Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/321

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
299
Hauk Erlendsſøn. Landeplager paa Island.

Hr. Erlends Søn Hauk, en ſærdeles dannet og kundſkabsrig Mand, bevandret ikke mindre i den norſke end i den islandſke Ret, en flittig og ſkjønſom Samler af fædrelandshiſtoriſke Skrifter, hvilke han for det meſte endog med egen Haand afſkrev i en Bog, ſom han førte med ſig, og ſom endnu for ſtørſte Delen er til under Navnet Hauksbók, indeholdende et interesſant Udvalg af Sagaer, med en fortrinlig Text, der overalt vidne om hans Smag og Forſtandighed[1]. At Kongen udnævnte Hauk, ſkyldes viſtnok for en Deel hans Faders Indflydelſe, hvor ſkikket eller ſelvſkreven han end kunde ſiges at være til dette Hverv; dog ſøgte man maaſkee tillige derved ſaagodtſom det efter Omſtændighederne kunde ſkee, at berolige Islændingerne og paa lempeligſte Maade imødekomme deres Ønſker. Thi Hauk, fød af en islandſk Moder og maaſkee endog paa Island, med den varmeſte Interesſe for Øens hiſtoriſke Minder og Skrifter, kunde derved betragtes ſom Islænding, medens hans Interesſer dog lige fuldt maatte være norſke. Aaret efter beſkikkede Kongen en ny Sysſelmand for Nordlandet, Gudmund Skaldſtikel, der ligeledes ſynes at have været en Islænding.

Kirkeſtriden vedblev dog fremdeles, og var formodentlig Aarſag i, at ſaavel Hr. Thorvard Thorarinsſøn, ſom Hr. Chriſtopher og Hr. Sighvat Halfdansſøn i 1295 forlod Island; Thorvard døde ſtrax efter. Ved Thorvards Afrejſe ſynes Lægmændene tildeels at have tabt Modet, og det er tillige heel ſandſynligt, at flere Landeplager og andre Ulykker, der i denne Tid gik over Landet, gjorde dem ængſtlige og følgelig mere ſpagfærdige. I 1294 ſkede et forfærdeligt Udbrud af Hekla; Jordſkjælvene, der ledſagede det, vare ſaa voldſomme, at Jorden ſprak paa mange Steder, en Mængde Huſe faldt ned og flere Folk omkom, fornemmelig i Fljotslid og Rangaarvalle-Egnen. I Fagradal dræbte et Steenſkred 11 Mænd; i Haukadal, ved Eyjafjeldet, opkom der ſtore kogende Kilder, hvor ingen forhen havde været, og andre, ſom før fandtes, bleve borte; etſteds blev der en ſaa dyb Revne, at man ikke kunde ſee til Bunden. Rangaaen forandrede ſit Løb og Aſken faldt ſaa tykt, at man kunde gaa tørſkoet over Aaen; Thjorsaaen blev ligeledes ſkjult af Aſke, og paa Havet mellem Island og Færøerne laa der ſorte Flager,

    Annalerne ved 1300 „forhenværende Lagmand“. Siden, under Kong Haakon, faldt han reent i Unaade og miſtede ſin Titel.

  1. Om Hauk, ſe Annaler for nord. Oldk. og Hiſt. 1847, 169—216, 388—389; antiqv. Tidsſkrift 1846—48, S. 108—116; Biſkupaſøgur I. Fortalen S. XI. flg. Hauksbogen, eller det der er tilbage af den, er nu deelt i tre Stykker, det ſtørſte er No. 545 qv. i den arnamagn. Samling; her findes og et og andet, han har ladet ſkrive af andre; et andet Stykke er No. 371 ſammeſt. (Landnama og Kriſtniſaga), det tredie er No. 675 qv. (Lucidarius).