ham det, roste baade Stilen og Skriften særdeles, lod strax Laurentius indbyde til sit Taffel, og foreslog ham Dagen efter at træde i hans Tjeneste[1]. Da Laurentius undskyldte sig med at han havde aflagt Løfte om at drage i Pilegrimsferd til Nidaros, bad Kongen ham i det mindste at tilbringe Julen hos ham, og besøge ham, naar han kom tilbage. Vaaren efter (1295) rejste Laurentius til Nidaros, og gjorde strax Erkebiskoppen sin Opvartning, visende ham en Orlovsskrivelse fra Biskop Jørund, hvorved han fik Tilladelse til at blive hos Erkebiskoppen, saa længe denne ønskede det. Erkebiskoppen, der formodentlig allerede havde hørt Laurentius omtale, blev meget glad derved, sagde, at han var Biskop Jørund meget takskyldig derfor, og bad Laurentius næste Dag at komme med en Prøve paa sin Ferdighed i at skrive. Laurentius bragte nogle Æres-Vers, som han havde digtet til den før omtalte Hallbera Thorsteinsdatter, der siden blev Abbedisse i Reynesstad. Erkebiskoppen roste meget Skriften, men anbefalede ham dog for Fremtiden ikke at befatte sig med Versemageri[2], men heller at studere den canoniske Ret under Jon Flæmings Vejledning. Laurentius fulgte ogsaa Erkebiskoppens Raad og gjorde god Fremgang, og blev ham snart uundværlig, men naturligviis i samme Forhold en Torn i Øjnene paa Chorsbrødrene. Paa den Tid, da Laurentius kom til Erkebiskoppen, var Striden just blusset op i sin fulde Styrke; Erkebiskoppen havde dømt Chorsbrødrene i en Bod af 1000 Mkr. Sølv for udviist Ulydighed, og tillige, da de vægrede sig ved at efterkomme Dommen, midlertidigt excommuniceret dem; Chorsbrødrene havde appelleret til Paven, og derhos formaaet Lagmanden og et Par andre Herrer til at forsøge en Megling[3]. Men alt dette var forgjeves, da Erkebiskoppen kun vilde høre om fuldkommen Underkastelse, og kort efter forlod han Nidaros for at ledsage Kongen paa hans Tog til Danmark, hvorfra han neppe kom igjen førend seenhøstes. Imidlertid var ogsaa andre Tvistemaal komne
- ↑ Laurentius Saga, Cap. 8. Skade at der ikke nævnes, hvad det var for en Slægtning af Kongen øster i Viken, til hvilken Peter bejlede. Det maa enten have været en Datter af Hr. Thore Haakonssøn med Ingebjørg Erlingsdatter, Kongens Næstsyskendebarn, eller med en Datter af Audun Hugleikssøn, der paa denne Tid var Kongens Fehirde i Tunsberg, s. ovf. S. 121. Det er ellers besynderligt nok, at Kongens Skrivelse ved denne Lejlighed skulde være affattet paa Latin. Men maaskee ansaaes dette for hæderligere, end om den var skreven paa Norsk.
- ↑ Erkebiskoppen sagde ved denne Lejlighed til Laurentius: „Veed Du ikke, quod versificatura nihil est nisi falsa figura“, men Laurentius svarede: „I maa og vide, quod versificatura nihil est nisi maxima cura“.
- ↑ Dipl. Norv. III. 36.
