Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/328

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
306
Erik Magnusſøn.

til, iſær mellem Erkebiſkoppen og Jon Elg, der blandt alle Chorsbrødrene ſyntes at have været ham meſt forhadt, men ſom derimod ſees at have været meget vel anſkreven hos den nye Pave, Bonifacius den 8de. Allerede i det følgende Aar maatte Kongen, ſom det ſynes efter begge Parters Anmodning, ſkride ind og megle et foreløbigt Forliig, og i Forbindelſe hermed ſtaar det vel, at Paven, til hvem Appellen imidlertid var indløben, ved Skrivelſe af 1ſte Februar 1297 forordnede Cantſleren Baard Serksſøn til at underſøge Sagen og fælde Dom uden Appel[1]. Dette var formodentlig ogſaa Anledningen til, at Erkebiſkop Jørund om Vaaren 1297 ſelv begav ſig til Kongen, hos hvem vi finde ham ſammen med Biſkop Arne af Skaalholt, da de begge, ſom nys berettet, paa Agvaldsnes beſeglede den angaaende Forliget i den islandſke Kirkeſag udſtedte Skrivelſe[2]. Erkebiſkoppen har formodentlig villet undgaa den Krænkelſe, at underkaſte ſig en formelig Dom, ſaa meget mere ſom han vel var overbeviiſt om, at denne vilde gaa ham imod, og har ſaaledes viſtnok anvendt al ſin Indflydelſe hos Kongen og Cantſleren, for at faa dem til, endnu engang at prøve den mindelige Afgjørelſes Vej. Man veed ikke nøje, hvad der ved denne Lejlighed blev forhandlet mellem Kongen og Erkebiſkoppen, men af det følgende er man berettiget til at ſlutte, at denne har erklæret ſig villig til hvad det ſkulde være, for at opnaa ſit Ønſke og faa Kongens Beſkyttelſe, og at Kongen ſaavel ſom hans Raadgivere med Glæde have grebet Lejligheden til at bringe den norſke Kirkes Overhoved i et Underdanigheds-Forhold under Kronen, hvorom Erkebiſkop Eyſtein for 130 Aar tilbage aldrig ſkulde have drømt. Om Sommeren, fortælles der, overvar Kongen Froſtathinget (der begyndte den 17de Juni), og gav her, ſom der ſiges, mange Anordninger med Erkebiſkoppens Raad og Samtykke[3], Hvilke disſe Anordninger vare, vides for Reſten ikke, maaſkee der, naar det kommer til Stykket, alene ſigtes til Forhandlingerne med Chorsbrødrene;

  1. Sammeſt. No. 38.
  2. Det er maaſkee ej uden Betydning, at ikke den beſkikkede Cantſler, Baard Serksſøn, beſeglede dette Brev, men en Hr. Finn, ſandſynligviis en Søn af Gaut paa Mel. Thi Baard har formodentlig enten været for beſkjeftiget med Sagen til at følge Kongen, eller maaſkee, for at ſynes mere upartiſk, midlertidigt opgivet Cantſler-Embedet ſaa længe Sagen ſtod paa. Paven titulerer ham heller ikke for Cantſler, og ferſk i et Brev, udſtedt af Kongen i Bergen den 29de Auguſt (Dipl. Norv. II. 41), beſegler han atter ſom Cantſler. Men muligt er det ogſaa, at Kongen, Erkebiſkoppen og Biſkop Arne kun har gjort et kortvarigt Beſøg til Agvaldsnes, ſkjønt det er vanſkeligt at forſtaa, hvorfor de netop der, i Hertugens Beſiddelſer, ſkulde afgjøre den islandſke Kirkeſag.
  3. Isl. Annaler, ved 1297.