Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/36

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
14
Erik Magnusſøn.

Høvdingerne endnu ikke nøje kjendte Indholdet af Concilſtatutet, da de vedtoge Retterboden, men kun i Almindelighed havde hørt eller ſluttede ſig til, at det ſigtede til at værne om Hierarchiet, og udſlyngede haarde

    at beſtemme dens Udſtedelſestid, endog paa Aaret. Men hvad der fornemmelig ſynes at viſe, at den tilhører Aaret 1280, er den Beretning om Forhandlingerne efter Kong Magnus’s Død, ſom indeholdes i Pave Martin den 4des, af hans Efterfølger Honorius den 4de afſendte, Formaningsſkrivelſe til Kong Erik, der findes aftrykt i Finn Jonsſøns isl. Kirkehiſtorie I. S. 404—410, og ſom ligeledes her i det Følgende vil blive meddeelt. Det heder her (S. 406), at efterat Kong Erik var bleven kronet og havde ſvoret at ville hevde ſaavel Kirkens Friheder og Rettigheder i Almindelighed, ſom Compoſitionen i Særdeleshed, vovede Kongens Raadgivere at indføre nogle Love og Sedvaner, der ſtrede mod Compoſitionen, ligeſom de og „fremſagde“ nogle Love angaaende Kirkerne og deres Formand, der ikke lidet forringede Kirkens Frihed, hvorhos de lode følge en Omſkiftning af de Love, ſom før gik i Landet; og alle disſe nye Beſtemmelſer bøde de under Kongens Navn at ſkulle ſtadigt overholdes. Uagtet nu Fremſtillingen her er meget kort og tildeels unøjagtig, og man tydeligt kan ſee, at Paven under eet omtaler, ſaavel de Skridt, Baronerne gjorde for at ſaa den nye Lov gjennemført i eet og alt, og hvad de for Reſten maa have beſtemt før Kroningen (ſ. Ex. Forbudet mod at ſælge Sølv til Gejſtligheden), ſom hvad de efter Kroningen vedtoge, ſaa er det dog paa den anden Side lige ſaa tydeligt, at „de nye Love med Henſyn til Kirkerne og deres Formænd“, ei kunne være andre end de i Retterboden for kommende Beſtemmelſer om Provſter, Kirkegods, m. m., ligeſom det og er klart, at naar enkelte paaklagede Beſtemmelſer bleve givne efter Kroningen, hvilket Brevets Ord endeligen viſe, kunne de heller ikke vare andre end disſe, thi hvad der vedkom ſelve den nye Lovs Gjennemførelſe, havde Baronerne, ſom ovenfor viiſt, allerede begyndt at agitere med, førend Kroningen ſandt Sted. Dette ſeer man og af det oftere omtalte, vigtige Vidnesbyrd af 17de Marts 1281. Her ſtaar det udtrykkeligt, at Baronerne allerede før Kroningen havde lovet, at de til Kirkens Præjudits givne Love ſkulde forbedres, men at de ikke desmindre efter Kroningen vægrede ſig derved, ligeſom man og af den Omſtændighed, at der tales om uvante Skattebyrder, og at i Erkebiſkoppen foreſlog et Capitel optaget i Loven, hvorved de paaankede Beſtemmelſer hævedes, ſeer, at disſe Beſtemmelſer maa have ſtaaet i Loven, og navnlig maa have været de i Utfarebaalken om Ledingens Ydelſe. Derimod kunde der ei være Tale om at indføre noget eget Capitel i Lovbogen vedkommende Retterboden, der ſelv udgjorde et Tillæg til denne. Baronerne have ſaaledes, efter Kroningen, ikke alene paany indſkærpet Lovbogens Beſtemmelſer, men ogſaa derhos vedtaget nærværende Retterbod, og dette har varet Aarſagen til at Paven omtaler begge Dele under eet. Han omtaler Statutet ſom iſtandbragt ſenere end Baronernes Beſkatninger. Brevet af 1281 viſer derimod, at Statutet allerede var conciperet, da der endnu kun var Tale om Ophævelſen af den nye Lovbogs Bud angaaende Gejſtlighedens Beſkatning. Men naar man betænker, at der her kun er Tale om det korte Tidsrum fra 3die Juli til 25de, da Conciliet hævedes, vil man let ſkjønne, at ſaavel Baronernes ſom de Gejſtliges Forhandlinger maa have varet ſamtidige, og at det vel endog for dem, der levede paa den Tid, og vare tilſtede ved Forhandlingerne, var vanſkeligt med fuldkommen Nøiagtighed at angive det chronologiſke Forhold mellem de af begge Corporationer fattede Beſtem-