Ingemund, og Forvirringen blev større end nogensinde før. Hertugen havde imidlertid gjentagne Gange søgt at beskytte Capitlet i dets lovlige Ret, men forgjeves, og saaledes drog denne forargelige Strid sig hen under hele den sidste Deel af Kong Eriks Regjeringsaar, og ind i hans Efterfølger, Hertug Haakons.
Ogsaa mellem de Sæculargejstlige og Tiggerordenerne var der heftig Strid. Vi have allerede tidligere seet, hvorledes Prædikebrødrene i Bergen, strax efter deres Klosters Oprettelse der, vare blevne forurettede af Chorsbrødrene saaledes at endog Cardinal Vilhelm maatte blande sig i Sagen. Det var dog let at forudsee, at Striden ikke dermed kunde være afgjort, da baade Biskopperne og Presterne vedbleve at betragte Tiggermunkene med skjeve Øjne, hine, fordi de vare eximerede eller fritagne for alt biskoppeligt Tilsyn, disse, fordi de ved deres Ret til at prædike, høre Skriftemaal og overhoved optræde som Sjælesørgere grebe ind i Forholdet mellem Sogneprest og Menighed, og gjorde dem Afbræk i deres Indtægter. Omkring 1290 var Spendingen mellem Chorsbrødrene og Dominicanerne i Bergen atter bleven saa heftig, at hine havde faaet istandbragt et Forbud, gjeldende for alle, der i Bergens Biskopsdømme nøde kirkelige Indtægter, mod at give Prædikebrødrene Huusly, Mad eller Almisse. Biskop Narve derimod, som selv havde været Prædikebroder, kunde ikke andet end misbillige dette, og søgte paa et Prestemøde at faa Forbudet hævet. Herom vilde Chorsbrødrene intet høre, tvert imod udbrøde de i de heftigste Beskyldninger mod Prædikebrødrene, og fik, imod Biskoppens Ønske, den Beslutning sat igjennem, at enhver Prest, der viste Prædikebrødrene noget Venskab, skulde miste sit Embede; derhos maatte alle de tilstedeværende Prester under Banns- og Afsættelsesstraf forpligte sig til at holde denne Beslutning hemmelig. Biskoppen maa saaledes ogsaa her have været næsten afmægtig lige over for sit Capitel. Prædikebrødrene fik dog Nys om Beslutningen, og henvendte sig nu i et Klageskrift til Kongen selv om Beskyttelse. De sluttede Klageskriftet med de Ord, „at de skreve dristigt, fordi de vidste at Brevet ej kom i Fiendehaand“[1]. Dette viser, at de maa have været sikre paa Kongens Venskab, og stolet paa at erholde Bistand af ham. Om de fik den, vides ikke; dog er det sandsynligt, at han ej lod dem i Stikken. Imidlertid vedvarede Striden dog endnu i en lang Række af Aar.
I Oslo var det Minoriterne eller Franciscanerne, over hvilke Domcapitlets Harme især gik ud, uagtet det ikke, som i Bergen, kunde have noget Bryderi af deres umiddelbare Nærhed, da den Tomt, Hertug Haakon havde overladt dem, laa temmelig langt fra Domkirken og
- ↑ Dipl. Norv. II. 28.
