Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/334

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
312
Erik Magnusſøn.

Ingemund, og Forvirringen blev ſtørre end nogenſinde før. Hertugen havde imidlertid gjentagne Gange ſøgt at beſkytte Capitlet i dets lovlige Ret, men forgjeves, og ſaaledes drog denne forargelige Strid ſig hen under hele den ſidſte Deel af Kong Eriks Regjeringsaar, og ind i hans Efterfølger, Hertug Haakons.

Ogſaa mellem de Sæculargejſtlige og Tiggerordenerne var der heftig Strid. Vi have allerede tidligere ſeet, hvorledes Prædikebrødrene i Bergen, ſtrax efter deres Kloſters Oprettelſe der, vare blevne forurettede af Chorsbrødrene ſaaledes at endog Cardinal Vilhelm maatte blande ſig i Sagen. Det var dog let at forudſee, at Striden ikke dermed kunde være afgjort, da baade Biſkopperne og Preſterne vedbleve at betragte Tiggermunkene med ſkjeve Øjne, hine, fordi de vare eximerede eller fritagne for alt biſkoppeligt Tilſyn, disſe, fordi de ved deres Ret til at prædike, høre Skriftemaal og overhoved optræde ſom Sjæleſørgere grebe ind i Forholdet mellem Sognepreſt og Menighed, og gjorde dem Afbræk i deres Indtægter. Omkring 1290 var Spendingen mellem Chorsbrødrene og Dominicanerne i Bergen atter bleven ſaa heftig, at hine havde faaet iſtandbragt et Forbud, gjeldende for alle, der i Bergens Biſkopsdømme nøde kirkelige Indtægter, mod at give Prædikebrødrene Huusly, Mad eller Almisſe. Biſkop Narve derimod, ſom ſelv havde været Prædikebroder, kunde ikke andet end misbillige dette, og ſøgte paa et Preſtemøde at faa Forbudet hævet. Herom vilde Chorsbrødrene intet høre, tvert imod udbrøde de i de heftigſte Beſkyldninger mod Prædikebrødrene, og fik, imod Biſkoppens Ønſke, den Beſlutning ſat igjennem, at enhver Preſt, der viſte Prædikebrødrene noget Venſkab, ſkulde miſte ſit Embede; derhos maatte alle de tilſtedeværende Preſter under Banns- og Afſættelſesſtraf forpligte ſig til at holde denne Beſlutning hemmelig. Biſkoppen maa ſaaledes ogſaa her have været næſten afmægtig lige over for ſit Capitel. Prædikebrødrene fik dog Nys om Beſlutningen, og henvendte ſig nu i et Klageſkrift til Kongen ſelv om Beſkyttelſe. De ſluttede Klageſkriftet med de Ord, „at de ſkreve driſtigt, fordi de vidſte at Brevet ej kom i Fiendehaand“[1]. Dette viſer, at de maa have været ſikre paa Kongens Venſkab, og ſtolet paa at erholde Biſtand af ham. Om de fik den, vides ikke; dog er det ſandſynligt, at han ej lod dem i Stikken. Imidlertid vedvarede Striden dog endnu i en lang Række af Aar.

I Oslo var det Minoriterne eller Franciſcanerne, over hvilke Domcapitlets Harme iſær gik ud, uagtet det ikke, ſom i Bergen, kunde have noget Bryderi af deres umiddelbare Nærhed, da den Tomt, Hertug Haakon havde overladt dem, laa temmelig langt fra Domkirken og

  1. Dipl. Norv. II. 28.