Høvdingerne endnu ikke nøje kjendte Indholdet af Concilstatutet, da de vedtoge Retterboden, men kun i Almindelighed havde hørt eller sluttede sig til, at det sigtede til at værne om Hierarchiet, og udslyngede haarde
at bestemme dens Udstedelsestid, endog paa Aaret. Men hvad der fornemmelig synes at vise, at den tilhører Aaret 1280, er den Beretning om Forhandlingerne efter Kong Magnus’s Død, som indeholdes i Pave Martin den 4des, af hans Efterfølger Honorius den 4de afsendte, Formaningsskrivelse til Kong Erik, der findes aftrykt i Finn Jonssøns isl. Kirkehistorie I. S. 404–410, og som ligeledes her i det Følgende vil blive meddeelt. Det heder her (S. 406), at efterat Kong Erik var bleven kronet og havde svoret at ville hevde saavel Kirkens Friheder og Rettigheder i Almindelighed, som Compositionen i Særdeleshed, vovede Kongens Raadgivere at indføre nogle Love og Sedvaner, der strede mod Compositionen, ligesom de og „fremsagde“ nogle Love angaaende Kirkerne og deres Formand, der ikke lidet forringede Kirkens Frihed, hvorhos de lode følge en Omskiftning af de Love, som før gik i Landet; og alle disse nye Bestemmelser bøde de under Kongens Navn at skulle stadigt overholdes. Uagtet nu Fremstillingen her er meget kort og tildeels unøjagtig, og man tydeligt kan see, at Paven under eet omtaler, saavel de Skridt, Baronerne gjorde for at saa den nye Lov gjennemført i eet og alt, og hvad de for Resten maa have bestemt før Kroningen (s. Ex. Forbudet mod at sælge Sølv til Gejstligheden), som hvad de efter Kroningen vedtoge, saa er det dog paa den anden Side lige saa tydeligt, at „de nye Love med Hensyn til Kirkerne og deres Formænd“, ei kunne være andre end de i Retterboden for kommende Bestemmelser om Provster, Kirkegods, m. m., ligesom det og er klart, at naar enkelte paaklagede Bestemmelser bleve givne efter Kroningen, hvilket Brevets Ord endeligen vise, kunne de heller ikke vare andre end disse, thi hvad der vedkom selve den nye Lovs Gjennemførelse, havde Baronerne, som ovenfor viist, allerede begyndt at agitere med, førend Kroningen sandt Sted. Dette seer man og af det oftere omtalte, vigtige Vidnesbyrd af 17de Marts 1281. Her staar det udtrykkeligt, at Baronerne allerede før Kroningen havde lovet, at de til Kirkens Præjudits givne Love skulde forbedres, men at de ikke desmindre efter Kroningen vægrede sig derved, ligesom man og af den Omstændighed, at der tales om uvante Skattebyrder, og at i Erkebiskoppen foreslog et Capitel optaget i Loven, hvorved de paaankede Bestemmelser hævedes, seer, at disse Bestemmelser maa have staaet i Loven, og navnlig maa have været de i Utfarebaalken om Ledingens Ydelse. Derimod kunde der ei være Tale om at indføre noget eget Capitel i Lovbogen vedkommende Retterboden, der selv udgjorde et Tillæg til denne. Baronerne have saaledes, efter Kroningen, ikke alene paany indskærpet Lovbogens Bestemmelser, men ogsaa derhos vedtaget nærværende Retterbod, og dette har varet Aarsagen til at Paven omtaler begge Dele under eet. Han omtaler Statutet som istandbragt senere end Baronernes Beskatninger. Brevet af 1281 viser derimod, at Statutet allerede var conciperet, da der endnu kun var Tale om Ophævelsen af den nye Lovbogs Bud angaaende Gejstlighedens Beskatning. Men naar man betænker, at der her kun er Tale om det korte Tidsrum fra 3die Juli til 25de, da Conciliet hævedes, vil man let skjønne, at saavel Baronernes som de Gejstliges Forhandlinger maa have varet samtidige, og at det vel endog for dem, der levede paa den Tid, og vare tilstede ved Forhandlingerne, var vanskeligt med fuldkommen Nøiagtighed at angive det chronologiske Forhold mellem de af begge Corporationer fattede Bestem-
