Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/342

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
320
Erik Magnusſøn.

nordenfor Chriſtkirken, med Ret til at oppebære alle deraf faldende Sekter og Udtællinger i Løsøre, medens Kongen alene ſkulde have de faſte Ejendomme, der maatte forbrydes[1], er han — rimeligviis ſvag og ſygelig, ſom han altid var ſiden ſit Ulykkestilfælde i 1283 — falden i en langvarig Sygdom, da man ſiden Udſtedelſen af hans Brev ikke hører det mindſte fra ham førend hans Død berettes; denne indtraf ligeledes i Bergen, Mandagen den 13de Juli 1299[2]. Man ventede dog vel neppe hans Død ſaa hurtigt, da vel ellers flere Stormænd, navnlig Hertugen, havde været tilſtede ved hans Dødsleje. Man har udtrykkeligt Vidnesbyrd om, at Dagen før hans Død, 4de Søndag efter Trinitatis, vare, foruden Dronning Iſabella, ogſaa Hr. Bjarne Erlingsſøn, Brynjulf Petersſøn, Sira Finn, Provſt ved Apoſtelkirken, og tvende Prædikebrødre tilſtede i Breidaſtuen i Kongsgaarden, hvor han laa ſyg, og hvor de hørte ham ſige, at da han i ſit Teſtamente havde glemt ſin gode Ven Biſkop Narve, der altid havde været ham huld, blid og føjelig, ſkjenkede han ham herved Gaarden Thoſke i Senjen til Ejendom og fri Forføjning efter Behag. Men hverken Audun Hugleiksſøn eller Hertugen ſynes at have været tilſtede[3]; den førſte opholdt ſig rimeligviis i Tunsberg ved ſin Fehirdſle, og man tør maaſkee i den Omſtændighed, at ikke han, men derimod Bjarne Erlingsſøn, i den ſeneſte Tid var umiddelbart om Kongens Perſon, ſee et Beviis paa at han nu ſtod ſig mindre godt med Kongen, og at Bjarne tildeels havde indtaget hans Plads. Hertugen havde maaſkee netop holdt ſit Bryllup[4]. Man maa antage, at Kong Erik blev begraven ved Chriſtkirken i Bergen, hvis han ellers ikke valgte ſig Hvileſted hos ſine Venner, Dominicanerne; man veed intet beſtemt derom, da hans Teſtamente ikke længer haves.

Erik var ved ſin Død endnu ikke 31 Aar gammel, efter at have baaret Kongenavn i 26 Aar, været virkelig Konge i over 19 Aar, og ſelv ført Kongemagten, i det mindſte af Navn, i 17 Aar, ſamt efter at have været to Gange gift, førſte Gang allerede for 17 Aar tilbage.

  1. Dipl. Norv. I. 89.
  2. Om Kong Eriks Dødsdag har der været nogen Uvished, fordi Annalerne og Laurentius Saga nævne VI. id. Jul., d. e. 10de Juli. Men det kan ikke være noget tydeligere Vidnesbyrd, end det ſom indeholdes i de tvende Breve angaaende hans Gave til Biſkop Narve af Gaarden Thoſke, af hvilke det ene er trykt i Dipl. Norv. III. 64, det andet i Saml. V. 543. Her ſtaar det udtrykkeligt at han døde Mandagen efter Seljumanna-Mesſe, d. e. 13de Juli.
  3. Audun Hugleiksſøn var dog i Bergen den 8de Februar 1299, og havde altſaa tilbragt Julen der, Dipl. Norv. II. 46; men hvis han eller Hertugen havde været der, da Kongen døde, vilde de upaatvivleligt have været nævnte i Brevet om Thoſke.
  4. Detmar ſiger udtrykkeligt, at han blev Konge ſtrax efter at have giftet ſig.