af Flatø-Annalerne, hvor der førſt fortælles om den falſke Margrete, hvilken Beretning ender med de Ord: „og ſagde ſig at være ſolgt af Ingebjørg Erlingsdatter“: ſiden umiddelbart derefter om Kong Eriks Datters Bortſeſtelſe til Jarlen Jon Magnusſen. Th Torvesſøn maa have læſt „ok kveðst seld hafa verit af Ingibjörgu Erl dóttur Jóni jarli Magnussyni“, med Udeladelſe af de mellemliggende Ord: fest dóttir Eiriks konungs.
  2. Laurentius’s Saga, Cap. 16.