Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/335

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
313
1291—1298. Minoriterne i Oslo.

Chorsbrødrenes Huus; den laa nemlig hiinſides Elven, paa de ſaakaldte Lykker, ved Foden af Eikeberg, og Levninger af Kloſtret ere endnu til i Oslo’s Hoſpital[1]. Men ikke desmindre viſte Biſkop Eivind og hans Chorsbrødre ſig meget fiendtlige mod det nye Kloſter-Anlæg. Da de af Hertugen fra Danmark indkaldte Brødre havde paabegyndt Bygningen af et Bedehuus, fremſtod Erkepreſten Simon i Biſkoppens Navn, og nedlagde Proteſt mod Arbejdets Fremme. Brødrene paaberaabte ſig ſine Privilegier, der fritoge dem fra al biſkoppelig Overhøjhed og forbøde Sæculargejſtlige at hindre deres Nedſættelſe paa noget Sted, hvor Folket kaldte dem, og hvor de kunde leve ſømmeligt. Men Erkepreſten brød ſig intet om disſe Foreſtillinger, og Brødrene appellerede derfor til Paven; da gik Erkepreſten endog ſaa vidt, at han lyſte Brødrene i Bann og lod Capitlets Skolemeſter med endeel bevæbnede nedbryde alt, hvad der var bygget. Forgjeves klagede Brødrene til Biſkoppen, thi denne, ſaa langt fra at ſkaffe dem Ret, lod endog Bannſættelſen gjentage i ſit Biſkopsdømmes Kirker, ſamt udſtrække den til Brødrenes Velgjørere og Velyndere. Brødrene derimod paaſtode, at Erkepreſten og Skolemeſteren formedelſt den udøvede Voldsgjerning ſelv vare faldne i Bann, og henvendte ſig fremdeles til Paven, deres umiddelbare Overhoved, om Hjelp. Denne, der ſelv hørte til Minoriternes Orden og derfor vel maatte føle ſig ſaa meget mere opfordret til at ſtaa Medlemmer af denne Orden ſom ſaadanne bi, tilſkrev den 11te November 1291 Abbed Erik i Munkene, Provſten ved Apoſtelkirken i Bergen og Cantſleren Baard Serksſøn, Chorsbroder ſammeſteds, at de ſkulde ſtevne Biſkop Eivind, Erkepreſten, Skolemeſteren og Oslo hele Domcapitel til inden fire Maaneders Forløb at møde for Pavens Domſtol, Biſkoppen perſonligt eller ved Fuldmægtig, Erkepreſten og Skolemeſteren perſonligt, og Domcapitlet ved Fuldmægtig, for at høre Dom og ſvare Ret[2]. Hvorledes det videre gik med denne Sag, vides ikke, men i 1298 findes en Viceguardian for Kloſtret omtalt, hvilket viſer, at det da maa have været i fuld Stand[3]; altſaa have vel Biſkoppen og Capitlet maattet give efter, for ſaa vidt man kan antage, at Kloſtret byggedes paa den fra førſt af anviſte Tomt.

  1. Det torde dog nok ogſaa være muligt, at den Tomt, Hertugen ved Kloſtrets Stiftelſe ſkjenkede Brødrene, ikke var den, paa hvilken Kloſtret ſenere blev anlagt, eller hvor Hoſpitalet nu ſtaar, men laa længer inde i Byen, ſaa nær ved Biſkops— og Chorsbrødre-Gaardene, at disſe kunde paaſtaa, at det var deres Grund, ſamt at dette baade kan have været det Paaſkud, under hvilket Biſkoppen vilde hindre Kloſtrets Anlæggelſe, og tillige, under hiin Forudſætning, Aarſagen til at de maatte anlægge dette længer ude. Men da intet med Vished vides herom, har jeg blot vovet at fremſætte dette ſom en Gisning.
  2. Dipl. Norv. III. 31.
  3. Dipl. Norv. VI. 30.