temmelig let vedligeholde alskens hemmelige Forbindelser i Bergen, ogsaa med de tydske Kjøbmænd. Og siden den foregivne Margrete kom fra Lübeck, er det ogsaa højst rimeligt, at flere af de tydske Kjøbmænd, med hvilke Hr. Audun i den senere Tid som Fehirde i Tunsberg havde staaet i nøje Berørelse, have haft nogen Deel i Planen. Formodentlig blev hun og hendes Mand strax satte i Forvaring, indtil Kongen selv kunde komme til Bergen og nærmere undersøge Sagen, thi hun blev ikke afstraffet førend i det følgende Aar. Man vovede vel neppe at foretage noget alvorligere Skridt førend Kongen selv var tilstede. Rimeligviis ønskede han ogsaa personligt at see og udspørge hende, og har derfor udtrykkeligt befalet at vente med Sagens Afgjørelse, indtil han selv kunde komme. Det synes derhos troligt, at man ogsaa ønskede flere af Kongedatterens Ledsageres, navnlig Fru Ingebjørg Erlingsdatters Nærværelse og Vidnesbyrd, førend man afgjorde Sagen. Kongen kom neppe til Bergen førend henimod Høsten 1301, for at tilbringe Vintren der[1]. Da blev den foregivne Margrete brændt paa Nordnes som en Bedragerske, og hendes Mand halshuggen. Idet hun førtes ud af Kongsgaardens Port for at bringes til Retterstedet, skal hun have sagt: „jeg erindrer grant, da jeg som Barn blev ført ud af denne selvsamme Port, for at drage til Skotland; da var der ved Apostelkirken en islandsk Prest, ved Navn Havlide, hos min Fader Kong Erik, og da Klerkerne ophørte med at synge, istemmede Sira Havlide Hymnen „Veni creator“, der netop blev sungen til Ende, som man bar mig ombord paa Skibet“. Da man siden fortalte dette til Presten Havlide Steinssøn, der imidlertid var kommen tilbage til Island og ikke døde førend 1319 som Prest til Breidebolstad, sagde han at det forholdt sig ganske rigtigt, og dette Udsagn af ham har vistnok, da det blev bekjendt i Norge, ikke bidraget lidet til at bestyrke den Tro hos Mængden, at hun var den rette Margrete, og uskyldigt brændt. I de islandske Annaler, hvis Beretninger for disse Tider maa antages for det meste at være tilførte strax efter Begivenhederne selv, og saaledes at antyde den Forestilling, Samtiden gjorde sig om dem, omtales den falske Margrete ved 1300 og 1301, hvor hendes Ankomst og Aflivelse fortælles, kun som „en Kone fra Tydskland, der sagde at hun var Kong Eriks Datter og heed Margrete“; men ved 1319 derimod, hvor Sira Havlides Død berøres, og i den Anledning nysanførte Beretning om hendes Udsagn meddeles, heder det, uden Skygge af Tvivl, at han just var hos Kong Erik, da Margrete, Kongens Datter, skulde
- ↑ Isl. Annaler, ved 1301. Man har et Brev udstedt af Kong Haakon i Oslo, 26de Marts 1301, (Dipl. Norv. II. 62), siden har man intet fra ham førend fra Bergen, 5te October 1301 (Dipl. Norv. II. 64). Sædvanligviis, naar Kongerne vilde overvintre paa et Sted, hvor de ikke stadigt opholdt sig, plejede de at drage derhen seenhøstes.
