og herskesyge Erkebiskop Jørund, som udnævnt ved Pavens Provision ikke troede at skylde Capitlets Medlemmer nogen Forbindtlighed, og derfor paa en altfor fremfusende Maade, uden tilbørlig Forsigtighed eller Conduite, søgt at vinde den Myndighed tilbage, som Capitlet i den lange Vacance, da det førte den hele Bestyrelse af Erkestolen, ganske vist havde tiltaget sig paa det egentlige Erkebiskops-Embedes Bekostning, hvorpaa det havde faaet alt for megen Smag til at ville afstaa den med det Gode. Det laa i Sagens Natur, at der let kunde opstaa Uenighed mellem ethvert Capitel og dets Biskop om den gjensidige Begrændsning af deres Myndighed, naar der ikke fandtes tilbørlig Fordragelighed eller Føjelighed i det mindste paa een af Siderne; denne Dyd kunde man hverken vente at finde hos Jørund, eller hos det talrige og med rige Indtægter forsynede Capitel i Nidaros, der allerede forhen ved flere Lejligheder havde viist sig heel egenmægtigt, og som ikke engang synes at have været bange for at sætte visse Indrømmelser ud over det sedvanlige og billige som Betingelse for sit Valg af denne eller hiin Candidat til Erkestolen. Dette aabenbarede sig, som vi have seet, ved Sørles Valg 1253 og Byrges 1263[1]. Af de Aktstykker, som Striden mellem Erkebiskop Jørund og Capitlet fremkaldte, seer man, at den deels drejede sig om visse Præbender eller Indtægter, som Erkebiskoppen synes at ville forholde Capitlet, deels om dettes Myndighed i det hele taget, som Erkebiskoppen søgte at indskrænke. Den skal allerede have taget sin Begyndelse i 1291, men først et Par Aar derefter høre vi noget nærmere derom; da lode Chorsbrødrene udstede Attester og optage Thingsvidner om sine Rettigheder[2], et Tegn paa, at Erkebiskoppen har villet gjøre dem disse stridige. Det staar maaskee og i Forbindelse hermed, at Kongen i et Brev fra Bergen den 29de Juni 1293 til Hr. Erlend Agmundssøn, Nikolas Lagmand og Eilif Lagmand, vidnede at han havde taget Chorsbrødrene i Nidaros under sin Beskyttelse, og derfor befalede hine Mænd at de skulde understøtte dem til Lov og Ret, samt paasee, at ingen Lægmand gjorde dem Fortred[3]. Thi vel nævnes ikke her Erkebiskoppen udtrykkeligt, men man seer dog saa meget, at Chorsbrødrene maa have klaget over, at de ej fik „nyde Lov og Ret“, og denne Forulempelse kunde neppe udgaa fra nogen anden, end Erkebiskoppen.
Kongen eller hans Raadgivere heldte saaledes, som det synes, mest til Chorsbrødrenes Parti. De talte ogsaa mange dygtige, agtede og formaaende Mænd i sin Midte, som Audun Raude, Sighvat Lande,
