Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/369

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
347
1301. Den falſke Margrete brændt.

temmelig let vedligeholde alſkens hemmelige Forbindelſer i Bergen, ogſaa med de tydſke Kjøbmænd. Og ſiden den foregivne Margrete kom fra Lübeck, er det ogſaa højſt rimeligt, at flere af de tydſke Kjøbmænd, med hvilke Hr. Audun i den ſenere Tid ſom Fehirde i Tunsberg havde ſtaaet i nøje Berørelſe, have haft nogen Deel i Planen. Formodentlig blev hun og hendes Mand ſtrax ſatte i Forvaring, indtil Kongen ſelv kunde komme til Bergen og nærmere underſøge Sagen, thi hun blev ikke afſtraffet førend i det følgende Aar. Man vovede vel neppe at foretage noget alvorligere Skridt førend Kongen ſelv var tilſtede. Rimeligviis ønſkede han ogſaa perſonligt at ſee og udſpørge hende, og har derfor udtrykkeligt befalet at vente med Sagens Afgjørelſe, indtil han ſelv kunde komme. Det ſynes derhos troligt, at man ogſaa ønſkede flere af Kongedatterens Ledſageres, navnlig Fru Ingebjørg Erlingsdatters Nærværelſe og Vidnesbyrd, førend man afgjorde Sagen. Kongen kom neppe til Bergen førend henimod Høſten 1301, for at tilbringe Vintren der[1]. Da blev den foregivne Margrete brændt paa Nordnes ſom en Bedragerſke, og hendes Mand halshuggen. Idet hun førtes ud af Kongsgaardens Port for at bringes til Retterſtedet, ſkal hun have ſagt: „jeg erindrer grant, da jeg ſom Barn blev ført ud af denne ſelvſamme Port, for at drage til Skotland; da var der ved Apoſtelkirken en islandſk Preſt, ved Navn Havlide, hos min Fader Kong Erik, og da Klerkerne ophørte med at ſynge, iſtemmede Sira Havlide Hymnen „Veni creator“, der netop blev ſungen til Ende, ſom man bar mig ombord paa Skibet“. Da man ſiden fortalte dette til Preſten Havlide Steinsſøn, der imidlertid var kommen tilbage til Island og ikke døde førend 1319 ſom Preſt til Breidebolſtad, ſagde han at det forholdt ſig ganſke rigtigt, og dette Udſagn af ham har viſtnok, da det blev bekjendt i Norge, ikke bidraget lidet til at beſtyrke den Tro hos Mængden, at hun var den rette Margrete, og uſkyldigt brændt. I de islandſke Annaler, hvis Beretninger for disſe Tider maa antages for det meſte at være tilførte ſtrax efter Begivenhederne ſelv, og ſaaledes at antyde den Foreſtilling, Samtiden gjorde ſig om dem, omtales den falſke Margrete ved 1300 og 1301, hvor hendes Ankomſt og Aflivelſe fortælles, kun ſom „en Kone fra Tydſkland, der ſagde at hun var Kong Eriks Datter og heed Margrete“; men ved 1319 derimod, hvor Sira Havlides Død berøres, og i den Anledning nysanførte Beretning om hendes Udſagn meddeles, heder det, uden Skygge af Tvivl, at han juſt var hos Kong Erik, da Margrete, Kongens Datter, ſkulde

  1. Isl. Annaler, ved 1301. Man har et Brev udſtedt af Kong Haakon i Oslo, 26de Marts 1301, (Dipl. Norv. II. 62), ſiden har man intet fra ham førend fra Bergen, 5te October 1301 (Dipl. Norv. II. 64). Sædvanligviis, naar Kongerne vilde overvintre paa et Sted, hvor de ikke ſtadigt opholdt ſig, plejede de at drage derhen ſeenhøſtes.