Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/326

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
304
Erik Magnusſøn.

og flere ſynes ogſaa virkelig at have taget Korſet. I det mindſte maa dette Tilfældet paa Island, hvortil Biſkop Jørund af Hole, der havde deeltaget i Mødet, bragte den pavelige Opfordrings-Skrivelſe, ſaaledes ſom ovenfor berettet; og ligeledes have vi ſeet at Hertug Haakons Klerk, Gabriel Jonsſøn, der har ſkrevet mange af hans Breve, mellem 1289 og 1292 beſluttede ſig til at vende tilbage til ſit Fædreland, England, for at gaa med Kong Edward til Palæſtina[1]. Men vi have ligeledes omtalt, at det ſlet ikke var Kong Edwards alvorlige Henſigt, at drage afſted, og ſaaledes kom der intet ud af det Hele.

Da Erkebiſkop Jørund, ſom før ſit Valg til Biſkop havde været en temmelig ubemerket Chorsbroder i Hamar, neppe kunde maale ſig med ſit Capitels fornemſte Medlemmer, ſom Sighvat, Audun og Jon Elg, i Kundſkaber, Talenter og Forretningsdygtighed, og desuden viſtnok ſavnede de indflydelſesrige Forbindelſer i Rom, ſom hine havde haft Anledning til at ſkaffe ſig ved Curien, maatte han, for at kunne kue dem ad Lovens Vej, ſkaffe ſig dygtige og lovkyndige Hjelpere. En ſaadan fik han førſt og fremſt i den flamſke Gejſtlige Johannes, (Jon Flaming), der længe havde ſtuderet i Paris og Orleans, og var, ſom det heder, en ſaa dygtig Juriſt (det vil ſige Canoniſt), at hans Lige ikke fandtes i Norge[2]. Rigtignok var han ikke det norſke Sprog ret mægtig, men denne Mangel blev dog nogenledes afhjulpen, da den forhen omtalte islandſke Preſt Laurentius Kalfsſøn ſiden efter traadte i Erkebiſkoppens Tjeneſte. Laurentius var, ſom vi have ſeet, om Høſten 1294 kommen over fra Island med Hr. Peter af Eid; han havde tilbragt Vintren i Bergen, og der endog tiltrukket ſig Kongens Opmerkſomhed ved ſin Dygtighed i at concipere og ſkrive Latin. Anledningen dertil var den, at Laurentius’s Ven og Beſkytter, Hr. Peter af Eid, vilde frie til en fornem Dame øſter i Viken, der var beſlægtet med Kongen, og til den Ende udbad ſig et Anbefalingsbrev fra denne; Kongen ſvarede at naar Peter ſelv vilde beſørge Skrivelſen opſat, ſaa ſkulde han gjerne ſætte ſit Indſegl (formodentlig Secretet) derfor, og Peter henvendte ſig nu til Laurentius, der ſtrax ſkrev Brevet, og det paa Latin, ſaa. ſiirligt, baade fra Indholdets og Formens Side, at Kongen, da Peter bragte

  1. Se ovenfor S. 201. Gabriel Klerk har ſkrevet Hertugens Gavebrev til Vidar Gjeſt og Andres Gjeſt af 22de Mai 1289 eg 27de Mai 1290; Kongens og og Hertugens Brev til Kampens Borgere af 31te Juli 1289 (ſ. o. S. 160), Hertugens Beſkyttelſesbrev for Stavangers Chorsbroder af 12te Mai 1292, og et andet Beſkyttelſesbrev, Hertugen den 8de Juli 1292 udſtedte for en Bonde i Gudbrandsdalen, Bjørn Eyſteinsſøn (Dipl. Norv. III. 33). Han ſkrev en udmerket ſiirlig Haand, og Sproget er ſaa reent, ſom om han havde været en fød Nordmand.
  2. Laurentius Saga.Cap. 9.