Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/325

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
303
1291—1292. Erkebiſkop Jørund og Domcapitlet i Nidaros.

Eilif Arnesſøn, Jon Elg[1], medens Erkebiſkoppen derimod viſtnok af mange kun betragtedes ſom en forfængelig Nar, der kun ſkyldte et Lykketref, ikke egne Fortjeneſter, ſin Ophøjelſe. Hans Forhold i den islandſke Kirkeſag viſer ham ſom meget vaklende og uſikker, ja ikke engang ſom ganſke redelig. Vi vide dog ikke, hvad der egentlig i de førſte Par Aar forefaldt mellem ham og Chorsbrødrene; ſandſynligviis førtes Striden endnu nogenledes i Stilhed, og Kongen fik derfor endnu ikke Anledning til umiddelbart at blande ſig deri. Under disſe Omſtændigheder kom viſtnok en Opfordring fra Pave Nikolaus om at tage Korſet for under den engelſke Konges Anførſel at drage til det hellige Land, og frelſe det fra de Vantroende, der nys havde erobret Akre, den ſidſte chriſtne Beſiddelſe, højſt ubelejlig. Paven tilſagde ved Bulle fra Orvieto af 1ſte Auguſt 1291 alle dem, der deeltoge i Toget, visſe Indulgenſer[2], og ved Skrivelſe af 25de September bød han Erkebiſkopperne i Norden hver at ſammenkalde alle Prælater i ſin Provins, ſækulære og regulære, til et Concilium hver for at raadſlaa om, hvorledes Sagen bedſt kunne fremmes, og ſiden ſende Deputerede til Paven med Beretning om hvad man havde beſluttet[3]. Erkebiſkop Jorund holdt virkelig et ſaadant Provincial-Concilium i 1292 (Tiden paa Aaret angives ikke nøjagtigt),

  1. Sighvat Vigfusſøn Lande er allerede oftere omtalt. Han maa paa denne Tid have været temmelig gammel, da han allerede i 1268 nævnes ſom Chorsbroder, rigtignok den yngſte (Dipl. Norv. III. 11). Audun Thorbergsſøn Raud, Preſt til Throndenes, er ligeledes oftere nævnt; han blev ſiden, ſom vi ville ſee, Biſkop paa Hole, og var en meget ſtorſindet Mand, af ophøjet Tænkemaade. Eilif, kaldet korte, blev Jørunds Eftermand paa Erkeſtolen og viſte ſig her fra en ſaare hæderlig Side. Jon Gudmundsſøn, kaldet Elg, var, ſom det ſynes, den ſtridbareſte og trættekjæreſte af Chorsbrødrene, hvilken Erkebiſkoppen ogſaa iſær lod til at have lagt for Had. Han havde tidligere været med Sighvat og Audun ved Curien for at overbringe Eindride Efterretningen om hans Valg til Erkebiſkop (S. 59), og hvis han vægrede ſig ved at modtage det, at foreſlaa en anden. Dette blev, ſom vi have ſeet, Jørund, og derfor betragtede vel endog Sighvat, Audun og Jon denne ſom en, der ſkyldte dem ſin Ophøjelſe, og følgelig de ſtørſte Forpligtelſer. Under ſit Ophold ved Curien ſynes Jon at have vundet megen Anſeelſe og at have knyttet mægtige Forbindelſer.
  2. Celſes Bullarium S. 95.
  3. Man har viſtnok kun det til Erkebiſkoppen af Upſala afgaaede Brev (Liljegrens Dipl. II. 1052), men af den blotte Omſtændighed, at et Concilium blev afholdt i Norge 1292, ſees det nokſom, at en ligelydende Skrivelſe ogſaa maa have været afgaaet derhen. Paven havde foreſkrevet at Conciliet, om muligt, ſkulde holdes ſaa tidligt, at de Deputerede kunde være i Rom ved Kyndelmesſetider, dog ytrede han ſelv Tvivl om at det lod ſig gjøre ſaa ſnart, og anmodede derfor Erkebiſkoppen om i alle Fald at holde det ſaa tidligt ſom muligt. I Norge holdtes det neppe førend om Vaaren.