gen sendte sin Cantsler Magister Martinus og Provst Guido i Ribe for at føre hans Sag ved den pavelige Curie. Erkebiskoppen fornegtede heller ikke nu det grundige Had, han maa have baaret til Kongen, i den korte Tid han havde været paa fri Fod; saa syg og daarlig han var, forsøgte han dog, som det synes, at indlede nye Stemplinger mod Kong Erik. Under Processen ankede nemlig Erkebiskoppen senere over, at Kongen, uagtet givet Lejde for ham og hans Mænd, udstedt paa Isarnus’ Forlangende, dog havde ladet flere af hans Mænd, gejstlige og verdslige, der havde begivet sig til ham paa hans Borg Hamershuus, berøve deres Gods, og fornemmelig paastod han, at Kongen havde ladet den lundske Chorsbroder Asle, der var sendt som et særdeles Bud i Lund Kirkes Erende, anholde og plyndre. Men Kongens Befuldmægtigede svarede dertil, at Kongen ikke havde ladet tage Gods fra nogen af dem, der laa inde paa Hamershuus, undtagen en eneste, der efter Landets Love var erklæret fredløs for begangne.Misgjerninger; hvad Asle angik, da var han bleven anholdt som mistænkelig, eftersom Kongen, der vidste, at der nu færdedes saa mange Sendebud igjennem Landet, tildeels fra Fiender og Landsforrædere, havde tilholdt sine Embedsmænd, især dem i Søhavnene, nærmere at undersøge hvad deres Erende var; en saadan Undersøgelse, anstillet mod Asle, havde viist, at han var sendt af Erkebiskoppen til Kongerne i Norge og Sverige, til mange anseede Mænd i begge Lande, ja endog til de Fredløse, og at han havde mange Breve til dem fra Erkebiskoppen mod Kongen, hvorfor han var bleven sendt til denne, som igjen efter Isarnus’ Raad sendte ham til Lund, for at irettesættes af Capitlet[1]. Det lader saaledes til, at Asle, hvilken man efter Navnet at dømme skulde antage for en Nordmand og derfor maaskee med Flid valgt til denne Sendelse, ikke engang naaede frem til Norge, eftersom det aabenbart var paa Henrejsen, ikke paa Tilbagerejsen, at han blev anholdt. Dette var vel ogsaa Erkebiskoppens sidste Forsøg for denne Gang paa at sætte sig i Forbindelse med den norske Konge og de Fredløse, thi snart efter forlod han Danmark, og kom ikke igjen, førend Pavens Dom var falden, den 20de Februar 1298, hvorved Kongen forpligtedes til at betale Erkebiskoppen i Skadeserstatning 4900 Mkr. brændt Sølv, og Riget erklæredes under Forbud, indtil denne Forpligtelse opfyldtes[2]. Kong Erik, som imidlertid i Juni 1296 havde haft sit Bryllup med den svenske Kongedatter Ingeborg[3], blev Aaret efter ueens
Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/337
Denne siden er korrekturlest
315
1296–1298. Isarnus Legat i Danmark og Jens Grand.
