Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/350

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
328
Haakon Magnusſøn.

Hugleiksſøn og de faa, der maaſkee kunne have været indviklede i hans Sag, ſynes for det førſte at have vedblevet hver i ſin Stilling; vi ſinde f. Ex. Hr. Thore Haakonsſøn fremdeles i Skiduſyſla, og alle Lagmændene i deres Embeder[1]. Imidlertid er det umuligt andet, end at Høvdingerne meget vel følte det uvisſe i deres Stilling, og den maatte desuden aabenbare ſig ved den Fornyelſe af deres Sysſel- eller Forlenings-Brev, ſom de ej kunde undgaa at tage, thi Fornyelſen kan her kun være given i Udtryk, der antydede det midlertidige. Under ſaadanne Omſtændigheder kan man derfor nok forſtaa, hvorledes Audun Hugleiksſøn, der havde beſiddet ſaa ſtor Magt, og, ſom man erfarer, benyttet ſig deraf til at ſkaffe ſig en overvættes Mængde Jordegods, kan have gjort Vanſkeligheder ved at underkaſte ſig Kongen, eller at fraſige ſig ſit Embede paa dennes Fordring. Ogſaa den forhenværende Lagmand paa Island, Jon Einarsſøn, maa have viiſt Trods, ſiden han hjemſøgtes med Kongens ſærdeles Unaade, og ſtraffedes ſom de haandgangne Mænd, der viiſte Gjenſtridighed eller Ulydighed. Han blev nemlig ved de tvende Riddere, Hr. Sturla Jonsſøn og Hr. Erlend Olafsſøn, der juſt var kommen til Island, og maaſkee endog var ſendt i dette Erende, „ſagt ud af ſin Værdighed“, det vil ſige formeligt berøvet ſin Riddertitel[2]. Hvad han havde forbrudt, ſiges ikke, men ſtaar maaſkee i Forbindelſe med, hvad der fortælles, at der i 1298 eller 1299 ſtevnedes 12 Bønder og 12 haandgangne Mænd over til Norge, hvilket man muligviis kan anſee ſom Tegn, til at der har ſkeet Bevægelſer, ſigtende til at løsrive Landet fra Norge, i hvilke da Jon Lagmand maaſkee kan have deeltaget. Han rejſte Aaret efter over til Norge, viſtnok for at forſvare ſig eller bede Kongen om Naade, men, ſom det lader forgjeves; thi

  1. Se f. Ex. Hr. Thore Haakonsſøns Brev af 20de Marts 1303, hvor han omtaler ſin Embedsrejſe gjennem Thelemarken 1302, Dipl. Norv. I. 95. Vige Lagmand i Skidan forekommer endnu i 1308, Dipl. Norv. I. 116; Sigurd paa Rande i Ryfylke, Sigurd paa Aga, Nikolas i Bergen o. fl. ville i det følgende blive omtalte.
  2. De isl. Annaler. ved 1299. Dipl. Norv. II. 64 ſammenholdt med 41 viſer, hvorledes Afſættelſe fra Hirdmandsverdigheden for Ulydighed ſkeede; Hirdmanden Eilif Skodra, Broder og Arving af Hr. Markus Emma, havde allerede i længere Tid unddraget ſig fra at udrede de Legater, denne havde givet til Chriſtkirken og Chorsbrødrene i Nidaros. Ved hiint Brev, dateret Bergen den 5te Oct. 1301, befaler Kongen paa det ſtrengeſte Eilif Skovra at efterkomme Teſtamentet, inden 14 Dage, i modſat Fald ſkulde Hr. Basſe Guthormsſøn (Sysſelmanden) og Hr. Peter Petersſøn paa Spaanheim „ſige ham af Tjeneſten“. Han var kun Hirdmand, derfor bruges her ikke Ordet „Nafnbot“, men kun „Tjeneſte“; Jon Lagmand derimod var Ridder.