Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/341

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
319
1298. Hertug Haakon egter Euphemia af Arnstein.

af det følgende Aar, og den første Aftale om Giftermaalet synes saaledes vanskeligt at have kunnet finde Sted senere end paa den Tid, da Mødet holdtes. Hvorledes det for øvrigt gik til, at Vitslav, en Vasall af den danske Konge, kunde indgaa saa nøje Forbindelse med en Fyrste, der paa denne Tid stod i fiendtligt Forhold til hans Leensherre, vides ikke; maaskee har den danske Konge selv ønsket Forbindelsen, i den Tanke at den skulde lede til endelig Fred; maaskee har der og paa denne Tid været et mindre venskabeligt Forhold mellem Danekongen og Fyrst Vitslav, der var for mægtig til ikke at torde handle paa egen Haand, naar han fandt for godt. Som Euphemias Medgift vedtog Vitslav at betale 3000 Mkr. brændt Sølv efter kølnsk Vegt, hvorhos Hertugen forbandt sig til at give hende en Morgengave af 1000 Mkrs. Indtægt af sit Visøre, regnet efter gammel Taxt, samt tillige, som Livgeding, hele Bygdø (nu Ladegaardsøen) med Tilliggelser[1]. Efter Mødet drog Kong Erik tilbage til Bergen, hvor vi finde ham i November, og hvor han som sædvanligt tilbragte Julen. Hvor vidt Hertug Haakon strax vendte tilbage til Oslo eller fulgte med Vitslav til hans Hjem, eller til Danmark, for maaskee her nærmere at aftale Festemaalet, vides ikke.

89. Kong Erik Magnussøns Død. Hans Personlighed og Folkets Vilkaar under hans Regjering.


Denne Overeenskomst eller Vaabenstilstand til Valgø var den sidste, som Kong Erik sluttede med Danmark. Efter at være vendt tilbage til Bergen, hvor han den 13de November 1298 atter lagde sin Velvilje for Nidaros’s Chorsbrødre (som han i Brevet kalder „sine egne Klerker“) for Dagen ved at tilstaa dem Domsret over 6 af Communens daglige Svende og Sekter af dem i alle Sager undtagen Drab, Lemlæstelse og Ubodemaal – dog Erkebiskoppens Frihed og Leen uforkrænket – samt fuld Myndighed, saa længe det behagede Kongen, til at paatale og bilægge alle de Kongedømmet vedkommende Sager, der maatte forefalde i Commune- og Præbende-Gaardene, i Hospitalgaarden og Kirkegaarden

    der blev gift med Johan, Fyrste af Werle, samt tre Sønner, af hvilke den ældste, Albrekt, døde allerede 1290, ligeledes efterladende tre Sønner. Den Omstændighed, at Vitslav, Euphemias Morfader, ganske, som det sees, var traadt hende i Faders Sted, saa at han endog overtog Udredelsen af hendes Medgift, og, naar han omtalte hende, kaldte hende Datter, har givet Anledning til at Flere virkelig have antaget hende for Vitslavs Datter; men i det kgl. Haandskrift af de isl. Annaler staar der udtrykkeligt at hun var hans Datterdatter; det samme siges af den paalidelige Detmar, ved 1299.

  1. Dipl. Norv. IV. 61.