Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/327

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
305
1295. Laurentius hos Erkebiſkop Jorund.

ham det, roſte baade Stilen og Skriften ſærdeles, lod ſtrax Laurentius indbyde til ſit Taffel, og foreſlog ham Dagen efter at træde i hans Tjeneſte[1]. Da Laurentius undſkyldte ſig med at han havde aflagt Løfte om at drage i Pilegrimsferd til Nidaros, bad Kongen ham i det mindſte at tilbringe Julen hos ham, og beſøge ham, naar han kom tilbage. Vaaren efter (1295) rejſte Laurentius til Nidaros, og gjorde ſtrax Erkebiſkoppen ſin Opvartning, viſende ham en Orlovsſkrivelſe fra Biſkop Jørund, hvorved han fik Tilladelſe til at blive hos Erkebiſkoppen, ſaa længe denne ønſkede det. Erkebiſkoppen, der formodentlig allerede havde hørt Laurentius omtale, blev meget glad derved, ſagde, at han var Biſkop Jørund meget takſkyldig derfor, og bad Laurentius næſte Dag at komme med en Prøve paa ſin Ferdighed i at ſkrive. Laurentius bragte nogle Æres-Vers, ſom han havde digtet til den før omtalte Hallbera Thorſteinsdatter, der ſiden blev Abbedisſe i Reynesſtad. Erkebiſkoppen roſte meget Skriften, men anbefalede ham dog for Fremtiden ikke at befatte ſig med Verſemageri[2], men heller at ſtudere den canoniſke Ret under Jon Flæmings Vejledning. Laurentius fulgte ogſaa Erkebiſkoppens Raad og gjorde god Fremgang, og blev ham ſnart uundværlig, men naturligviis i ſamme Forhold en Torn i Øjnene paa Chorsbrødrene. Paa den Tid, da Laurentius kom til Erkebiſkoppen, var Striden juſt blusſet op i ſin fulde Styrke; Erkebiſkoppen havde dømt Chorsbrødrene i en Bod af 1000 Mkr. Sølv for udviiſt Ulydighed, og tillige, da de vægrede ſig ved at efterkomme Dommen, midlertidigt excommuniceret dem; Chorsbrødrene havde appelleret til Paven, og derhos formaaet Lagmanden og et Par andre Herrer til at forſøge en Megling[3]. Men alt dette var forgjeves, da Erkebiſkoppen kun vilde høre om fuldkommen Underkaſtelſe, og kort efter forlod han Nidaros for at ledſage Kongen paa hans Tog til Danmark, hvorfra han neppe kom igjen førend ſeenhøſtes. Imidlertid var ogſaa andre Tviſtemaal komne

  1. Laurentius Saga, Cap. 8. Skade at der ikke nævnes, hvad det var for en Slægtning af Kongen øſter i Viken, til hvilken Peter bejlede. Det maa enten have været en Datter af Hr. Thore Haakonsſøn med Ingebjørg Erlingsdatter, Kongens Næſtſyſkendebarn, eller med en Datter af Audun Hugleiksſøn, der paa denne Tid var Kongens Fehirde i Tunsberg, ſ. ovf. S. 121. Det er ellers beſynderligt nok, at Kongens Skrivelſe ved denne Lejlighed ſkulde være affattet paa Latin. Men maaſkee anſaaes dette for hæderligere, end om den var ſkreven paa Norſk.
  2. Erkebiſkoppen ſagde ved denne Lejlighed til Laurentius: „Veed Du ikke, quod versificatura nihil est nisi falsa figura“, men Laurentius ſvarede: „I maa og vide, quod versificatura nihil est nisi maxima cura“.
  3. Dipl. Norv. III. 36.