Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/336

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
314
Erik Magnusſøn.


Med Dominicanerne eller Prædikebrødrene derimod ſynes Biſkop Eivind, merkeligt nok, at have været i den bedſte Forſtaaelſe, da man finder, at de paa et Provincialmøde, holdt i Aarhuus 22de Auguſt 1291, vedtoge at hver Preſt af deres Orden inden Provinſen ſkulde holde Forbønner for ham[1]. Dette var nu viſtnok en Opmerkſomhed, der ogſaa blev mange Lærde og Læge til Deel, navnlig for Norges Vedkommende, Kong Erik, Hertug Haakon, Erkebiſkop Jørund, Biſkop Narve af Bergen, Biſkop Thorſtein af Hamar, Hr. Guthorm Gydasſøn, Hr. Bjarne og Hr. Thore Haakonsſøn. Men det vidner dog om et venſkabeligt Forhold mellem Ordenen og dem, for hvem Forbønnerne ſkulde holdes. Maaſkee ſtaar denne gode Forſtaaelſe mellem Prædikebrødrene og Biſkop Eivind netop i umiddelbar Forbindelſe med en tilſvarende Misſtemning mellem ham og Minoriterne, thi mellem begge disſe Tiggerordener herſkede der paa denne Tid megen Skinſyge, og de kunde ſaaledes vanſkeligt have Venner tilfælles. Hermed hænger det vel ogſaa ſammen, at Prædikebrødrene, der ſees at have haft ſaa mange fornemme Venner, henvendte ſig til den verdslige Magt om Beſkyttelſe, medens Minoriterne foretrak at vende ſig lige til Paven.

88. Nye Underhandlinger med Danmark. Stilſtanden fornyet ved Sammenkomſt i Valgø. Hertug Haakon egter Euphemia af Arnſtein.


Medens de ovenfor beſkrevne Stridigheder mellem Domcapitlerne i Nidaros og Stavanger og deres Foreſatte, Biſkopperne, fandt Sted, havde der, ifølge Stilſtanden i Hegnesgavl herſket fuldſtændig Vaabenhvile mellem Norge og Danmark; Stilſtanden var nemlig ſluttet paa tre Aar indtil Sommeren 1298[2]. Den danſke Konge var i denne Tid ogſaa for en Deel optagen af Erkebiſkop Jens’s Anliggende, thi ifølge dennes Klage, overbragt af Provſt Jakob, ſom Kongen havde ladet ſætte paa fri Fod, efterat han i nogen Tid havde deelt Erkebiſkoppens Fangenſkab, ſtadfeſtede Pave Bonifacius Conſtitutionen „Cum ecclesia Daciana“, hvorved Interdict paabødes over hele Riget, og ſendte Iſarnus, Erkepreſt i Carcasſonne, ſom Legat til Danmark for at underſøge Sagen, og indſtevne Parterne for Pavens Domſtol. Iſarnus ankom til Danmark i Februar 1296, efterat Erkebiſkoppen allerede, ſom det ovenfor er omtalt, var undſluppen af ſit Fængſel; og efter hans Foranſtaltning drog Erkebiſkoppen ud paa Vaaren ſelv til Italien, medens Kon-

  1. Stephens: Brottſtycken af en Dominicanerordens Capitelbok, Kjøbenhavn 1852, S. 12—15.
  2. Se ovfr. S. 228—230.