Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/337

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
315
1296—1298. Iſarnus Legat i Danmark og Jens Grand.

gen ſendte ſin Cantſler Magiſter Martinus og Provſt Guido i Ribe for at føre hans Sag ved den pavelige Curie. Erkebiſkoppen fornegtede heller ikke nu det grundige Had, han maa have baaret til Kongen, i den korte Tid han havde været paa fri Fod; ſaa ſyg og daarlig han var, forſøgte han dog, ſom det ſynes, at indlede nye Stemplinger mod Kong Erik. Under Procesſen ankede nemlig Erkebiſkoppen ſenere over, at Kongen, uagtet givet Lejde for ham og hans Mænd, udſtedt paa Iſarnus’ Forlangende, dog havde ladet flere af hans Mænd, gejſtlige og verdslige, der havde begivet ſig til ham paa hans Borg Hamershuus, berøve deres Gods, og fornemmelig paaſtod han, at Kongen havde ladet den lundſke Chorsbroder Asle, der var ſendt ſom et ſærdeles Bud i Lund Kirkes Erende, anholde og plyndre. Men Kongens Befuldmægtigede ſvarede dertil, at Kongen ikke havde ladet tage Gods fra nogen af dem, der laa inde paa Hamershuus, undtagen en eneſte, der efter Landets Love var erklæret fredløs for begangne.Misgjerninger; hvad Asle angik, da var han bleven anholdt ſom mistænkelig, efterſom Kongen, der vidſte, at der nu færdedes ſaa mange Sendebud igjennem Landet, tildeels fra Fiender og Landsforrædere, havde tilholdt ſine Embedsmænd, iſær dem i Søhavnene, nærmere at underſøge hvad deres Erende var; en ſaadan Underſøgelſe, anſtillet mod Asle, havde viiſt, at han var ſendt af Erkebiſkoppen til Kongerne i Norge og Sverige, til mange anſeede Mænd i begge Lande, ja endog til de Fredløſe, og at han havde mange Breve til dem fra Erkebiſkoppen mod Kongen, hvorfor han var bleven ſendt til denne, ſom igjen efter Iſarnus’ Raad ſendte ham til Lund, for at iretteſættes af Capitlet[1]. Det lader ſaaledes til, at Asle, hvilken man efter Navnet at dømme ſkulde antage for en Nordmand og derfor maaſkee med Flid valgt til denne Sendelſe, ikke engang naaede frem til Norge, efterſom det aabenbart var paa Henrejſen, ikke paa Tilbagerejſen, at han blev anholdt. Dette var vel ogſaa Erkebiſkoppens ſidſte Forſøg for denne Gang paa at ſætte ſig i Forbindelſe med den norſke Konge og de Fredløſe, thi ſnart efter forlod han Danmark, og kom ikke igjen, førend Pavens Dom var falden, den 20de Februar 1298, hvorved Kongen forpligtedes til at betale Erkebiſkoppen i Skadeserſtatning 4900 Mkr. brændt Sølv, og Riget erklæredes under Forbud, indtil denne Forpligtelſe opfyldtes[2]. Kong Erik, ſom imidlertid i Juni 1296 havde haft ſit Bryllup med den ſvenſke Kongedatter Ingeborg[3], blev Aaret efter ueens

  1. Se herom Brevſkaberne henhørende til Erkebiſkop Jens’s Proces i Langebeks Scr. r. D. VI. 236.
  2. Langebeks Scr. r. Dan. VI. S. 328—329.
  3. Dette omtales i en Mængde danſke Annaler, ſe Suhm XI. S. 223.