Hr. Erlends Søn Hauk, en særdeles dannet og kundskabsrig Mand, bevandret ikke mindre i den norske end i den islandske Ret, en flittig og skjønsom Samler af fædrelandshistoriske Skrifter, hvilke han for det meste endog med egen Haand afskrev i en Bog, som han førte med sig, og som endnu for største Delen er til under Navnet Hauksbók, indeholdende et interessant Udvalg af Sagaer, med en fortrinlig Text, der overalt vidne om hans Smag og Forstandighed[1]. At Kongen udnævnte Hauk, skyldes vistnok for en Deel hans Faders Indflydelse, hvor skikket eller selvskreven han end kunde siges at være til dette Hverv; dog søgte man maaskee tillige derved saagodtsom det efter Omstændighederne kunde skee, at berolige Islændingerne og paa lempeligste Maade imødekomme deres Ønsker. Thi Hauk, fød af en islandsk Moder og maaskee endog paa Island, med den varmeste Interesse for Øens historiske Minder og Skrifter, kunde derved betragtes som Islænding, medens hans Interesser dog lige fuldt maatte være norske. Aaret efter beskikkede Kongen en ny Sysselmand for Nordlandet, Gudmund Skaldstikel, der ligeledes synes at have været en Islænding.
Kirkestriden vedblev dog fremdeles, og var formodentlig Aarsag i, at saavel Hr. Thorvard Thorarinssøn, som Hr. Christopher og Hr. Sighvat Halfdanssøn i 1295 forlod Island; Thorvard døde strax efter. Ved Thorvards Afrejse synes Lægmændene tildeels at have tabt Modet, og det er tillige heel sandsynligt, at flere Landeplager og andre Ulykker, der i denne Tid gik over Landet, gjorde dem ængstlige og følgelig mere spagfærdige. I 1294 skede et forfærdeligt Udbrud af Hekla; Jordskjælvene, der ledsagede det, vare saa voldsomme, at Jorden sprak paa mange Steder, en Mængde Huse faldt ned og flere Folk omkom, fornemmelig i Fljotslid og Rangaarvalle-Egnen. I Fagradal dræbte et Steenskred 11 Mænd; i Haukadal, ved Eyjafjeldet, opkom der store kogende Kilder, hvor ingen forhen havde været, og andre, som før fandtes, bleve borte; etsteds blev der en saa dyb Revne, at man ikke kunde see til Bunden. Rangaaen forandrede sit Løb og Asken faldt saa tykt, at man kunde gaa tørskoet over Aaen; Thjorsaaen blev ligeledes skjult af Aske, og paa Havet mellem Island og Færøerne laa der sorte Flager,
- ↑ Om Hauk, se Annaler for nord. Oldk. og Hist. 1847, 169–216, 388–389; antiqv. Tidsskrift 1846–48, S. 108–116; Biskupasøgur I. Fortalen S. XI. flg. Hauksbogen, eller det der er tilbage af den, er nu deelt i tre Stykker, det største er No. 545 qv. i den arnamagn. Samling; her findes og et og andet, han har ladet skrive af andre; et andet Stykke er No. 371 sammest. (Landnama og Kristnisaga), det tredie er No. 675 qv. (Lucidarius).
Annalerne ved 1300 „forhenværende Lagmand“. Siden, under Kong Haakon, faldt han reent i Unaade og mistede sin Titel.
