Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/343

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
321
1299. Kong Eriks Død. Hans Charakteer.

Ved at ſee disſe Tal, og overhoved finde ham omtalt ſom Konge i en lang Række af Aar, friſtes man ſaa let til at foreſtille ſig ham ældre end han virkelig var, og ſom en Følge deraf at tillægge ham ſtørre Tilregnelighed for de under ham ſkede Regjeringshandlinger, end det.egentlig er tilbørligt. Men naar man ſammenholder de desværre alt for ſparſomme Efterretninger om hans Perſonlighed, faa vi det Indtryk, at denne var højſt ſvag og ubetydelig, og at det for det meſte var andre, der herſkede i hans Navn. I hans Mindreaarighed var dette Raadet, med Dronningen i Spidſen; da han var bleven legalt myndig, ſkjønt endnu kun 14 Aar gammel, vedblev Dronningen at herſke, om muligt med endnu ſtørre Magt end før, indtil ſin Død 1287, og derefter ſynes Audun Hugleiksſøn at have afløſt hende indtil 1295, da maaſke Bjarne Erlingsſøn blev den, ſom fik meſt at ſige. Det er derfor heel ubilligt og urimeligt, naar man i de nyere Tider har givet ham Øgenavnet „Preſtehader“ paa Grund af den Strid, der i hans Mindreaarighed fandt Sted med Gejſtligheden[1], thi deels var det Formynder-Regjeringen, ikke ham, ſom yppede og førte denne Strid, deels viſte Erik ſig endog, efter ſelv at være kommen til Roret, perſonligt velvilligt ſtemt mod Gejſtligheden, og ſøgte, for ſaavidt hans Omgivelſer tillode ham at raade ſig ſelv, ſnarere dens Gavn end dens Skade; han ſøgte ſaa vidt muligt at megle Fred og Forliig i de Stridigheder, dens Medlemmer havde med Lægfolk og med hinanden indbyrdes; han ſynes ikke engang, idet mindſte ej af egen Tilſkyndelſe, at have villet benytte ſig af den Lejlighed, Striden mellem Erkebiſkoppen og Domkapitlet i Nidaros frembød, til at udvide Kongedømmets Indflydelſe paa Kirkens Bekoſtning; han viſte ſig gavmild mod Gejſtlige og gejſtlige Stiftelſer, og han var, ſom vi have ſeet, meget vel anſkreven hos Paven. Hiint Tilnavn, ſom hans Samtid og Eftertid i en lang Række af Aar aldeles ikke kjendte, ſom alene kan være grundet paa en Misforſtaaelſe, og ſom kun vækker falſke Foreſtillinger, bør derfor ganſke udſlettes og gaa i Forglemmelſe. Selv kaldte Erik ſig i ſine offentlige Breve ſtundom „Erik Magnus, med Guds Miſkund Norges Konge, den kronede, Søn af Kong Magnus den kronede“, eller kortere „Erik, med Guds M. Norges Konge“ o. ſ. v. Ogſaa paa de under hans Regjering prægede Mynter, hele eller halve Peninger, findes hans Navn og Titel deels ſkrevet ERIC MAGN(VS)

  1. Saa vidt vides, forekommer Øgenavnet „Preſtehader“ ikke førend i det af Worm forfattede Tillæg, der ledſager Peder Clausſøns Overſættelſe af de norſke Kongeſagaer. Om Tilnavnet ſkriver ſig fra Worm, eller fra P. Clausſøn, eller fra en eller anden yngre islandſk Samler, vides ikke.