føres til Skotland, saaledes som hun selv siden vidnede, førend hun blev brændt paa Nordnes“ o. s. v., og da var Troen paa hendes Egthed i den Grad befæstet hos Hoben, at man gjorde Pilegrimsrejser til hendes Henrettelsessted paa Nordnes og byggede et Capell derover, saa at den daværende Biskop, Audfinn, maatte forbyde det ved et strengt Brev, hvori han udhævede hine ovenfor anførte Beviser paa Usandheden af hendes Foregivende[1].
Det var formodentlig ikke længe efter den falske Margretes Henrettelse, at ogsaa Hr. Audun Hugleikssøn maatte lade sit Liv. Han blev nemlig, som det ganske korteligen fortælles i Annalerne, hængt i Bergen 1302; etsteds henføres endog den falske Margretes og hans Aflivelse til samme Aar, 1302[2]. Heraf maa man slutte at hendes Henrettelse fandt Sted kort før hans, kort efter Julen 1301–1302, og det bliver saaledes højst sandsynligt, at han er bleven indviklet med i hendes Sag og befunden deelagtig i Bedrageriet. Da han leed en vanærende Død og alt hans vidløftige Jordegods blev inddraget under Kronen, undergik han saa-
- ↑ Isl. Annaler, ved 1300, 1301 og 1319. Biskop Audfinns Brev, hvori det udtrykkeligt siges at hun kom fra Lübeck, var 20 Aar ældre end Kong Eriks Bryllupsdag, samt graahærdet m. m., findes nu kun i en nyere Paraphrase, indført i en Codex i det kgl. Bibl. i Stockholm; Indholdet deraf er meddeelt hos Suhm, XII. S. 29. Det er dateret 1ste Februar 1320. I Paraphrasen staar at Biskoppen og „Hr. Tire“ førte Margretes Liig til Bergen; dette „Tire“ kan ikke være andet end en Fejllæsning for „Thore“, nemlig Hr. Thore Haakonssøn, Fru Ingebjørg Erlingsdatters Mand, der efter hvad vi ovenfor have viist, maa have været med i hendes Følge. Man har et senere Brev fra Biskop Audfinn, dateret 2den April 1320, aftrykt hos Suhm XII. 338 efter Bartholiniana E. S. 61, hvor Biskoppen beretter til Erkebiskoppen, at han i Vintrens Løb (nemlig 1ste Februar) lod forbyde den Uvane med Pilegrimsferder til Nordnes og Paakaldelser af den Kone, der for mange Aar siden var bleven brændt og havde udgivet sig for Kong Eriks Datter, men at en Chorsbroder fra Nidaros havde søgt at hindre Oplæsningen af Forbudet i Apostelkirken. Om denne Sag ere ogsaa en heel Deel Vidnesbyrd anførte, (Bartholiniana E. 36–48). Absalon Pederssøn (Norges Beskr. S. 96) siger fejlagtigt at den falske Margrete kom fra Skotland. Det er ham som beretter, at der blev bygget en Kirke til hendes Ære: han siger ogsaa, at der blev gjort en Vise derom. – Th. Torvessøn fortæller (Hist. Norv. IV. 403) at Bedragersken ifølge sit Foregivende „var bleven solgt af Ingebjørg Erlingsdatter til en Søn af den orknøiske Jarl Magnus“. Dette er kun en Uagtsomhedsfejl ved Benyttelsen af Flatø-Annalerne, hvor der først fortælles om den falske Margrete, hvilken Beretning ender med de Ord: „og sagde sig at være solgt af Ingebjørg Erlingsdatter“: siden umiddelbart derefter om Kong Eriks Datters Bortsestelse til Jarlen Jon Magnussen. Th Torvessøn maa have læst „ok kveðst seld hafa verit af Ingibjörgu Erl dóttur Jóni jarli Magnussyni“, med Udeladelse af de mellemliggende Ord: fest dóttir Eiriks konungs.
- ↑ Laurentius’s Saga, Cap. 16.
