Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/34

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
12
Erik Magnusſøn.

og paa mange Maader, indſkærpes. Statutet er udſtedt, og Originalbrevet, der indeholdt det, var vel ogſaa beſeglet, af Erkebiſkop Jon, Biſkopperne Andres af Oslo, Jørund af Hole, Erlend af Færøerne, Arne af Skaalholt, Arne af Stavanger, Narve af Bergen og Thorfinn af Hamar. Biſkop Markus af Syderøerne nævnes ej blandt Udſtederne, maaſkee fordi han rejſte tidligere hjem, end Statutet blev ført i Pennen og udſtedt; maaſkee deeltog lign ej i disſe Forhandlinger, fordi Man og Syderøerne nu ikke længer hørte under den norſke Krone, og man ſaaledes ikke vel fra norſk Side kunde ramme de Lægmænd, ſom der maatte prøve paa at forulempe Kirken.

Men derſom Erkebiſkoppen ſmigrede ſig med, at han ved disſe Concilbeſtemmelſer havde banet ſig en ſikker Vej til at faa ſin Chriſtenret vedtagen, da regnede han merkelig Fejl, thi baade i Maaden, hvorpaa de bleve til og i deres Indhold vare de juſt ſkikkede til at vække de verdslige Høvdingers Harme og Mistanke, og egge dem til alvorlig Modſtand. For det førſte ſeer man af den Omſtændighed, at Dronningen og Baronerne fordrede Afſkrift af Beſtemmelſerne, at disſe have været vedtagne af Gejſtligheden uden at de verdslige Høvdinger vare tagne paa Raad med eller anmodede om Samtykke, ja at de maaſkee endog ere blevne til under hemmelige Forhandlinger. For det andet ſtride enkelte Beſtemmelſer deels mod den nys vedtagne Lovbogs udtrykkelige Bud, deels mod dens Aand og Principer; ſaaledes ſtrider Forbudet mod Opbevarelſen af Sejl og Sejlredſkab i Kirken lige frem mod den ældgamle, ogſaa i den nye Lovbog op tagne Forſkrift, at Ledingsſkibenes Sejl og Redſkab netop ſkulde opbevares der; og naar Statutet uden videre forbød Rettergang paa Helligdage, eller tiltog ſig at beſtemme, hvor vidt en Lægmands Domme og Retshandlinger ſkulde være gyldige eller ej, var dette i alle Fald noget, hvortil Lægmændenes Samtykke burde have været indhentet, førend det kunde anſees ſom gjeldende. At et ſaadant Samtykke ej æſkedes, eller at man overhoved ved Statutets Vedtagelſe ej gav de verdslige Høvdinger noget Ord derom, viſer nokſom, at Gejſtligheden fra førſte Færd af ſatte ſig paa en Art af Stridsfod mod Lægmændene. Disſe ſvarede med ſamme Mynt, og Erkebiſkoppen kom her til at drage del kortere Straa. Det førſte umiddelbare Tegn, vi ſpore til de verdslige Høvdingers Oppoſition

    øøjet Originalen. Men da man, ſom det ovenfor er berettet, erfarer at Baronerne efter Kroningen anholdt om Afſkrift af Concilbeſtemmelſerne, og del tydeligt fremgaar af Udtrykkene, at disſe nok vare fattede, ſamt da det tillige er aabenbart, at Biſkoppernes og Baronernes Tid fra 16de Jani til 2den Juli meſt optoges med Forhandlinger om Kroningen, er det tydeligt, at Statuternes Affattelſe falder efter denne, altſaa i Løbet af Juli Maaned. Dette kan vel og ſluttes deraf, at Biſkop Martin af Man, der var tilſtede ved Kroningen, ikke nævnes ſom Medudſteder af Statutet.