Eilif Arnessøn, Jon Elg[1], medens Erkebiskoppen derimod vistnok af mange kun betragtedes som en forfængelig Nar, der kun skyldte et Lykketref, ikke egne Fortjenester, sin Ophøjelse. Hans Forhold i den islandske Kirkesag viser ham som meget vaklende og usikker, ja ikke engang som ganske redelig. Vi vide dog ikke, hvad der egentlig i de første Par Aar forefaldt mellem ham og Chorsbrødrene; sandsynligviis førtes Striden endnu nogenledes i Stilhed, og Kongen fik derfor endnu ikke Anledning til umiddelbart at blande sig deri. Under disse Omstændigheder kom vistnok en Opfordring fra Pave Nikolaus om at tage Korset for under den engelske Konges Anførsel at drage til det hellige Land, og frelse det fra de Vantroende, der nys havde erobret Akre, den sidste christne Besiddelse, højst ubelejlig. Paven tilsagde ved Bulle fra Orvieto af 1ste August 1291 alle dem, der deeltoge i Toget, visse Indulgenser[2], og ved Skrivelse af 25de September bød han Erkebiskopperne i Norden hver at sammenkalde alle Prælater i sin Provins, sækulære og regulære, til et Concilium hver for at raadslaa om, hvorledes Sagen bedst kunne fremmes, og siden sende Deputerede til Paven med Beretning om hvad man havde besluttet[3]. Erkebiskop Jorund holdt virkelig et saadant Provincial-Concilium i 1292 (Tiden paa Aaret angives ikke nøjagtigt),
- ↑ Sighvat Vigfussøn Lande er allerede oftere omtalt. Han maa paa denne Tid have været temmelig gammel, da han allerede i 1268 nævnes som Chorsbroder, rigtignok den yngste (Dipl. Norv. III. 11). Audun Thorbergssøn Raud, Prest til Throndenes, er ligeledes oftere nævnt; han blev siden, som vi ville see, Biskop paa Hole, og var en meget storsindet Mand, af ophøjet Tænkemaade. Eilif, kaldet korte, blev Jørunds Eftermand paa Erkestolen og viste sig her fra en saare hæderlig Side. Jon Gudmundssøn, kaldet Elg, var, som det synes, den stridbareste og trættekjæreste af Chorsbrødrene, hvilken Erkebiskoppen ogsaa især lod til at have lagt for Had. Han havde tidligere været med Sighvat og Audun ved Curien for at overbringe Eindride Efterretningen om hans Valg til Erkebiskop (S. 59), og hvis han vægrede sig ved at modtage det, at foreslaa en anden. Dette blev, som vi have seet, Jørund, og derfor betragtede vel endog Sighvat, Audun og Jon denne som en, der skyldte dem sin Ophøjelse, og følgelig de største Forpligtelser. Under sit Ophold ved Curien synes Jon at have vundet megen Anseelse og at have knyttet mægtige Forbindelser.
- ↑ Celses Bullarium S. 95.
- ↑ Man har vistnok kun det til Erkebiskoppen af Upsala afgaaede Brev (Liljegrens Dipl. II. 1052), men af den blotte Omstændighed, at et Concilium blev afholdt i Norge 1292, sees det noksom, at en ligelydende Skrivelse ogsaa maa have været afgaaet derhen. Paven havde foreskrevet at Conciliet, om muligt, skulde holdes saa tidligt, at de Deputerede kunde være i Rom ved Kyndelmessetider, dog ytrede han selv Tvivl om at det lod sig gjøre saa snart, og anmodede derfor Erkebiskoppen om i alle Fald at holde det saa tidligt som muligt. I Norge holdtes det neppe førend om Vaaren.
