Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/336

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
314
Erik Magnussøn.


Med Dominicanerne eller Prædikebrødrene derimod synes Biskop Eivind, merkeligt nok, at have været i den bedste Forstaaelse, da man finder, at de paa et Provincialmøde, holdt i Aarhuus 22de August 1291, vedtoge at hver Prest af deres Orden inden Provinsen skulde holde Forbønner for ham[1]. Dette var nu vistnok en Opmerksomhed, der ogsaa blev mange Lærde og Læge til Deel, navnlig for Norges Vedkommende, Kong Erik, Hertug Haakon, Erkebiskop Jørund, Biskop Narve af Bergen, Biskop Thorstein af Hamar, Hr. Guthorm Gydassøn, Hr. Bjarne og Hr. Thore Haakonssøn. Men det vidner dog om et venskabeligt Forhold mellem Ordenen og dem, for hvem Forbønnerne skulde holdes. Maaskee staar denne gode Forstaaelse mellem Prædikebrødrene og Biskop Eivind netop i umiddelbar Forbindelse med en tilsvarende Misstemning mellem ham og Minoriterne, thi mellem begge disse Tiggerordener herskede der paa denne Tid megen Skinsyge, og de kunde saaledes vanskeligt have Venner tilfælles. Hermed hænger det vel ogsaa sammen, at Prædikebrødrene, der sees at have haft saa mange fornemme Venner, henvendte sig til den verdslige Magt om Beskyttelse, medens Minoriterne foretrak at vende sig lige til Paven.

88. Nye Underhandlinger med Danmark. Stilstanden fornyet ved Sammenkomst i Valgø. Hertug Haakon egter Euphemia af Arnstein.


Medens de ovenfor beskrevne Stridigheder mellem Domcapitlerne i Nidaros og Stavanger og deres Foresatte, Biskopperne, fandt Sted, havde der, ifølge Stilstanden i Hegnesgavl hersket fuldstændig Vaabenhvile mellem Norge og Danmark; Stilstanden var nemlig sluttet paa tre Aar indtil Sommeren 1298[2]. Den danske Konge var i denne Tid ogsaa for en Deel optagen af Erkebiskop Jens’s Anliggende, thi ifølge dennes Klage, overbragt af Provst Jakob, som Kongen havde ladet sætte paa fri Fod, efterat han i nogen Tid havde deelt Erkebiskoppens Fangenskab, stadfestede Pave Bonifacius Constitutionen „Cum ecclesia Daciana“, hvorved Interdict paabødes over hele Riget, og sendte Isarnus, Erkeprest i Carcassonne, som Legat til Danmark for at undersøge Sagen, og indstevne Parterne for Pavens Domstol. Isarnus ankom til Danmark i Februar 1296, efterat Erkebiskoppen allerede, som det ovenfor er omtalt, var undsluppen af sit Fængsel; og efter hans Foranstaltning drog Erkebiskoppen ud paa Vaaren selv til Italien, medens Kon-

  1. Stephens: Brottstycken af en Dominicanerordens Capitelbok, Kjøbenhavn 1852, S. 12–15.
  2. Se ovfr. S. 228–230.