Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/324

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
302
Erik Magnusſøn.

og herſkeſyge Erkebiſkop Jørund, ſom udnævnt ved Pavens Proviſion ikke troede at ſkylde Capitlets Medlemmer nogen Forbindtlighed, og derfor paa en altfor fremfuſende Maade, uden tilbørlig Forſigtighed eller Conduite, ſøgt at vinde den Myndighed tilbage, ſom Capitlet i den lange Vacance, da det førte den hele Beſtyrelſe af Erkeſtolen, ganſke viſt havde tiltaget ſig paa det egentlige Erkebiſkops-Embedes Bekoſtning, hvorpaa det havde faaet alt for megen Smag til at ville afſtaa den med det Gode. Det laa i Sagens Natur, at der let kunde opſtaa Uenighed mellem ethvert Capitel og dets Biſkop om den gjenſidige Begrændsning af deres Myndighed, naar der ikke fandtes tilbørlig Fordragelighed eller Føjelighed i det mindſte paa een af Siderne; denne Dyd kunde man hverken vente at finde hos Jørund, eller hos det talrige og med rige Indtægter forſynede Capitel i Nidaros, der allerede forhen ved flere Lejligheder havde viiſt ſig heel egenmægtigt, og ſom ikke engang ſynes at have været bange for at ſætte visſe Indrømmelſer ud over det ſedvanlige og billige ſom Betingelſe for ſit Valg af denne eller hiin Candidat til Erkeſtolen. Dette aabenbarede ſig, ſom vi have ſeet, ved Sørles Valg 1253 og Byrges 1263[1]. Af de Aktſtykker, ſom Striden mellem Erkebiſkop Jørund og Capitlet fremkaldte, ſeer man, at den deels drejede ſig om visſe Præbender eller Indtægter, ſom Erkebiſkoppen ſynes at ville forholde Capitlet, deels om dettes Myndighed i det hele taget, ſom Erkebiſkoppen ſøgte at indſkrænke. Den ſkal allerede have taget ſin Begyndelſe i 1291, men førſt et Par Aar derefter høre vi noget nærmere derom; da lode Chorsbrødrene udſtede Atteſter og optage Thingsvidner om ſine Rettigheder[2], et Tegn paa, at Erkebiſkoppen har villet gjøre dem disſe ſtridige. Det ſtaar maaſkee og i Forbindelſe hermed, at Kongen i et Brev fra Bergen den 29de Juni 1293 til Hr. Erlend Agmundsſøn, Nikolas Lagmand og Eilif Lagmand, vidnede at han havde taget Chorsbrødrene i Nidaros under ſin Beſkyttelſe, og derfor befalede hine Mænd at de ſkulde underſtøtte dem til Lov og Ret, ſamt paaſee, at ingen Lægmand gjorde dem Fortred[3]. Thi vel nævnes ikke her Erkebiſkoppen udtrykkeligt, men man ſeer dog ſaa meget, at Chorsbrødrene maa have klaget over, at de ej fik „nyde Lov og Ret“, og denne Forulempelſe kunde neppe udgaa fra nogen anden, end Erkebiſkoppen.

Kongen eller hans Raadgivere heldte ſaaledes, ſom det ſynes, meſt til Chorsbrødrenes Parti. De talte ogſaa mange dygtige, agtede og formaaende Mænd i ſin Midte, ſom Audun Raude, Sighvat Lande,

  1. Se ovf. IV. I. S. 137, 468.
  2. Dipl. Norv. III. 32, 34, 35.
  3. Dipl. Norv. II. No. 34.