Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/343

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
321
1299. Kong Eriks Død. Hans Charakteer.

Ved at see disse Tal, og overhoved finde ham omtalt som Konge i en lang Række af Aar, fristes man saa let til at forestille sig ham ældre end han virkelig var, og som en Følge deraf at tillægge ham større Tilregnelighed for de under ham skede Regjeringshandlinger, end det.egentlig er tilbørligt. Men naar man sammenholder de desværre alt for sparsomme Efterretninger om hans Personlighed, faa vi det Indtryk, at denne var højst svag og ubetydelig, og at det for det meste var andre, der herskede i hans Navn. I hans Mindreaarighed var dette Raadet, med Dronningen i Spidsen; da han var bleven legalt myndig, skjønt endnu kun 14 Aar gammel, vedblev Dronningen at herske, om muligt med endnu større Magt end før, indtil sin Død 1287, og derefter synes Audun Hugleikssøn at have afløst hende indtil 1295, da maaske Bjarne Erlingssøn blev den, som fik mest at sige. Det er derfor heel ubilligt og urimeligt, naar man i de nyere Tider har givet ham Øgenavnet „Prestehader“ paa Grund af den Strid, der i hans Mindreaarighed fandt Sted med Gejstligheden[1], thi deels var det Formynder-Regjeringen, ikke ham, som yppede og førte denne Strid, deels viste Erik sig endog, efter selv at være kommen til Roret, personligt velvilligt stemt mod Gejstligheden, og søgte, for saavidt hans Omgivelser tillode ham at raade sig selv, snarere dens Gavn end dens Skade; han søgte saa vidt muligt at megle Fred og Forliig i de Stridigheder, dens Medlemmer havde med Lægfolk og med hinanden indbyrdes; han synes ikke engang, idet mindste ej af egen Tilskyndelse, at have villet benytte sig af den Lejlighed, Striden mellem Erkebiskoppen og Domkapitlet i Nidaros frembød, til at udvide Kongedømmets Indflydelse paa Kirkens Bekostning; han viste sig gavmild mod Gejstlige og gejstlige Stiftelser, og han var, som vi have seet, meget vel anskreven hos Paven. Hiint Tilnavn, som hans Samtid og Eftertid i en lang Række af Aar aldeles ikke kjendte, som alene kan være grundet paa en Misforstaaelse, og som kun vækker falske Forestillinger, bør derfor ganske udslettes og gaa i Forglemmelse. Selv kaldte Erik sig i sine offentlige Breve stundom „Erik Magnus, med Guds Miskund Norges Konge, den kronede, Søn af Kong Magnus den kronede“, eller kortere „Erik, med Guds M. Norges Konge“ o. s. v. Ogsaa paa de under hans Regjering prægede Mynter, hele eller halve Peninger, findes hans Navn og Titel deels skrevet ERIC MAGN(VS)

  1. Saa vidt vides, forekommer Øgenavnet „Prestehader“ ikke førend i det af Worm forfattede Tillæg, der ledsager Peder Claussøns Oversættelse af de norske Kongesagaer. Om Tilnavnet skriver sig fra Worm, eller fra P. Claussøn, eller fra en eller anden yngre islandsk Samler, vides ikke.