Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/341

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
319
1298. Hertug Haakon egter Euphemia af Arnſtein.

af det følgende Aar, og den førſte Aftale om Giftermaalet ſynes ſaaledes vanſkeligt at have kunnet finde Sted ſenere end paa den Tid, da Mødet holdtes. Hvorledes det for øvrigt gik til, at Vitſlav, en Vaſall af den danſke Konge, kunde indgaa ſaa nøje Forbindelſe med en Fyrſte, der paa denne Tid ſtod i fiendtligt Forhold til hans Leensherre, vides ikke; maaſkee har den danſke Konge ſelv ønſket Forbindelſen, i den Tanke at den ſkulde lede til endelig Fred; maaſkee har der og paa denne Tid været et mindre venſkabeligt Forhold mellem Danekongen og Fyrſt Vitſlav, der var for mægtig til ikke at torde handle paa egen Haand, naar han fandt for godt. Som Euphemias Medgift vedtog Vitſlav at betale 3000 Mkr. brændt Sølv efter kølnſk Vegt, hvorhos Hertugen forbandt ſig til at give hende en Morgengave af 1000 Mkrs. Indtægt af ſit Visøre, regnet efter gammel Taxt, ſamt tillige, ſom Livgeding, hele Bygdø (nu Ladegaardsøen) med Tilliggelſer[1]. Efter Mødet drog Kong Erik tilbage til Bergen, hvor vi finde ham i November, og hvor han ſom ſædvanligt tilbragte Julen. Hvor vidt Hertug Haakon ſtrax vendte tilbage til Oslo eller fulgte med Vitſlav til hans Hjem, eller til Danmark, for maaſkee her nærmere at aftale Feſtemaalet, vides ikke.

89. Kong Erik Magnusſøns Død. Hans Perſonlighed og Folkets Vilkaar under hans Regjering.


Denne Overeenskomſt eller Vaabenſtilſtand til Valgø var den ſidſte, ſom Kong Erik ſluttede med Danmark. Efter at være vendt tilbage til Bergen, hvor han den 13de November 1298 atter lagde ſin Velvilje for Nidaros’s Chorsbrødre (ſom han i Brevet kalder „ſine egne Klerker“) for Dagen ved at tilſtaa dem Domsret over 6 af Communens daglige Svende og Sekter af dem i alle Sager undtagen Drab, Lemlæſtelſe og Ubodemaal — dog Erkebiſkoppens Frihed og Leen uforkrænket — ſamt fuld Myndighed, ſaa længe det behagede Kongen, til at paatale og bilægge alle de Kongedømmet vedkommende Sager, der maatte forefalde i Commune- og Præbende-Gaardene, i Hoſpitalgaarden og Kirkegaarden

    der blev gift med Johan, Fyrſte af Werle, ſamt tre Sønner, af hvilke den ældſte, Albrekt, døde allerede 1290, ligeledes efterladende tre Sønner. Den Omſtændighed, at Vitſlav, Euphemias Morfader, ganſke, ſom det ſees, var traadt hende i Faders Sted, ſaa at han endog overtog Udredelſen af hendes Medgift, og, naar han omtalte hende, kaldte hende Datter, har givet Anledning til at Flere virkelig have antaget hende for Vitſlavs Datter; men i det kgl. Haandſkrift af de isl. Annaler ſtaar der udtrykkeligt at hun var hans Datterdatter; det ſamme ſiges af den paalidelige Detmar, ved 1299.

  1. Dipl. Norv. IV. 61.